”Vi skal have flere grønne biler ud på vejene, men det skal ikke bare være en lukket fest for de rigeste. Der er især fokus på at gøre små og mellemstore elbiler billigere, hvilket vil komme lønmodtagerne til gavn. Jeg hæfter mig også ved, at de dyreste biler stadig beskattes relativt hårdt, hvilket har været en hovedprioritet for fagbevægelsen,” siger Lizette Risgaard.

Derudover har man undgået, at aftalen skaber et stort hul i kassen, hvilket er positivt set med FH-formandens briller:

”Det havde været for let bare at sænke afgiften på elbiler og skubbe regningen frem i tiden. Vi bliver nødt til at indrette klimapolitikken efter, at der også skal være penge i kassen til velfærd. Aftalen er finansieret på en ansvarlig og rimelig måde, og det vil jeg gerne rose regeringen og aftaleparterne for,” siger Lizette Risgaard.

Af den grund skal man også passe på med at fortabe sig i et politisk mål om én million elbiler:

”Det her er et stort skridt på vejen til at gøre bilparken markant grønnere. Det er fornuftigt at lave en langsigtet aftale med en stærk grøn tilskyndelse, uden at det er på bekostning af velfærd og ulighed. Teknologien og prisudviklingen er en væsentlig ubekendt, så det kan sagtens være, vi når en million elbiler i 2030 alligevel,” afslutter FH-formanden.

Læs aftale her: https://fm.dk/media/18300/aftale-om-groen-omstilling-af-vejtransporten.pdf