Regeringens forslag om at afskaffe store bededag har været diskuteret vidt og bredt, og det er ikke nogen hemmelighed, at vi i fagbevægelsen er imod. Først og fremmest fordi, det er et indgreb i den danske aftalemodel.
Men også fordi argumenterne ikke hænger sammen.
Udover at man gambler med den danske aftalemodel, så er prisen på det højere arbejdsudbud også én af de hårdeste valutaer i danskernes liv – nemlig fritid
I starten blev forslaget pakket ind i krigens alvor og behovet for finansiering. At råderummet er indskrænket på grund af oprustningen af forsvaret er indiskutabelt.
Men at sende lønmodtagerne til lommerne, når man samtidig lægger op til store skattelettelser, det virker både selvmodsigende og utroværdigt.
Siden er det blevet et spørgsmål om arbejdsudbud og bededagens bidrag til regeringens målsætning om 45.000 flere personer i arbejdsstyrken.
Finansministeriets bedste gæt på effekten af at afskaffe en helligdag er således på 8.500 personer. Et gæt der er blevet sat spørgsmålstegn ved af bl.a. overvismanden, og som da heller ikke hviler på noget solidt empirisk fundament.
Med blikket rettet stift på Finansministeriets Excel-ark kan forslaget virke ambitiøst, men afskaffelsen af en helligdag er både en dyr og usikker vej til øget arbejdsudbud.
Gambler med den danske aftalemodel
Udover at man gambler med den danske aftalemodel, så er prisen på det højere arbejdsudbud også én af de hårdeste valutaer i danskernes liv – nemlig fritid. Hele arbejdsudbudseffekten består i, at danskerne skal veksle en fridag til en arbejdsdag, uanset hvad man så ellers har af aftaler mellem arbejdsmarkedets parter.
Arbejdsudbuddet er desværre blevet en éndimensionel målestok i reformpolitikken, selvom det rummer langt flere nuancer. For hver gang en reform giver arbejdsudbud, er vi nødt til at spørge os selv: På bekostning af hvad?
I det her tilfælde finder man arbejdsudbud på bekostning af fritid, samtidig med, at man direkte blander sig i overenskomsterne.
I fagbevægelsen er vi ikke imod en høj strukturel beskæftigelse.
Tværtimod. Vi arbejder hele tiden for, at flest muligt har et job at stå op til. Derfor arbejder vi også systematisk med at sikre gode opkvalificeringsmuligheder, et bedre psykisk og fysisk arbejdsmiljø og meget andet, der bidrager til den høje erhvervsfrekvens.
Det er vi langt henad vejen lykkedes med, og derfor har vi i dag en rekordstor arbejdsstyrke på omkring 3 mio. personer.
En arbejdsstyrke der er blevet 200.000 personer større over de seneste ti år. I det lys virker det helt unødvendigt, at man vil lave et indgreb i overenskomsterne på et meget sårbart tidspunkt – og på et forhastet grundlag – for en usikker effekt på 8.500 i arbejdsudbud.
I FH er vi ikke blinde for, at tidens udfordringer kræver finanspolitisk råderum. Det vil vi også gerne være med til at diskutere og finde løsninger på.
Men prisen på det aktuelle bededagsindgreb er ganske enkelt for høj. Ikke bare for den enkelte lønmodtager, men også i forhold til den danske model, som gennem årtier har bidraget til et bundsolidt dansk arbejdsmarked.