Jeg blev erklæret uegnet til gymnasiet.

Det var en brutal besked at få i klasseværelset, men heldigvis fandt jeg en god vej og startede på teknisk skole i lære som elektronikmekaniker. 

Jeg er glad for min uddannelse, men jeg ville ønske, at jeg havde haft muligheden for at vælge en ungdomsuddannelse, som talte til mine interesser. Som havde givet mig muligheden for at prøve mig selv af i en række praktiske såvel som boglige fag, før jeg valgte min endelige uddannelsesvej.

Der havde jeg fået muligheden for at prøve mine interesser af og fået frihed til at lægge vægt på både mine praktiske og boglige evner!

MORTEN SKOV CHRISTIANSEN

Hvis den nye ungdomsuddannelse epx havde eksisteret dengang, havde jeg stået forrest i køen til at komme ind. For der havde jeg fået muligheden for at prøve mine interesser af og fået frihed til at lægge vægt på både mine praktiske og boglige evner. 

Tiden til de unge

Jeg havde været en del af et ungdomsmiljø med klassefester og kunne have fulgtes med nogle af vennerne fra folkeskolen til epx. Jeg havde fået tid og bedre mulighed for at vælge helt rigtigt. Det er netop tiden til de unge, der gør, at vi i fagbevægelsen synes, at den nye ungdomsuddannelse er rigtig positivt for de kommende generationer.

Epx vil gavne de unge, som ikke fandt sig helt til rette i folkeskolen, eller som er fra såkaldt uddannelsesfremmede hjem. Ikke bare de unge, som har karaktergennemsnit mellem 5 eller 6, men alle de unge, som ikke passer ind i vores nuværende uddannelseslandskab.

Modsat kritikken fra bl.a. Jens Lundgren kan reformen faktisk betyde, at det bliver mindre vigtigt, hvor sent du udvikler dig fagligt, eller om du kan snakke skoleopgaver over middagsmaden med far og mor.

Når robotten skal kodes

Lad os prøve med et tænkt eksempel. Et ungt menneske, der måske ikke synes, at skolen er verdens fedeste sted, og har karakterer i 9. klasse, der beviser det. Med epx får man tid og muligheder for at se fagene på ny måde.

Måske er det først her, når det sættes i en praktisk kontekst, at meningen med matematik og ligningerne kommer. Når robotten skal kodes, medicinen skal blandes op, eller virksomhedsregnskabet gennemgås.

Det vækker en interesse for det boglige, og netop fordi ingen døre er lukkede, kan vores tænkte eksempel nu begynde at vægte sin uddannelse, så vejen til universitetet åbner sig helt.

I dag svigter vi desværre for mange unge, når de prøver det almene gymnasium, men falder fra igen, netop fordi det ikke var rigtigt for dem. Men traditioner og manglen på alternativer gør, at de alligevel søger mod de boglige fag – ofte med nederlag til følge – også selvom deres interesser og kunnen måske ligger et helt andet sted.

Matcher samfundets behov

Den nye uddannelsesreform rammer en god balance mellem at give de unge tid og muligheder og har samtidig blik for, hvad vores samfund har brug for i fremtiden. Flere faglærte til den grønne omstilling og professionsuddannede til vores velfærdssamfund, som er helt uundværlige.

Så når Jens Lundgren er bekymret for, at et øget adgangskrav til det almene gymnasium vil fratage mange unge muligheden for en boglig uddannelse, så er det ikke en bekymring, jeg deler.

Tværtimod tror jeg, at vi med det nye ungdomsuddannelsessystem og den nye epx vil se flere unge, der rammer deres rette uddannelsesvej i første forsøg. For dem, der ikke rammer plet i første forsøg, er der altid mulighed for at skifte retning. 

Indlægget er bragt i Jyllandsposten 18.11.24