Vi føler os trygge, når vi ved, at vi ikke står alene med hele ansvaret for familiens velfærd. Når vi har en god institution, hvor vi kan aflevere vores børn til dygtige pædagoger, der har tid og overskud til vores barn. Når vi ved, at vi kan sende vores børn i en skole, hvor de bliver rustet til fremtiden og set som individer med forskellige evner og behov. Når vi ved, at børnene kan køre sikkert af sted, fordi vejene er sikre, og politiet holder øje med fartbøllerne. Og når vi har et sundhedsvæsen, der tager sig af os, hvis vi kommer ud for en ulykke, bliver syge eller gamle.
Uanset, hvem vi er, er vi ikke alene. Vi er en del af et fællesskab, hvor vi passer på hinanden. Den tryghed er en af Danmarks største styrker. Den er nøglen til vores høje livskvalitet – og til vores høje grad af indbyrdes tillid og stærke økonomi. Nu udtynder regeringen imidlertid trygheden og fællesskabet.
Regeringen vil "med åbne øjne" skabe et ulige samfund, hvor flere bliver isoleret på bunden, mens de få forgyldte sidder inde bag bilruden i deres nyindkøbte Mercedes. Den udvikling lægger regeringen op til med sin skattepakke, sit vækstudspil og sit forslag til finanslov.
Hvis ikke vi investerer mere i velfærden, kommer vi til at møde en virkelighed, hvor vi får ondt i maven, når vi har afleveret vores børn, fordi vi ved, at der ikke er ressourcer nok. Og fejlene på sygehusene vil hobe sig op, mens det nedslidte personale ser frustreret til. Eller bliver sygemeldt.
Den offentlige sektor har allerede været igennem en årelang sparekur, og det er naivt at tro, at regeringens nye udspil ikke vil får markante negative konsekvenser for borgere og ansatte. Det er vores påstand – som i øvrigt er bevist af mange undersøgelser – at borgerne foretrækker kvalitet i velfærden frem for skattelettelser og et par ekstra ture i Tivoli.
De skattelettelser, regeringen lægger op til, bliver finansieret ved at holde det offentlige forbrug nede. Og det til trods for, at vi bliver cirka 260.000 flere – pasningskrævende – danskere under 5 år og over 70 år.
Både Finansministeriet, Det Økonomiske Råd og FTF har beregnet, at det kræver en vækst i det offentlige forbrug på 1,1 pct., hvis vi skal bevare samme kvalitet i velfærdsydelserne som i dag og tage højde for, at opgaven vokser med det mange flere børn og ældre. Regeringen lægger imidlertid kun op til en vækst på 0,5 procent i 2018 og derefter 0,3 hele vejen frem til 2025.
Og hvordan skal vi undvære de 52.000 offentligt ansatte, der er forskellen mellem regeringens politik og de 1,1 pct. vækst, der er brug for?

Allerede nu ser arbejdsmiljøet i mange dele af velfærdssektoren skidt ud med høj belastning af ikke mindst det psykiske arbejdsmiljø. Det "løser" regeringen med nye besparelser – trumfet med yderligere fyringer i Arbejdstilsynet!
Vi gruer for fremtiden, når regeringen vælger at skabe et mere ulige samfund. For i sidste ende vil det gå ud over alle danskere og fællesskabet. Den sammenhængskraft, som længe har været en hjørnesten i det danske samfund, bliver afløst af splid og misundelse.
Regeringens skattelettelser hviler på en særdeles dårligt dokumenteret påstand om, at lavere skat vil få en masse danskere til at arbejde mere. Og argumentationen for sparekursen i den offentlige sektor hviler på en lige så løs påstand om, at vi i fremtiden bare kan gøre tingene smartere og bruge ny teknologi.
Vi er på alle måder interesserede i at gøre ting smartere, skære unødigt bureaukrati væk osv., men det nytter ikke at indkassere besparelserne, før de er opnået. Og det er helt absurd, at regeringen samtidig skærer hårdt i hele uddannelsesområdet, hvor den nye viden, de nye ideer og den højproduktive arbejdskraft skal komme fra. Det er ikke bare kortsigtet. Det er useriøst.
Vi har stadig til gode at få nogle ordentlige svar på, hvordan en offentlig sektor med reel minusvækst i forhold til de voksende opgaver skal give borgerne den velfærd, de har brug for. Og som tjener fællesskabet på længere sigt. Det er både menneskeligt og økonomisk dyrt, når en borger bliver tabt på gulvet og ikke kan rejse sig igen. Og det vil kun ske oftere fremover, når vi isolerer endnu flere på bunden, og ikke investerer i de løsninger, der skal løfte dem.