ILGA-Europe har i denne uge lanceret en analyse af LGBTI+-personers ligestilling og rettigheder i kalenderåret 2022. Den viser, at på tværs af EU-lande har LGBTI+-personer ringere vilkår end den øvrige befolkning.

Analysen belyser, at der er indført en række positive tiltag for LGBTI+-personer i Danmark. Samtidig tydeliggør den dog, at LGBTI+-rettigheder er truet, og at vi kan gøre meget mere for at fremme ligestillingen.

Det fremgår, at LGBTI+-personer i Danmark er mere tilbøjelige til at have et lavere uddannelsesniveau, tjene mindre og opleve diskrimination og vold.

I FH insisterer vi på, at vi har præcis samme ret til at deltage i arbejdslivet og bidrage til fællesskabet uanset vores seksuelle orientering eller forskelligheder som mennesker. Vi arbejder for et mangfoldigt arbejdsmarked, hvor man trygt kan være den, man er.

Hvad er LGBTI+?

  • LGBTI står for Lesbian (lesbisk), Gay (homoseksuel), Bisexual (biseksuel), Transgender (transkønnet) og Intersex (interkøn).
  • Betegnelsen beskriver en mangfoldig gruppe af personer, hvis seksuelle orientering og/eller kønsidentitet afviger fra de mere konventionelle forståelser af køn og forhold mellem mænd og kvinder.
  • Betegnelsen henviser for eksempel til personer, der er tiltrukket af personer af samme køn, personer med kønsidentiteter, der adskiller sig fra det køn, de blev tildelt ved fødslen, samt personer med ikke-binære identiteter og personer, hvis kønskarakteristika ikke passer til traditionelle definitioner af mand og kvinde.