Folkeskolelærere, sygeplejersker, pædagoger, socialrådgivere og en række andre faggrupper på FTF-området mærker ikke meget til, at langtidsledigheden generelt omsider er på retur i Danmark. For mens der i løbet af det seneste år er blevet syv procent færre langtidsledige generelt, er antallet af langtidsledige FTF’ere steget. Fra juli 2011 til juli 2012 er langtidsledigheden steget med hele 13 procent til et niveau på ca. 2.700 langtidsledige FTF’ere.
Det svarer til, at næsten hver fjerde (23,1 pct.) af de ledige FTF’ere i juli 2012 var langtidsledig.
For dem giver regeringens nye akutpakke med bl.a. ekstra samtaler, opkvalificeringsjob og jobrotation nye muligheder, men der vil stadigt være mange, der vil miste deres dagpengeret pga. beskæftigelsessituationen. Det mener Bente Sorgenfrey, formand for FTF. Dagpengereglerne må derfor også lempes.
”Akutpakken er et vigtigt skridt på vejen – vi tror på, at den klart kan være med til at mindske langtidsledigheden, men den kan ikke løse hele problemet. Vi er nødt til at lempe de stramme dagpengeregler også. Her er et lavere genoptjeningskrav til dagpenge centralt”, siger hun.
Umuligt mål
Bente Sorgenfrey peger på, at genoptjeningskravet i dag er så højt, at det rent praktisk er meget svært at skaffe sig timer nok gennem vikartimer, småjob, og andre former for løse timer.
I dag er skal man som ledig levere arbejdstimer, som svarer til fuldtidsarbejde i 52 uger inden for 3 år. Et mindre genoptjeningskrav vil ifølge Bente Sorgenfrey motivere de ledige til at skaffe flere arbejdstimer.
Desuden vil det også gøre et indhug i langtidsledigheden at lempe på de stramme regler om supplerende dagpenge, mener FTF.
I dag kan man kun supplere løse timer og deltidsjob op med dagpenge i en periode på 30 uger. Herefter skal man melde sig fuldtidsarbejdsløs.
”Begrænsningen på 30 uger er hul i hovedet – reglen virker som en bremseklods for at skaffe sig flere løse arbejdstimer for den ledige”, siger Bente Sorgenfrey.
FTF mener, at man i hele arbejdsløshedsperioden skal kunne supplere løse timer med dagpenge.
Steget 75 procent på tre år
FTF-langtidsledigheden begyndte at stige i begyndelsen i 2009 og har været stigende lige siden. I løbet af de sidste tre år er langtidsledigheden steget med 75 procent. Set over de sidste to år er langtidsledigheden øget med 44 procent.
Inden for de seneste to år er det især inden for FTF-fagområder rettet mod den offentlige sektor – pædagoger, lærere og sygeplejersker, ergo- og fysioterapeuter – som har oplevet stigende ledighed.