Tillid mellem medarbejdere, godt samarbejde i dagligdagen og følelsen af at blive hørt – egenskaber de fleste arbejdspladser arbejder for at fremme, men som kan være svære at realisere. På konferencen ’Social kapital i praksis’, arrangeret af BrancheArbejdsmiljøRådene, kan du som tillidsrepræsentant få inspiration og konkrete værktøjer til at arbejde med social kapital.
Begrebet social kapital dækker over tillid, samarbejde og retfærdighed – at ledelse og medarbejdere kan samarbejde, og at samarbejdet er baseret på en høj grad af tillid og retfærdighed. Mange undersøgelser viser, at social kapital både fremmer trivslen på arbejdspladsen og produktiviteten. Så der er gode grunde til at arbejde målrettet med de sociale relationer på arbejdspladsen.
Konferencen retter sig særligt mod ansatte i den offentlige eller finansielle sektor. Det er muligt at deltage i enten København, Aalborg eller Middelfart.