Danmark skal hvert år udarbejde et såkaldt konvergensprogram med oversigt over dansk økonomi som led i det europæiske semester. På baggrund af det kan EU-kommissionen vurdere om dansk økonomi overholder kravene i Vækst- og Stabilitetspagten og give eventuelle henstillinger til regeringen, hvis der vurderes at være ubalancer i dansk økonomi. 

Af det nye konvergensprogram fremgår det, at Danmark er inde i et opsving og BNP er vokset hvert år siden 2009. Det betyder at det såkaldte vækstgab – forskellen mellem faktisk og potentiel produktion – er næsten lukket, og det samme vurderer regeringen er tilfældet med beskæftigelsesgabet. Frem mod 2025 forventes den gennemsnitlige vækst i BNP at blive på 1,5 pct. pr. år. Regeringen vurderer at væksten vil være stærkest frem til 2022 på baggrund af, at gennemførte reformer vil øge beskæftigelsen, hvorefter væksten vil falde lidt medmindre der gennemføres nye reformer til at øge beskæftigelsen. 

Konvergensprogrammets fremskrivninger er baseret på 2020-planen, hvori der indgår, at der skal være balance på den offentlige strukturelle saldo i 2020. 

En fremskrivning frem til 2060 med uændret politik betyder derfor, at der efter 2025 vil være underskud på den strukturelle saldo og underskuddet vil omkring 2032 nå en størrelse, så kravet i den danske budgetlov om maksimalt 0,5 pct. af BNP i strukturelt underskud vil blive overskredet. 

Efter 2050 vil kravet igen kunne overholdes, og fra ca. 2055 vil der igen være overskud på den strukturelle saldo. Det er denne fremskrivning der ofte refereres til som ”hængekøjeproblematikken”, idet en grafisk figur af udviklingen i den strukturelle saldo fremstår som en hængekøje. 

På trods af, at det er en konvergensrapport til EU-kommissionen beskrives hængekøjeproblematikken ud fra et krav til maksimal strukturel underskud på 0,5 pct. som det fremgår af den danske budgetlov. EU-kravet til maksimalt dansk strukturelt underskud er imidlertid på 1,0 pct. af BNP, altså ikke så ”skrapt” som det danske. Med EU-briller er hængekøjeproblematikken derfor ret begrænset. 

Dertil kommer, at konvergensprogrammet også bruger et andet mål for den fremtidige udvikling i de offentlige udgifter, nemlig den såkaldte holdbarhedsindikator. Den fremkommer ved, at man måler alle fremtidige udgifter op mod fremtidige indtægter ved uændret økonomisk politik. Herved fremkommer at holdbarhedsindikatoren er positiv, altså at der kommer flere penge ind, end der er udgifter. Ifølge konvergensprogrammet for 2017 er holdbarhedsindikatoren 0,9 pct. af BNP, hvilket er næsten en fordobling fra sidste års konvergensprogram, hvor den var 0,5 pct. af BNP. 

Regeringen peger med konvergensprogrammet på, hvad der er målsætningerne for den økonomiske politik. Det vil også fremgå af en ny kommende 2025-plan i løbet af foråret. Der kommer til at indgå, at skatte- og udgiftstrykket skal falde, således at skal der være mere end 0,3 pct. vækst i offentligt forbrug skal det finansieres ved reformer, der sparer andet steds fx på SU. 

Råderummet frem til 2020 er ifølge konvergensprogrammet på 11,5 mia. kr. En offentlig forbrugsvækst på 0,3 pct. vil kræve 4,5 mia. kr. Der er således ifølge regeringen 7 mia. kr. til andre prioriteringer, fx skattelettelser. 

FTF vurdering

Det er positivt at der er gode takter i dansk økonomi med vækst i BNP og øget beskæftigelse. Det bør give mulighed for at rette op på økonomien og de besparelser, der har fundet sted i den offentlige velfærd. Det er derfor forstemmende at se, at regeringen ikke bare fortsætter en meget stram styring af den offentlige sektor, men har planer om at stramme yderligere. 

Med udsigt til vækst i det offentlige forbrug på 0,3 pct. fem til 2020 kan trækket på offentlig velfærd ikke dække den demografiske udvikling, som alene vil betyde behov for en vækst på 0,6 pct. Men regeringen satser åbenbart på at spare på velfærden for at give skattelettelser. 

Regeringen skitserer i konvergensprogrammet, at dansk økonomi på længere sigt har en udfordring i form af hængekøjeproblematikken. Men dels må beregningerne heraf tages med et gran salt, idet økonomien kun kan forudsiges så langt med en betydelig usikkerhed. Dels er problemet ikke økonomisk, men politisk/juridisk, idet kravene om maksimalt underskud på 0,5 pct. af BNP er politisk fastsat i budgetloven, men betragtes problemet økonomisk er det væsentlige, at de offentlige finanser er holdbare. 

Holdbarhedsindikatoren er positiv og der er derfor ikke en økonomisk begrundelse for at iværksætte besparelsestiltag for at imødegå hængekøjeproblematikken.