Udfordringerne på uddannelsesområdet bliver ikke løst med små justeringer.

Heldigvis har SVM-regeringen i sine to år ved magten vist, at de har forstået omfanget.

De er gået til stålet med et forslag om en ny ungdomsuddannelse, en reform af erhvervsakademi- og professionsuddannelserne og et historisk løft af erhvervsskolerne. Det er store løsninger på store problemer.

Det er nødvendigt. I alt for mange år har skiftende regeringer haft svært ved at bryde ud af det tunnelsyn, som har kendetegnet dansk uddannelsespolitik.

Det har aldrig været sundt eller rigtigt, at så mange unge står udenfor. Vi har som samfund en forpligtelse over for alle dem, som med den rette hjælp og støtte kan få fat om roret i deres eget liv!

nanna højlund

Man lykkedes i 00’erne og 10’erne med at løfte andelen af unge, som fik studenterhue, og mange flere får en videregående uddannelse.

Ensporet hierarki

Men med tiden fik politikerne også etableret et for ensporet uddannelseshierarki, hvor det altid var bedre, hvis ens uddannelse var mere akademisk, mere boglig og længere væk fra praksis.

En af konsekvenserne er, at for få unge i dag søger mod erhvervs- og professionsuddannelserne. Det har vi som samfund selv været skyld i, og udviklingen bliver ikke vendt med et snuptag. Derfor er det helt afgørende, at regeringen har slået et stort brød op – både når det kommer til den nye erhvervs- og professionsrettede ungdomsuddannelse (epx) og investeringer i bl.a. professionsuddannelserne.

I de nye reformer ser jeg et nyt uddannelsesideal, hvor alle unge skal kunne blive hammerdygtige til deres fag, profession og arbejde. Og hvor boglige og praktiske fagligheder er mere ligestillede.

Flere skal med ind i varmen

Vi må og skal have en større andel af de unge til at vælge de praktiske og professionsrettede fag. Men det er ikke gjort med det.

For vi står fortsat med en stor gruppe af unge, som sent eller aldrig finder vejen til fast beskæftigelse. Vi har stadig 43.000 unge uden tilknytning til hverken uddannelse eller arbejdsmarkedet, og det endda i en tid, hvor en lang række fag og brancher skriger på medarbejdere.

Det har aldrig været sundt eller rigtigt, at så mange unge står udenfor. Vi har som samfund en forpligtelse over for alle dem, som med den rette hjælp og støtte kan få fat om roret i deres eget liv.

Regeringen har sat mange skibe i søen. Det er vigtigt, at de sejles sikkert i havn og ikke strander på vej mod mål!

nanna højlund

Men særligt i en tid, hvor velfærdssamfundet og en lang række kritiske jobområder har brug for nye kolleger, kan vi ikke længere acceptere, at tusindvis af vores unge ikke får den nødvendige hjælp til at bidrage.

Derfor er det godt, at regeringen har forpligtet sig til et ungeløft. I fagbevægelsen deltager vi aktivt i det arbejde, og med tilstrækkelig politisk vilje i ryggen er jeg sikker på, det vil lykkes at gøre mere for vores efterladte unge – ikke mindst i uddannelsessystemet.

Uddannelsesreformer skal ikke strande på vej mod mål

Uanset hvornår næste folketingsvalg kommer, er det et faktum, at SVM-regeringen er over halvvejs i denne periode. Regeringen er indtil nu lykkedes med at gøre uddannelse til storpolitik.

Det er min forhåbning, at et bredt politisk flertal nu inddrages og deltager, når både den nye epx-uddannelse og reformen af erhvervsakademi- og professionsuddannelserne skal forhandles på plads.

For vi står stærkest, hvis der er bred opbakning til så store ombygninger af vores uddannelsessystem.

Men også fordi, gode uddannelsesreformer kræver, at rampelyset fra de store pressemøder slukkes, og det rigtige arbejde kan begynde med at uddybe, konkretisere og implementere de gode tiltag.

Regeringen har sat mange skibe i søen. Det er vigtigt, at de sejles sikkert i havn og ikke strander på vej mod mål.

Indlægget er bragt på uddannelsesmonitor.dk 28.02.25