Og det er ikke noget, der er særligt for formandskabets prognoser. Siden 2011 har det været karakteristisk for de økonomiske institutioner, der laver forudsigelser om dansk økonomi, at væksten for det kommende år må nedjusteres. Det behøvede ikke i sig selv at være et problem, hvis ikke optimismen om BNP-væksten ”næste år” blev fulgt af anbefalinger vedr. finanspolitikken, som medvirker til at bremse den selv samme vækst.
Formandsskabet peger fx på i diskussionsoplægget, at den danske økonomi forventes at være så godt i gang efter den langvarige krise, at der vil være behov for finanspolitisk stramning næste år.
FTF vurderer, at opsvinget stadig er skrøbeligt, blandt andet fordi der er en række usikkerhedsmomenter i forhold til den internationale økonomi. Som formandsskabet jo også peger på. 
Det ville være befriende, hvis formandsskabet faktisk turde pege på, at der er behov for at bruge finanspolitikken aktivt for at sikre sig, at opsvinget bliver stabilt, fremfor at de næste prognoser også skal starte med nedjustering af vækstforventningerne på kort sigt. 
I den sammenhæng er det også værd at notere sig, at de reformer der hidtil er sammenført, retter sig mod at øge arbejdsudbuddet og nedsætte skatterne for at få væksten i gang. Reformer der betyder øget arbejdsudbud på 114.500 personer frem til 2020 og en nedsættelse af marginalskatten for de højeste indkomster fra 63 til 56,4 pct. og selskabsskatteraten fra 28 til 22 de seneste 10 år. Uden at det har givet Danmark en vækst, der bringer os op på et BNP på før-krise-niveau. På det seneste har IMF da også generelt peget på, at den slags strukturreformer i en periode med lavkonjunktur virker dårligt og derfor bør følges op med finanspolitiske tiltag, der stimulerer efterspørgslen, så reformer kan bringes til at virke.
Både i formandsskabets prognose og i den seneste konvergensrapport fra regeringen viser fremskrivningerne, at underskuddet på den offentlige saldo ligger klart under kravet i Vækst- og stabilitetspagten, så der er rum til at bruge finanspolitikken aktivt. 
I lyset af den aktuelle situation med mange flygtninge, der betyder øgede udgifter for den offentlige sektor, er der da også brug for, at regeringen lemper de stramme krav til velfærden, som udgiftslofterne i budgetloven er udtryk for. Flygtningepresset vil betyde forringelser af velfærden, hvis ikke servicerammen og udgiftslofterne øges.
For at stimulere væksten er spørgsmålet om at øge produktiviteten og give grobund for dannelsen af nye virksomheder også centralt. Et væsentligt bidrag til at fremtidssikre økonomien og produktivitetsudviklingen er at satse på uddannelse og forskning som formandsskabet jo også peger på. Det er derfor uforståeligt, at regeringen har udsat netop disse områder for massive besparelser, ligesom det er uheldigt, at regeringen medvirker til at bremse udviklingen indenfor miljø og energi, hvor Danmark ellers har haft styrkepositioner. Ligeledes må der satses mere på digitalisering både i den offentlige og private sektor. Udviklingen af nye ideer, produkter og infrastruktur må prioriteres fx ved at inddrage investorer fra fx pensionssektoren i offentligt-private partnerskaber og ved at lempe deponeringsreglerne. 
FTF har også noteret sig, at formandsskabet i forhold til det strukturelle underskud har revideret for skønnet for den strukturelle beskæftigelse, og forskellen mellem DØR og FM’s vurderinger er dermed blevet mindre. Men det ændrer ikke ved, at det er utrygt, at grundlaget for den økonomiske politik, er en konstrueret størrelse, der ikke kan måles, og hvor beregningen kan føre til forskellige resultater.
Den kommende skattereform og beskatning af fast ejendom
FTF er enig med formandsskabet i, at en kommende skattereform skal være finansieret og regeringen skal være forsigtig, når den med en kommende 2025-plan kortlægger råderummet for skattelettelser, så de ikke gives ufinansieret, men at der bliver tale om omlægninger. 
FTF er enig med formandskabet i, at en vej til at lave omlægninger i skattesystemet er at øge beskatningen af fast ejendom. Det skattestop, der blev indført i 2001, har været skadeligt for dansk økonomi og medvirket til den boligboble, der udviklede sig op til krisen. Formandskabet peger på, at satsen for ejendomsværdiskatten bør hæves, og der som et minimum bør ske en afskaffelse af de særlige rabatter på ejendomsværdiskatten. Det er FTF enig i. Der er ikke længere gode begrundelser for, at ejendom anskaffet før den 1.7.1998 beskattes specielt lempeligt. Og det er særligt uheldigt, at skattestoppet har medvirket til at skævdele Danmark ved at tilgodese områder, hvor huspriserne er steget mest til fordel for de områder – primært i udkantsdanmark – hvor priserne er steget mindst.
FTF er også enig i, at ændringer i ejendomsbeskatningen skal ske med en rimelig indfasningstid, og der kan være behov for, at undersøge forskellige modeller for beskatningen fx beskatning på gevinsten ved salg.