Arbejdsløsheden steg med 4.700 personer fra juni til juli 2017, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Der er nu i alt 121.100 bruttoarbejdsløse, svarende til 4,5 pct. af arbejdsstyrken.
Der er imidlertid enormt stor usikkerhed forbundet med tallene i denne og de næste måneder, oplyser Danmarks Statistik. Det skyldes, at der fra juli-opgørelsen anvendes en ny datakilde og ændret opgørelsesmetode. Det betyder, at det for juli og de nærmeste efterfølgende måneder kan være særdeles vanskeligt at tolke på både selve arbejdsløshedsniveauet samt udviklingen fra måned til måned.
? Det er vanskeligt at sige noget om udviklingen i arbejdsløsheden ud fra disse tal, der er blevet offentliggjort i dag, siger Mette Hørdum Larsen, økonom i LO. Det skyldes en enorm stor usikkerhed i tallene som følge af en ændret datakilde og opgørelsesmetode fra juli.
? En anden opgørelse af arbejdsløsheden, AKU-ledigheden, er dog også steget lidt over de seneste måneder. Der er imidlertid flere tegn på, at der stadig er gang i arbejdsmarkedet. Der bliver fortsat skabt mange nye job og slået flere stillinger op. Det giver gode muligheder for, at flere arbejdsløse kan kommer tilbage i job, og flere kan finde fodfæste på arbejdsmarkedet, fortsætter hun.
? Arbejdsløsheden er dog generelt faldet mere beskedent sammenlignet med fremgangen i beskæftigelsen. Det skyldes, at arbejdsstyrken også stiger kraftigt. Der kommer altså mange ind på arbejdsmarkedet i disse år.
? Den stigende arbejdsstyrke betyder, at det ikke er mangel på ledige hænder, der er den største udfordring for dansk økonomi i øjeblikket. Til gengæld er arbejdsløsheden ved at være relativt lav i visse brancher, og der er områder, hvor der er tegn på mangel på særligt faglærte. Det handler derfor om at sikre det rigtige match mellem de kvalifikationer, som virksomhederne efterspørger, og de kvalifikationer, som de ledige hænder har.
? Den udfordring løses bedst ved at investere i opkvalificering og uddannelse og sikre tilstrækkelige praktikpladser. Og ved at føre en politik, der understøtter en succesfuld beskæftigelsespolitik og sikrer en stærk socialpolitisk indsats. På den måde skabes et langvarigt opsving, hvor vi får alle med, siger Mette Hørdum Larsen.