Regeringen har fremlagt et udspil til en grøn skattereform, som betyder højere afgifter på udledning af CO2 og udbredelse til områder, der før har været fritaget. Fagbevægelsens Hovedorganisation støtter op om en ambitiøs grøn skattereform og var selv med til at foreslå den ekspertgruppe, som har skabt det faglige udgangspunkt for regeringens udspil.

LÆS OGSÅ: Klimasikring kræver titusinder af faglærte

”Regeringen rammer nogle fornuftige balancer i den grønne skattereform, hvor forureneren betaler. Men forureneren får også hjælp til at omstille sig ved hjælp af nye, klimavenlige teknologier. Det er et godt udgangspunkt for et bredt forlig”, siger Lizette Risgaard.

Det er ikke kun virksomhederne, der står overfor en stor omstilling. Det gør lønmodtagerne også. Ligesom virksomhederne får hjælp til at omstille sig, bør lønmodtagerne også få det. Men det synes jeg, regeringen har overset i udspillet

LIZETTE RISGAARD

”Det er en stor skattereform med mange milliarder i spil, og derfor er det vigtigt, at reformen rammer en god balance mellem pisk og gulerod. Det synes jeg, at regeringen her er lykkedes med, selvom det er en svær opgave,” siger Lizette Risgaard.

Husk at lønmodtagerne også skal omstille sig!

Regeringen beskriver selv i udspillet, at den grønne omstilling betyder, at arbejdsstyrken får brug for flere og nye kompetencer. Men der følger ikke penge med til netop det formål, hvilket ærgrer FH-formanden.

”Det er ikke kun virksomhederne, der står overfor en stor omstilling. Det gør lønmodtagerne også. Ligesom virksomhederne får hjælp til at omstille sig, bør lønmodtagerne også få det. Men det synes jeg, regeringen har overset i udspillet” siger Lizette Risgaard.

FH har tidligere dokumenteret, hvordan et flertal af lønmodtagerne mener, at bedre muligheder for efteruddannelse og opkvalificering er nødvendigt for at sikre en retfærdig grøn omstilling. FH ser der som helt afgørende, at der sættes penge af til efter- og videreuddannelse, som kan være med til at sikre den sociale balance.

”Bedre efter- og videreuddannelse gavner alle, der rammes af omstillingen på godt og ondt. Det sikrer tryghed for dem, der skal finde nyt arbejde. Og det sikrer kompetent arbejdskraft til de områder, hvor nye grønne arbejdspladser spirer frem,” siger FH-formanden.

En ambitiøs prioritering af nye kompetencer kan understøtte hele ”Danmark kan mere II”

Med regeringens udspil ’Danmark kan mere II’ er der lagt op til endnu mere fart på udbygningen af vedvarende energi og implementering af grønne løsninger i industrien og husholdninger. Det betyder, at efterspørgslen efter kompetent arbejdskraft bliver endnu større end forventet.

”Der vil være mange lønmodtagere, der enten skal finde nyt arbejde eller får brug for nye kompetencer i den grønne omstilling.

Og samtidig vil der opstå en massiv efterspørgsel efter faglært arbejdskraft, når der skal opstilles vindmøller, solceller og biogasanlæg, installeres varmepumper og fjernvarme og energieffektiviseres. Derfor bør der sættes penge af til efter- og videreuddannelse i forbindelse med den grønne skattereform.” siger Lizette Risgaard.