EU-domstolen afsagde i september 2009 dom i den såkaldte Pereda sag. Domstolen fastslog ved den lejlighed, at en lønmodtager der rammes af sygdom under ferie, har ret til at afholde ferie på et andet tidspunkt, jf. artikel 7, stk. 1 i arbejdstidsdirektivet.
Arbejdstageren i denne sag (der var smed), skulle ifølge aftale med sin arbejdsgiver påbegynde afviklingen af 3 ugers hovedferie den 20. juli 2009. Den 22. juli 2009 kom arbejdstageren imidlertid ud for et trafikuheld, og kom som følge heraf alvorligt til skade. Han var derfor syg under resten af sin ferie (13 dage).
På denne baggrund rettede han efterfølgende henvendelse til sin arbejdsgiver med krav om erstatningsferie. Dette blev imidlertid afvist med henvisning til, at den daværende ferielovs § 13 ikke hjemlede et krav herpå. Ifølge den dagældende bestemmelses ordlyd, var der således ikke krav på erstatningsferie når ferien var påbegyndt forud for sygdommens indtræden (lønmodtageren bar med andre ord risikoen). Dette i modsætning til den situation, hvor arbejdstageren blev sygemeldt umiddelbart forud for feriens påbegyndelse.
På trods heraf har Østre Landsret ved dom af 15. juni 2012 nu fastslået, at selvom EU retten ikke forpligter domstolene til at fortolke national lovgivning i strid med ordlyd og formål, ja så må det alligevel forholde sig således, at den tidligere formulering af ferielovens § 13 ikke udelukkede en fortolkning i overensstemmelse med artikel 7, stk. 1 i arbejdstidsdirektivet. Den dagældende ferielovs § 13 måtte derfor fortolkes således, at en lønmodtager der var syg, ikke havde pligt til begynde eller fortsætte ferien i den (resterende) fastlagte ferieperiode. Heller ikke selv om sygdommen opstod, før ferien begyndte eller efter feriens begyndelse.
FTF mener
Dommen er meget tilfredsstillende og fastslår nu med syvtommersøm, at situationer som den omhandlede, også forud for lovændringen skal behandles i henhold til Pereda dommens præmisser. Idet sagen imidlertid er henvist fra Københavns Byret til behandling ved Østre Landsret i første instans som følge af dens principielle karakter, har parterne dog mulighed frit at anke sagen til Højesteret uden Procesbevillingsnævnets tilladelse. Det må forventes, at denne mulighed vil blive benyttet af arbejdsgiversiden. Det bliver følgelig meget interessant at se, om også Højesteret er enig med Landsretten i de anførte præmisser.