“Det er stort, og jeg er meget rørt over det. For et eller andet sted viser det jo, at det er lykkedes at komme igennem med meget af det, som jeg gerne har villet som arbejdsmiljørepræsentant.”
Sådan lyder det fra Carl Uffe Hansen, servicemedarbejder og arbejdsmiljørepræsentant hos Danmark Protein, når han skal sætte ord på at være blevet udvalgt som en af bare fem finalister blandt godt og vel 100 indstillede kandidater til prisen som Årets arbejdsmiljørepræsentant.
For da Carl Uffe Hansen for omtrent seks år siden startede som arbejdsmiljørepræsentant på sin nuværende afdeling hos Danmark Protein, var det nemlig med en vision om, at han via samarbejde, vidensdeling og sparring kunne skabe et arbejdsmiljøfundament, der kunne sprede sig rundt i hele virksomheden.
“Det handler om at få inddraget kollegerne i arbejdet med sikkerhed og arbejdsmiljø og få skabt ringe i vandet-effekter på den måde. Det fungerer super fint, for jeg lærer jo også meget af at være i andre afdelinger og får inspiration af at sparre med mennesker, og alle vi arbejdsmiljørepræsentanter i virksomheden kan udveksle ideer med hinanden på kryds og tværs,” fortæller Carl Uffe Hansen.
Derfor gør det da også Carl Uffe Hansen ekstra glad og stolt, når kollegerne hos Danmark Protein fremhæver netop samarbejdsvisioner og vidensdeling som særlige kendetegn ved hans virke som arbejdsmiljørepræsentant.
En af de kolleger er mejerist Lars Bang Overgaard, der har skrevet indstillingen af Carl Uffe Hansen til prisen som Årets arbejdsmiljørepræsentant – i den lyder det blandt andet:
“Carl Uffes afdeling er typisk der, hvor de nye sikkerhedstiltag starter, og Carl Uffe er rigtig dygtig til at sætte sig ind i det nye og formidle det videre til os andre. Hans måde at videregive det på er rigtig god, for han har tålmodighed til at forklare det flere gange, og når man går fra Carl Uffe, er man ikke i tvivl om, hvad der skal ske,” kommer det fra Lars Bang Overgaard.
Et ansvar at give depechen godt videre
En af de ting, som Carl Uffe Hansen selv fremhæver, når han skal fortælle om glæden ved at være arbejdsmiljørepræsentant, er muligheden for at være i kontakt og dialog med mange forskellige medarbejdere på tværs af alder.
For Carl Uffe Hansen sætter nemlig en særlig stor ære i at give videre til næste generation og sørge for, at de får foden godt ind på arbejdsmarkedet.
“I min alder handler det også meget om kontakt med unge mennesker og de nye elever, der kommer ind. Der har vi ældre et kæmpe ansvar for, at de unge føler sig tilpas. Intet varer evigt, og vi har jo også brug for nye medarbejdere, der trives, og at kunne hjælpe til med det giver en vis tilfredsstillelse,” fortæller Carl Uffe Hansen.
Han forklarer endvidere, at den yngre generation stiller helt andre krav til en arbejdsplads, end hans egen har gjort det – og det skal man have sig for øje, så man kan hjælpe til med at understøtte trivslen hos nye medarbejdere.
“Jeg føler en glæde ved at hjælpe andre mennesker. Det er den helt store drivkraft for mig,” siger Carl Uffe Hansen.
Og den hjælpsomhed er bestemt ikke fremmed for kollegerne hos Danmark Protein.
“Carl Uffe brænder for arbejdsmiljøarbejdet. Han er ukuelig og dedikeret. Han nyder at hjælpe sine kolleger, og det betyder noget for ham at gøre en forskel. Når man har en arbejdsmiljørepræsentant som Carl Uffe, så er det lig med trivsel i afdelingen, og trivsel i en afdeling er lig med arbejdsglæde,” fortæller Lars Bang Overgaard.
Drømmer om netværk med andre finalister
Hvem, der vinder titlen som Årets arbejdsmiljørepræsentant, offentliggøres ved en stor prisfest i Cirkusbygningen i København 1. november.
Og Carl Uffe Hansen er ikke et øjeblik i tvivl om, at det ville betyde alverden for ham, hvis han til den tid modtager prisen.
“Jeg tør slet ikke at tænke på at vinde. Jeg tror, jeg ville blive helt mundlam, selvom det ikke ligger til mig, for jeg elsker at tale. Men jeg ville blive super glad, meget rørt og måske også knibe en lille tåre. Alene at være blandt de sidste fem er stort, så ligefrem også at skulle være den bedste. Den ville jeg lige skulle tygge lidt på,” funderer Carl Uffe Hansen.
Og hvad end han vinder eller ej, så har Carl Uffe Hansen allerede en lille fremadrettet idé på tegnebrættet for ham og de andre arbejdsmiljø-aficionados i finalen:
“Det kunne være sjovt at lave et netværk mellem os fem finalister, så vi kunne vidensdele. Tænk, hvad vi kunne lære af hinanden,” lyder det fra Carl Uffe Hansen.
Juryen, der skal finde frem til en vinder, består af en række topfolk fra fagbevægelsen samt Helle Andreasen fra hjemmeplejen i Solrød Kommune, der sidste år kunne lade sig krone som Årets tillidsrepræsentant.
Det skriver A4 Medier om priserne:
Årets tillidsrepræsentant
Prisen uddeles til en tillidsrepræsentant, der har taget kampen for kollegerne. Det kan være, at vedkommende har fundet overskud til at drage omsorg for en kollega, der havde særlig brug for hjælp og støtte. Det kan også være, at din tillidsrepræsentant har været særlig skrap til forhandlinger. Eller også har du verdens bedste tillidsrepræsentant, der får hverdagen til at fungere mellem ledelse og kollegerne.
Kilde: A4 Medier
Årets arbejdsmiljørepræsentant
Prisen uddeles til en arbejdsmiljørepræsentant, som har forbedret arbejdsmiljøet. Det kan være, at vedkommende har søsat initiativer mod dårligt arbejdsmiljø. Det kan også være, at din arbejdsmiljørepræsentant altid har tjek på arbejdsmiljøet, så du og dine kolleger altid har det godt.
Kilde: A4 Medier