Bruttoledigheden faldt med 3.200 fuldtidspersoner i november sidste år. Dermed er ledigheden faldet seks måneder i træk efter et markant dyk i foråret ved coronakrisen begyndelse. Der er stadig godt 24.000 flere bruttoledige nu end i februar 2020, dvs. inden coronakrisen ramte os.
Der er aktuelt 127.700 bruttoledige fuldtidspersoner, svarende til 4,5 pct. af arbejdsstyrken.
“Det er positivt, at ledigheden er faldet seks måneder i træk. Desværre viser mere aktuelle tal, at flere igen har mistet deres arbejde i lyset af de nye omfattende restriktioner og nedlukning”, siger Mette Hørdum Larsen.
“Derfor må vi forvente, at bruttoledigheden begynder at stige igen fra december. Også selv om genindførsel af hjælpepakker, herunder den midlertidige lønkompensation, vil holde hånden under mange lønmodtagere”, siger hun.
Krisen langt fra overstået
Mette Hørdum Larsen understreger, at krisen langt fra er overstået.
“Og jo længere tid den varer, jo større sandsynlighed er der for, at den vil sætte sig langvarige spor. Derfor er det vigtigt, at vi fortsat har fokus på tiltag, der kan øge jobskabelsen og skabe bedre muligheder for, at de ledige hurtigt kan komme tilbage i arbejde. Erfaringer viser, at det er sværere at komme tilbage i arbejde jo længere tid, man er ledig”, siger Mette Hørdum Larsen.