Regeringen har netop fremlagt sin 2025-plan, der bl.a. indeholder skattelettelser for mindst 7 mia. kr.
Prisen for skattelettelser er ringere velfærd til os alle, fastslår de to hovedorganisationer LO og FTF, der sammen har regnet på, hvad 7 mia. kr. betyder for danskernes velfærd.
Helt konkret kunne patienterne på landets sygehuse få mere end 21.000 sygeplejersker for 7 mia. kr., så patienterne kunne få bedre behandling og kortere ventetid.
Nu står danskerne i stedet overfor dårligere offentlig service og velfærd frem mod 2025, fordi regeringen prioriterer skattelettelser højere end velfærd. Det skyldes, at udgifterne til det stigende antal ældre og flygtninge vokser i de kommende år.
Regeringens prioritering af skattelettelser rammer blandt andet det stigende antal ældre, som har brug for behandling, omsorg og pleje: 7 mia. kr. svarer til 25.000 sosu’er i ældreplejen.
Børnene i daginstitutionerne kunne for 7 mia. kr. få mere omsorg, tid og udviklende leg og læring fra mere end 24.000 pædagoger eller 32.000 ekstra pædagogmedhjælpere, så der pludselig var nok voksne i hverdagen.
I stedet vil regeringen prioritere skattelettelser frem for velfærd.

”Hvis pengene til vores fælles velfærd i stedet skal gå til skattelettelser, bliver omsorgen udhulet, og vi vil forsømme at uddanne den næste generation af unge.  Vi skal bruge pengene klogere – vi skal holde fast i, at vi hellere vil sikre velfærden til gavn for hele samfundet og økonomien,’ siger LO’s formand, Lizette Risgaard.
LO og FTF forventer derfor, at folketingets partier siger klart nej til regeringens planer om skattelettelser.
”Borgere i hele landet vil blive ramt af velfærdsbesparelser, der skal finansiere skattelettelserne. At regeringen samtidig vil skære i uddannelse og SU skader det, som Danmark skal leve af i fremtiden: Veluddannede medarbejdere, ny viden og innovation. Regeringen planlægger med en alt for lille offentlig vækst på 0,5 pct., når der samtidig bliver væsentlig flere ældre i de kommende år, der kræver behandling, pleje og omsorg”, siger Bente Sorgenfrey, formand for FTF.