”Sociale beskyttelsessystemer bidrager til at mindske sociale uligheder og forskelle. De sikrer et værdigt liv for dem, der ikke er arbejdsdygtige — og opfordrer de arbejdsdygtige til at vende tilbage til arbejdsmarkedet.” Sådan lød det fra ledende næstformand i Kommissionen, Valdis Dombrovskis, i onsdags, da Kommissionen præsenterede deres forslag til en rådshenstilling om minimumsindkomst.
Minimumsindkomster dækker ifølge Kommissionen over kontantudbetalinger, der hjælper husstande, som har brug for det. Med det formål at udligne forskellen op til et vist indkomstniveau, så de kan betale deres regninger og leve et værdigt liv.
Med forslaget er det Kommissionens mål at bekæmpe fattigdom og stimulere beskæftigelsen.
Dette skal ske ved at give medlemslandene en klar vejledning til, hvordan de kan sikre, at deres minimumsindkomstordninger effektivt bekæmper fattigdom og fremmer aktiv integration i samfundet og på arbejdsmarkedet.
Det skal være lettere at få hjælp
Vejledningen skal bl.a. bidrage til, at støttetjenesterne er tilstrækkelige og at ansøgningsprocesserne hertil er enkle og gennemsigtige. Samtidig skal minimumsindkomstordninger gennem uddannelse hjælpe folk med at finde et job og beholde det.
Med tanke på den energikrise og stigende inflation, som hærger EU lige nu, og som med sikkerhed er gået ud over den enkelte EU-husstands økonomi, er vi i FH glade for, at Kommissionen arbejder for at minimere ulighed, bekæmpe fattigdom og at sikre anstændigt arbejde.
Det er samtidig vigtigt at slå fast, at initiativer til at sikre minimumsindkomst, herunder beskæftigelsespolitik og dagpenge, er national kompetence.