Mange ledige er kommet i arbejde i løbet af coronapandemien – rigtig mange endda. Antallet af dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere er det laveste i 13 år.
Siden februar 2020 er omkring 17.000 dagpengemodtagere og 16.000 kontanthjælpsmodtagere kommet i beskæftigelse.
Det viser beregninger fra Fagbevægelsens Hovedorganisation.
Danske hænder klar til at tage fat
”Tallene viser med al ønskelig tydelighed, at danske hænder er klar til at tage fat. Det burde være en tydelig vejviser til arbejdsgiverne om at holde op med kun at kigge langt ud i verden efter nye medarbejdere”, siger formand for FH, Lizette Risgaard.
De færre dagpenge-og kontanthjælpsmodtagere sammenlignet med perioden før corona giver staten en nettogevinst på ca. ni mia. kroner for hvert år, de er i arbejde i stedet for at være på dagpenge og kontanthjælp, viser beregningerne.
”Milliardgevinsten ved at ledige kommer i arbejde gør det bare endnu mere tosset, at arbejdsgiverne bliver ved med at stirre sig blinde på udenlandsk arbejdskraft.
LÆS OGSÅ: Boom i kontanthjælpsmodtagere i job giver milliardgevinst for staten
Mange af de danske dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere var jo nok ikke kommet i arbejde, hvis vi havde sænket beløbsgrænsen og åbnet dørene på vid gab for udenlandsk arbejdskraft uden for EU”, siger FH-formanden.
Betaler sig at investere i mennesker
”Der har været utrolig stor fokus på den samfundsmæssige gevinst ved udenlandsk arbejdskraft. De her tal viser, at der også er en endog kæmpe gevinst, når ledige herhjemme kommer i arbejde. Både for den enkelte og for hele samfundet.
Det viser jo helt tydeligt, at det betaler sig at investere i mennesker – hele vejen rundt”, siger Lizette Risgaard.
FH-formanden peger på, at tallene også afslører en anden virkelighed end den, Venstre for tiden forsøger at lancere i sin aktuelle kampagne mod arbejdsløse.
”Tallene viser det for mange af os helt indlysende, at ledige allerhelst vil arbejde. Og ikke ligge på sofaen med en fjernbetjening, sådan som det afbildes i Venstres aktuelle kampagne.
LÆS OGSÅ: Jeg bliver jo ikke dårligere til mit job fordi jeg bliver ældre
Det er ærgerligt og uanstændigt, at Venstre hellere vil tale ned til og udskamme dem, som er så uheldige at miste deres arbejde”.
Sådan har vi regnet
Der er i analysen set på udviklingen i dagpengemodtagere fra februar 2020 til og med december 2021 (tal fra Danmarks statistik). Og for kontanthjælpsmodtagere fra februar 2020 til og med oktober 2021 (tal fra Jobindsats.dk og egen sæsonkorrektion).
Andelen af de færre dagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere i perioden, der er overgået til beskæftigelse, er beregnet på baggrund af tal fra hhv. Jobindsats.dk og AE
FH har på baggrund af svar på spørgsmål 327, Folketingets Beskæftigelsesudvalg 2019-2020 beregnet:
Det giver staten en nettogevinst på rundt regnet 4 mia. kr. årligt, at 16.000 kontanthjælpsmodtagere (fuldtidspersoner) overgår til beskæftigelse frem for at være på kontanthjælp. Og på ca. 5 mia. kr. årligt, at 17.000 dagpengemodtagere (fuldtidspersoner) overgår til beskæftigelse frem for at være på dagpenge.
LÆS DOKUMENTATION: Langt flere i arbejde giver stor gevinst for samfundet