Danmark er stadig i krise, og svarene har længe været de samme. Sparerunder, nedskæringer og mindre inddragelse af medarbejdere. Det er bare den helt forkerte vej at gå, hvis Danmark skal ud af krisen. Job og vækst kommer kun igen ved målrettede investeringer og frem for alt et tæt samarbejde.
Sådan lød det fra FTF’s formand Bente Sorgenfrey i beretningen til kongressen i Falkoner Centret i København onsdag formiddag.
Samarbejdet giver muligheder, som ellers bliver overset, understregede FTF-formanden.
"Det er nemlig sådan, at når der er krise, og folk føler sig pressede, så kan selv yderst fornuftige mennesker finde på at foreslå ting, der er meget lidt fornuftige," sagde hun.
Ikke så fornuftige forslag
Eksempler har der været mange af. Politikerne på Christiansborg har besluttet at barbere lediges dagpengeperiode ned til to år. De samme politikere har også gjort det meget sværere at få ret til supplerende dagpenge.
Undervejs har der ikke været mange overvejelser om, hvad der skulle ske med dem, der røg ud af systemet. Samtidig er arbejdsgiverne i DI kommet med forslag om kraftige besparelser i den offentlige sektor, mens arbejdsgiverne i KL har foreslået at mindske beskyttelsen af tillidsrepræsentanter og mindske medarbejdernes medindflydelse.
"De tre udspil er udtryk for en tankegang, der så let indfinder sig under kriser. Der er krise. Vi må spare vi skal fyre. Uden at spørge nogen til råds først," lød det fra Bente Sorgenfrey.
"Det er sket i en tid, hvor vi mere end nogensinde før har brug for partnerskaber. For at arbejde sammen. Lønmodtagere og arbejdsgivere. Fagforeninger og virksomheder. Offentlige og private," fortsatte hun.
En del af løsningen
Et tæt samarbejde vil være til gavn for alle. Medarbejderne kan være med til at løse krisen. De er ikke en del af den. På samme måde er de offentlige medarbejdere ikke en hindring for privat vækst. Tværtimod.
"En investering i vores sundhedspersonale er investering i at få syge hurtigt på arbejdet igen. Og derfor en investering i vækst. En investering i vores pædagoger er en investering i børns udvikling og derfor i vækst," forklarede FTF-formanden.
Hun tilføjede, at FTF’s holdning er at bruge den offentlige sektor til også at skabe privat vækst.
Det skal ske ved at inddrage medarbejderne og styre efter kvalitetsmål. Et andet skridt på vejen ud af krisen og til nye job går ifølge Bente Sorgenfrey via et opgør med anlægsloftet.
"Lad os dog få sat gang i den vækst, som de fastfrossede anlægsarbejder kunne give," lød opfordringen.
De opgaver ville give masser at rive i for private firmaer. Derfor var opfordringen også klar til statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), der var gæst på kongressen.
"I behøver ikke vente på de næste væksttal. Lad os komme i gang med at få skabt nogle nye job nu."