Det er en falsk modsætning, som redaktør Bent Winther (BW) opsætter i JydskeVestkysten d. 5.9, hvor han rejser tvivl om, hvis interesser de offentligt ansattes organisationer varetager: Borgernes eller kun deres medlemmers interesser?
Et eksempel: Sygeplejersker, socialrådgivere, lærere, pædagoger lider under bureaukrati og unødig kontrol, fordi det fjerner fokus og tid fra borgere, patienter og børn. Det har FTF dokumenteret igennem flere år: FTF’erne bruger årligt 60 mio. arbejdstimer til at dokumentere og registrere, og det æder af kernevelfærden.
Men på trods af skiftende regeringers målsætning om mindre bureaukrati, fortsætter politikerne med at finde på flere krav og nye kontrolskemaer. Hvem rammer dette kontrolhysteri? Ja, både borgere og offentligt ansatte.
Samtidig med at bl.a. sygeplejersker mødes af flere kontrolskemaer, stiger antallet af behandlingskrævende, især ældre, patienter betydeligt, imens medicinudgifterne eksploderer.
Så hvad er løsningen? Flere skattelettelser, der giver de højtlønnede flere penge i lommen, eller flere sygeplejersker og ny medicin til patienterne? Sygeplejersken og patienten vil nok hellere have en ekstra hjælpende hånd end skattelettelser.
Selvfølgelig er der en sammenhæng mellem flere ansatte af en bestemt faggruppe, fx sygeplejersker og en bedre behandling, omsorg, tryghed og dermed velfærd. 
Økonomiprofessor, tidl. overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, påpeger i JydskeVestkysten d. 1.9, at det offentlige forbrug skal vokse med 1,1 pct., hvis danskerne ikke skal opleve store velfærdsforringelser. Det såkaldte demografiske pres udgør ifølge regeringens egen 2025-plan 0,6 pct. om året fra 2017 til 2025. Men regeringen vil i sit udspil kun øge det offentlige forbrug med 0,5 pct. om året.
Det betyder ifølge Whitta-Jacobsen, at danskerne derfor vil opleve en stor velfærdsforringelse frem til 2020, og at regeringen efterfølgende skal bruge samtlige 13,5 mia. kr. fra den såkaldte tryghedspulje, regeringen har afsat som reserve, hvis danskerne blot skal opleve status quo i velfærden.
Når regeringens forslag på den måde er voldsomt underfinansieret, ser jeg det i høj grad som de faglige organisationers opgave at påpege konsekvenserne for borgerne.
BW mener på baggrund af et citat af professor Ove Kaj Pedersen, at de offentligt ansattes organisationer spiller sig selv af banen, når vi ”ikke accepterer eller direkte modarbejder de reformer, som et flertal i Folketinget har vedtaget”. Men det er jo netop ikke det, der er tilfældet med regeringens udspil til en 2025-plan. Regeringen har præsenteret en række politiske forslag, der ikke er vedtaget i Folketinget. Det er et forhandlingsudspil, og vi prøver – helt legitimt – at oplyse om konsekvenserne for den offentlige service, hvis forslagene vedtages.