Regeringen har i dag fremlagt et nyt udspil om stærkere erhvervsuddannelser, der fordeler de resterende ca. 660 mio. kr. årligt, som politikerne har afsat til investeringer i mere kvalitet og for at understøtte, at vi får uddannet mange flere faglærte.

FH har i mange år presset på for, at erhvervsskolerne bl.a. har det rette udstyr og de rette lærerkompetencer.

Regeringen og Folketinget har indtil nu lavet to aftaler, der styrker erhvervsuddannelserne.

Det er et historisk løft af erhvervsuddannelserne, som nu skal blive til virkelighed, og heldigvis sker udmøntningen på en klog måde!

nanna højlund

Den første fra januar 2024 var målrettet et løft af sosu-uddannelserne og den næste, der kom på plads i juni 2024, skulle bl.a. understøtte, at der er tidssvarende udstyr på erhvervsskolerne til den grønne omstilling.

Med dagens udspil tager regeringen hul på udmøntning af de resterende midler, som særligt skal øge kvaliteten og styrke fastholdelsen af elever bredt på alle landets erhvervsuddannelser.

Fokus på at styrke kvaliteten

I udspillet er der fokus på at styrke kvaliteten via et løft af de såkaldte taxametre, som erhvervsskolerne modtager i tilskud pr. elev.

Fra næstformand i FH, Nanna Højlund er der ros til regeringen for udspillet:

”Det er et historisk løft af erhvervsuddannelserne, som nu skal blive til virkelighed, og heldigvis sker udmøntningen på en klog måde. Jeg vil gerne rose regeringen for faktisk at have tillid til, at erhvervsskolerne og deres bestyrelser selv prioriterer de ekstra midler til de områder, hvor man lokalt især kan hæve kvaliteten.” 

Lang række af forbedringer

Udspillet indeholder ud over økonomi en lang række af forbedringer og initiativer.

Blandt andet er der midler til bedre ungemiljøer og bedre overgange fra grundskolen samt dygtigere undervisere og efteruddannelse.

Der er ligeledes midler til at øge optaget på den pædagogiske assistentuddannelse (PAU) og bedre vilkår for elever med særlige behov.

Sidstnævnte indeholder bl.a. at elever med særlige udfordringer i fremtiden vil have mulighed for at tage en erhvervsuddannelse på forlænget tid – en såkaldt eud-fleks.

Netop sådan et forslag har FH tidligere fremsat som et blandt otte forslag om at styrke indsatsen for gruppen af unge uden job og uddannelse.

Jeg er simpelthen så glad for at se, at regeringen har grebet dette forslag!

nanna højlund

”Jeg er simpelthen så glad for at se, at regeringen har grebet dette forslag. Hvis man fx har en funktionsnedsættelse af fysisk eller psykisk karakter, så kan det betyde, at man ikke kan fungere i så mange timer om dagen tæt sammen med andre mennesker.

Men med lidt færre timer og over længere tid kan man stadig ende med at få et svendebrev i hånden,” siger Nanna Højlund.

Læs hele regeringens udspil her på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside