I Danmark ville fagforeningerne aldrig åbne sig for medlemmer, der levede af at udføre sort arbejde uden at være registreret hos myndighederne – og ofte uden at betale skat. Netop dét er imidlertid med hastige skridt ved at blive hverdag for fagforeningerne i Vestafrika.
På kort tid har fagforeningerne i fem vestafrikanske fået op imod 500.000 medlemmer fra den såkaldt ”uformelle økonomi”. Det giver for første gang den allerfattigste del af befolkningen et fælles talerør – og resultaterne er allerede begyndt at vise sig i form af bedre adgang til social sikring og sundhedsydelser.
Baggrunden er indlysende: I vestafrikanske lande som Togo, Niger, Benin, Ghana, Sierra Leone arbejder hele 80-90 pct. af arbejdsstyrken i det, der bliver kaldt den uformelle økonomi.
Betegnelsen henviser til alle de mange markedshandlende, motorcykel-taxier, gadeskræddere, mikro-landbrug, fotografer, madboder, frisører og andre selvstændige, der ikke er registreret hos myndighederne. Selv om de udgør flertallet af befolkningen, har de hidtil stort set ikke været dækket af sundhedssystemer, pensionssystemer osv., men har været henvist til at klare sig selv eller betale sig frem, hvis de ville til lægen.
De fattigste lande i verden
Næsten frem til årtusindeskiftet har arbejderne i den uformelle økonomi været efterladt til sig selv – også af fagbevægelsen i landene. Nu er strategien imidlertid lagt om, og fagforeningerne har besluttet sig for at organisere det hidtil tavse flertal og give dem et fælles talerør op imod regeringen og myndighederne for at sikre deres sociale rettigheder og mindske fattigdommen.
De vestafrikanske lande hører til verdens allerfattigste. I de fleste af landene lever over en tredjedel af befolkningen i dag under fattigdomsgrænsen på 1,25 dollar om dagen.
Ud af de 187 lande på FN’s index ligger Niger nummer 186. Trods pæn vækst de seneste år ligger Sierra Leone nr. 180 og Togo og Benin ligger hhv. 162 og 167. Til sammenligning ligger Danmark nummer 16 på listen.
Det eneste land i regionen, der klarer sig relativt godt, er Ghana, der ligger nummer 135 på FN’s Human Development Index – blandt andet på grund af nylige oliefund. Men også i Ghana er fattigdommen stor, og ifølge FN lever 30 pct. af ghaneserne stadig under fattigdomsgrænsen.
Dansk ulandsbistand ind i kampen
LO’s og FTF’s fælles bistandsorganisation, Ulandssekretariatet, har de seneste to år kørt et projekt i de vestafrikanske lande med fokus på at hjælpe fagbevægelsen med at organisere og varetage interesserne for arbejderne i den uformelle økonomi. Projektet er udviklet af dansk fagbevægelse, men er finansieret af den danske regering via Danida.
Projektet er struktureret som et regionalt projekt i de fem lande Togo, Niger, Benin, Ghana og Sierra Leone, hvor man med afsæt i et lokalkontor i Togo hjælper de faglige hovedorganisationer i landene med at udvikle initiativer og dele succesfulde erfaringer på tværs.
Det er LO’s og FTF’s fælles kontor i Togo, der har indsamlet tallene for den seneste medlemsvækst, der på få år har bragt de fem projektlandes samlede medlemstal i den uformelle sektor op omkring og formentlig over 500.000.
Hurtigst er udviklingen gået i Sierra Leone, hvor den faglige hovedorganisation Sierra Leone Labour Congress, SLLC, har haft succes med at organisere 250.000 ud af ca. én million markedssælgere og 150.000 ”motorbikers”, der overalt i landet tilbyder fleksibel transport på bagsædet af en motorcykel. Derudover har SLLC også optaget vejarbejdere, fotografer og musikere, der alle tilhører den uformelle sektor. Aktuelt forhandler SLLC også om optagelse af en organisation for de mange små farmere.
SLLC hjælper konkret de nye medlemmer med at sikre stadepladser i byerne til de handlende, forhandle med bankerne om lavere renter på micro-kreditter og lave aftaler med politiet om forbedret sikkerhed til de udsatte motorcykeltaxaer. Samtidig lægger SLLC politisk pres på regeringen for at forbedre medlemmernes adgang til sygesikring, uddannelse, pension mv.
45.000 skræddere på vej ind i Ghanas hovedorganisation
Også i Niger er det lykkedes at organisere 30.000 ”motorbikers”, der har dannet deres eget forbund, opbygget demokratiske valg internt i organisationen og nu søger optagelse i hovedorganisationen USTN. Organisationen USTN, der er Ulandssekretariatets partner i Niger, har allerede 14 andre forbund under sig, der tilsammen organiserer andre 10.000 arbejdere fra den uformelle økonomi.
I Ghana har den stærke hovedorganisation Ghana TUC på kort tid fået 13.000 nye medlemmer fra den uformelle økonomi og har et ukendt antal ”uformelle” medlemmer i de eksisterende medlemsforbund. Derudover er Ghana TUC på vej til at optage yderligere 45.000 skræddere fra den uformelle økonomi. Skrædderne har allerede selv organiseret sig i et fælles forbund, og de forhandler nu om også at blive optaget i hovedorganisationen.
I Togo er hovedorganisationen CNTT oppe på at have 22 fagforeninger med i alt 20.000 medlemmer fra den uformelle sektor under sig – ud af i alt 57 medlemsorganisationer med tilsammen 50.000 medlemmer.
I Benin er hovedorganisationen UNSTB også meget aktiv som talerør for arbejderne i den uformelle sektor – blandt andet i regeringens Økonomiske og Sociale Råd. Det samlede medlemstal i UNSTB er 77.000, men det vides ikke præcist hvor mange af dem, der er fra den uformelle sektor.
Et socialt projekt – ikke et økonomisk
Intet er som det plejer i fagforeningerne, når det kommer til medlemmerne fra den uformelle sektor. Heller ikke medlemsbetalingen og medlemsdemokratiet i organisationerne.
Netop fordi de nye medlemmer hører til de allerfattigste i samfundet, har man i Sierra Leones faglige hovedorganisation SLLC vedtaget, at de uformelle arbejdere godt kan være med, selv om de ikke har råd til at betale fuldt kontingent som de almindelige medlemmer. Vicegeneralsekretær i SLLC, Max Conteh, siger:
”Hvis du går efter pengene, skal du ikke gå sammen med arbejderne i den uformelle sektor. De er så fattige, at vi ikke kan kræve ret meget. Det er ikke et økonomisk projekt at organisere dem. Det er et socialt og demokratisk projekt for at forbedre deres rettigheder og give dem en stemme i samfundet”.
SLLC-kongressen har i marts 2012 vedtaget en fordelingsnøgle, der fastsætter både kontingentprisen pr. medlem og den demokratiske indflydelse – i form af antal delegerede på kongressen – ud fra antallet af medlemmer i organisationerne. Rundt regnet er princippet, at medlemmerne fra den uformelle sektor kun betaler en tredjedel af de formelle arbejderes medlemskontingent.
En tredjedel kontingent – en tredjedel indflydelse
Det reducerede kontingent betyder til gengæld også, at medlemmer fra den uformelle sektor har mindre politisk indflydelse i organisationen. De skal konkret være tre gange så mange for at ”udløse” en delegeret på SLLC’s kongres.
Medlemmer fra den formelle del skal således være 1.000 medlemmer for at få ret til en delegeret, mens medlemmerne fra den uformelle sektor skal samle 3.000 medlemmer bag hver kongresdelegeret. På den måde følges pligter og fornøjelser ad. Det har været afgørende at finde den balance, for at de ”gamle” medlemmer i organisationerne har kunnet lukke op, forklarer Max Conteh:
”Det er en meget følsom balance. Vi har ca. 300.000 medlemmer fra den offentlige sektor og den formelle del af den private sektor. De vil gerne være solidariske med de nye medlemmer. Omvendt vil de heller ikke løbes totalt over ende af nye medlemmer, der ikke kan betale fuld pris. Den balance, synes jeg, at vi har fundet nu, og kongressen har vedtaget de nye principper her i marts 2012”.
Også i Ghana har man haft store udfordringer internt med at finde en måde at give arbejderne fra den uformelle sektor demokratisk indflydelse og sætte et rimeligt kontingent. På kongressen i august 2012 i den ghanesiske hovedorganisation TUC besluttede man, at organisering af den uformelle sektor er hovedmålet i den nye treårige kongresperiode, og at man bl.a. skal prøve at forme én samlet og stærk union for den uformelle sektor – under Ghana TUC’s paraply.
En ny stor union for den uformelle sektor udfordrer de eksisterende organisationer i TUC, der allerede har uformelle arbejdere som medlemmer – fordi de medlemmer sandsynligvis vil skifte til den nye union. Men en union er nødvendig for at samle interesserne og kunne tilbyde bedre ydelser til de nye medlemmer, og det er vigtigere for det overordnede mål om at organisere den uformelle sektor, besluttede kongressen i Ghana TUC i august.
Stort politisk fokus på den uformelle sektor
Det er ikke kun fagforeningerne, der er kommet op på mærkerne i forhold til den uformelle sektor.
I Vestafrika er der generelt kommet et stort politisk fokus på at forbedre vilkårene for den uformelle sektor. I Ghana såvel som i Sierra Leone, Togo, Niger og Benin har regeringerne nedsat kommissioner, der skal komme med forslag til, hvordan man kan forbedre levevilkårene og skabe nye job i den uformelle sektor. Alle steder på nær Togo sidder fagbevægelsen med ved bordet som talerør for arbejderne i den uformelle sektor.
Dermed er man allerede nået langt, og den nye politiske vilje skyldes ikke mindst fagforeningernes nye pres, mener Max Conteh fra Sierra Leone:
”De nye medlemmer giver også fagbevægelsen en større magt. Politikerne ved godt, at den uformelle sektor er helt afgørende for landenes økonomi, og at fagforeningerne i realiteten kan fryse store dele af økonomien, hvis man for alvor mobiliserer alle medlemmer i en konflikt med regeringen. På den måde handler det heller ikke kun om solidaritet og demokrati for fagforeningerne – det handler også om magt. De mange nye medlemmer giver også fagforeningerne mere magt".