På Hastrupskolen i Køge er opskriften på et godt arbejdsmiljø egentlig ret enkel: Tillid, tryghed og tid til at løse opgaverne ordentligt.
Her har skoleleder Thomas Kielgast stået i spidsen i over 20 år, og han er ikke i tvivl om, hvorfor lærerne bliver:
”Ledelse skal være tæt på. Når der opstår problemer – med elever, forældre eller kollegaer – tager vi hånd om det med det samme. Vi fjerner stenene på vejen, så lærerne kan koncentrere sig om undervisningen,” siger han.
Resultatet taler for sig selv. Hastrupskolen har i mange år haft Køge Kommunes laveste sygefravær og en af de mest stabile medarbejdergrupper.
Tillidsrepræsentant Katrine Hornholt peger på, at det ikke er tilfældigt:
”Vi har et ledelsesteam, der inddrager medarbejderne i beslutningerne. Vi bliver hørt, og vi tager ansvar. Vi har faste mødefora, hvor alle årgange er repræsenteret, og hvor ledelsen faktisk lytter – også når vi skyder en idé til hjørne.”
Hun fremhæver, at arbejdsmiljøet handler lige så meget om indflydelse og balance som om trivsel.
”Vi har tid på alle vores opgaver. Det betyder, at vi sjældent diskuterer tid eller føler os pressede på mængden. Og hvis nogen alligevel gør, så tager vi en samtale og justerer opgaverne. Det gør en kæmpe forskel,” siger hun.
Lærer Betina Prehn har tidligere arbejdet på andre skoler i Køge, men oplever en markant forskel på Hastrupskolen:
”Her føler man virkelig, at man har ledelsen i ryggen. De er lydhøre, forstående og klar til at støtte os.
De sørger for, at vi ikke bliver bombarderet med alt muligt ovenfra, men kan have ro til at passe vores elever,” siger hun.
Hun smiler og tilføjer:
”Og nogle gange står der bare kage på bordet til et møde. Fordi de kan se, at vi trængte til det. Det lyder banalt – men det betyder meget.”
Når FH-formand Morten Skov Christiansen besøger Hastrupskolen, er det netop for at høre om de erfaringer.
For hvis man skal kunne holde til pensionsalderen i et fag, hvor presset er stort og kravene mange, kræver det et arbejdsmiljø, hvor man bliver set, hørt og passet på.
Som Morten selv siger:
”Et godt arbejdsmiljø er ikke en luksus – det er en forudsætning for, at man kan holde hele vejen til pension. Vi skal investere i arbejdsmiljø for at skabe tryghed for lønmodtagerne. Alle lønmodtagere skal have det som lærerne på Hastrupskolen – med udsigt til et arbejdsliv, hvor de tror på, at de både kan og vil arbejde indtil pensionsalderen.
Det skaber en arbejdsplads, som beholder medarbejdere i faget. Og tiltrækker nye, dygtige lærere. Det betyder, at Hastrupskolen – modsat mange andre steder i det offentlige – ikke kæmper med rekruttering.”









