Portugiserne står over for nye, stramme reformer, der rammer velfærden i kriselandet. Premierminister Pedro Passos Coelho sagde i aftes på tv, at regeringen skærer i udgifterne til sundhed, social sikkerhed og også uddannelse, efter landets forfatningsdomstol afviste ikke færre end fire ud af ni forslag til reformer. De skulle sikre, at landet levede op til krav for at få hjælp fra EU og den internationale valutafond, IMF.

Premierministeren beklagede de nye, planlagte besparelser, men sagde ifølge FT og Reuters, at der ikke var alternativer. Pedro Passos Coelho erkendte, at de nye besparelser ville ramme velfærden. Også de statsejede virksomheders budgetter bliver beskåret. Premierministeren afviste samtidig, at der blev nye skattestigninger ud over dem, der blev vedtaget i januar.
Jeg har beordret ministerierne til at skære i udgifterne for at kompensere for effekten af domstolens afgørelse, sagde Pedro Passos Coelho.
De områder, domstolen fandt forfatningsstridende, dækkede ifølge FT omkring 20 procent af de besparelser på 5 milliarder euro (omkring 37 milliarder kroner), som regeringen havde planlagt for at få de offentlige udgifter ned. Regeringen har fået ekstra tid til at leve op til kravet om underskud på under tre procent at nationalproduktet, men er alligevel nødt til at skære drastisk i statsbudgettet for at leve op til kravene for hjælpen.
De manglende besparelser ville føre til, at statens underskud steg til 6,4 procent af BNP mod et tidligere skønnet underskud på 5,5 procent, der i forvejen fik både EU-Kommissionen, den Europæiske Centralbank og IMF til at hæve brynene.
Forfatningsdomstolen fandt, at regeringens første spareplaner ikke levede op til forfatningens krav om, at skattepolitikken skulle være fair, og at der ikke måtte gøres forskel på ansatte inden for det private erhvervsliv og det offentlige i forhold til pension og løn.
De offentligt ansatte fik skåret i lønninger og forringet pensioner, og den gik ikke, mente domstolen.
Faglige protester
Portugisiske fagforeninger krævede efter forfatningsdomstolens afgørelse, at regeringen gik af. Fagbevægelserne har gentagne gange strejket mod nedskæringerne og samtidig påpeget, at de ikke bare rammer medlemmerne på pengepungen på kort sigt, men også hele landet på længere sigt, fordi de hæmmer væksten.
Økonomer peger samtidig på, at holdningen til nedskæringer er ved at vende netop, fordi de fører til arbejdsløshed og ikke får gang i den økonomiske udvikling, der er nødvendig.
Cheføkonom hos Barclays Antonio, Garcia Pascual, siger, at det er vanskeligt at se, hvordan man skal finde nye besparelser på, hvad der svarer til 0,8 procent af BNP, uden at det rammer væksten yderligere.
En EU-diplomat siger ifølge FT, at Bruxelles kunne være mere fleksibel i forhold til, hvornår Portugal når målet om at holde underskuddet på budgettet under de tre procent.
Kilde: fagligt.eu