Af Sabina Furbo for Finansforbundet
Finansforbundets er ét af de forbund, der i samarbejde med A-kasse og virksomheder, har haft stor succes med at sende nyuddannede ledige i traineeforløb. Ud af de 54 ledige nyuddannede finansøkonomer eller finansbacheloruddannelse, der i oktober og november sidste år gennemførte et traineeforløb arrangeret af FTF-A, Finansforbundet og Jyske Bank-koncernen, kom hele 18 bagefter i arbejde – det svarer til hver tredje.

Næste to tredjedele (63 procent) af deltagerne mener, at praktikken har bragt dem tættere på et job. Derudover tilkendegiver en del af de unge, at forløbet udover at give mere til CV’et har været et selvtillidsboost, som har givet fornyet håb i forhold til jobsøgning. Det viser en evaluering af forløbet foretaget af A-kassen FTF-A.
Forløbene foregik i Jyske Bank-koncernen, der ligesom andre finansielle virksomheder kæmpede med at få tid til at indsamle kundeoplysninger i kølvandet på nye regler om hvidvask – en opgave, der kunne varetages af de nyuddannede. Forløbene varede enten fire eller otte uger.
"Det har netop været vores mål at få de her unge tættere på arbejdsmarkedet, og give dem fornyet selvtillid og noget på CV’et. Så det er fantastisk, at så mange netop tilkendegiver, at de har opnået det med praktikforløbet", siger formand for Finansforbundet Kent Petersen til Nyhedsbrevet Finans.
Han glæder sig over, at 18 af de 54 nyuddannede så hurtigt er kommet videre i andet job.

"Det i sig selv er jo forrygende. Dybest set handler det om samfundsansvar, og vi håber, at flere finansielle virksomheder vil se værdien i ordningen", siger han.
Også hos FTF-A har man svært ved at få armene ned.
"Det er fantastisk at se, at flere af dimittenderne er kommet i job efter deres virksomhedspraktik hos Jyske Bank. Det bekræfter mig i, at praktisk erfaring, som man kan skrive på sit cv og netværk i form af gode kolleger, simpelthen er guld værd. Det kan bane vejen ind på arbejdsmarkedet," siger direktør i FTF-A Michael Darmer til Nyhedsbrevet Finans.
Han pointerer, at traineeforløbene er et godt eksempel på den forskel, a-kasse og fagforening i fællesskab kan gøre for medlemmerne.
Ikke gratis arbejdskraft 
Seks af de 18 nyuddannede, der har fået job, er blevet ansat i Jyske Bank-koncernen, og her betegner HR-partner i Jyske Bank-koncernen Lisa Di Boscio Jakobsen forløbet som en win-win situation: Både forretningen og de unge får noget ud af ordningen.

"Det har været en rigtig positiv oplevelse, og de unge har været super lærenemme og udført opgaven til UG. Faktisk har forløbet været en mere positiv oplevelse, end vi egentlig forventede", siger Lisa Di Boscio Jakobsen til Nyhedsbrevet Finans.
Hun har ingen betænkeligheder ved at gå ind i et lignende samarbejde en anden gang, så længe det handler om en konkret opgave, der ikke tager reelle arbejdspladser væk fra andre, og både de unge og forretningen får noget ud af det. "Det er vigtigt for os, at det ikke kun handler om gratis arbejdskraft, men at det skaber noget reelt værdi. Men det er også værd at nævne, at en stor del af succes også handler om, at FTF-A har løftet en stor del af det administrative arbejde, der er forbundet med at blive godkendt som praktiksted".