Det er en ordentlig mundfuld, men der er også en del problemer at bide over. Det handler nemlig blandt andet om værdikæde-ansvar. I al korthed er millioner af arbejdere verden over udsat for grov udnyttelse i den globaliserede økonomi. Arbejderne betaler for at fylde kasseapparaterne hos internationale varemærker.
Det handler om, at arbejderne bliver underbetalt, arbejder under farlige omstændigheder og uden social sikring. Det betyder, at det er latterligt billigt at producere en vare i udviklingslandene. Til gengæld scorer varemærket, den multinationale virksomhed, gevinsten – sammen med de andre i værdikæden, fx markedsføring og detailsalg.
Det er naturligvis et problem, at mennesker arbejder uden rettigheder og for ussel løn – nogle endda på slavevilkår – samtidig med, at de sætter liv og helbred på spil. Og uden et socialt sikkerhedsnet, hvis de kommer til skade eller bliver fyret.
Rana Plaza-katastrofen i Bangladesh for tre år siden, hvor over 1100 arbejdere mistede livet, da en bygning med tekstilvirksomheder styrtede sammen, satte arbejdsforholdene og sikkerheden på dagsordenen internationalt. Der blev oprettet en kompensationsfond til ofrene, og internationale tøjmærker gik sammen om et slags kodeks for arbejdet i tekstilindustrien.
Samtidig skruede Bangladesh op for arbejdstilsynet – blandt andet med hjælp og viden fra Ulandssekretariatets partner BILS (Bangladesh Institute of Labour Studies). Det er selvfølgelig håbløst at kontrollere alle fabrikker, og derfor handler problemstillingen først og fremmest om at sikre arbejdernes rettigheder, så de over en kam kan stå sammen, organisere sig og kæmpe for bedre lokale vilkår uden frygt for at blive fyret eller mishandlet. Det er det virkelige samfundsansvar, som virksomhederne – herunder de internationale varemærker – bør udvise.
Det understreges også af, at en utilsigtet konsekvens af det forbedrede tilsyn med tekstilindustrien i Bangladesh har medført ringere tilsyn i andre sektorer.
”Opmærksomheden fra regeringen og internationale organisationer såvel som arbejdsgivere og fagbevægelse på tøjfabrikkernes forhold har nærmest efterladt alle andre industrier tilbage. Det er gået ud over andre rettigheder, for eksempel dannelsen af fagforeninger,” som BILS’ vicedirektør Syed Sultan U. Ahmed tidligere fortalte til Ulandssekretariatet.
Lige netop dét viser en anden nylig ulykke i Bangladesh i et pakkeri for nylig. Her eksploderede en kedel og dræbte 33 arbejdere. Pakkeriet betjente firmaer som British American Tobacco og Nestlé.
Spørgsmålet melder sig, om det er forbrugeren, som har et ansvar for at handle etisk korrekt, eller at definere hvor i værdikæden, ansvaret findes – i detailhandlen, hos grossisten, hos tøjfabrikken, klædefarveren eller helt ude i bomuldsmarken. Men som forbruger er det umuligt at forholde sig til, og ansvaret ligger da også entydigt hos virksomhederne – helt ude på fabriksgulvet – hvor arbejdet bør være anstændigt. Og det begynder med anerkendelse af arbejdstagerrettigheder og forhandling mellem arbejdsgivere og fagbevægelse.
Ulandssekretariatet arbejder vi på forskellige måder med at støtte anstændigt arbejde. For eksempel BILS’ i Bangladesh, som har til formål at fremme arbejderrettigheder – men også at bygge bro mellem arbejdsmarkedets parter. Eller fx i Østafrika, hvor arbejdere gennem uddannelse i arbejdsmiljø bliver organiseret, mens tillidsmænd får træning i at føre erstatningssager ved arbejdsulykker.
I Filippinerne arbejder Ulandssekretariatet sammen med arbejdsgiverne i et projekt om virksomheders samfundsansvar (CSR). Et af Ulandssekretariatets vigtigste interesseområder er den uformelle økonomi, hvor de fattigste arbejdere befinder sig på et ureguleret arbejdsmarked uden kontrakter, sikkerhed eller social beskyttelse.
Se Ulandssekretariatets introfilm;