De politiske spidser for FTF, LO, Danske Regioner, KL og Danske Professionshøjskoler mødes på mandag for at drøfte et forslag til en fælles strategi for skolerne. Målet for parterne er at blive enige om en anbefaling til skolerne om, hvordan de på nogle udvalgte konkrete områder kan styrke arbejdet for at fremme god kvalitet i undervisningen – ud fra en fælles strategi. Tanken er at de syv professionshøjskoler prioriterer at udvikle kvaliteten inden for de samme områder.
Parterne har samarbejdet i mange år, men sidste år fik samarbejdet en mere formaliseret ramme med det første politiske ’topmøde’, der fandt sted i januar 2015. Temaet for det andet topmøde på mandag er overordnet ”Den gode undervisning”.
Ambitionen hos parterne er, at skolerne prioriterer at udvikle kvaliteten på især tre områder: den gode praksisnære undervisning, den gode praktik og klinik samt endelig forskning og udvikling. 
Parterne er allerede enige om, at et centralt mål er at udvikle stærke uddannelses- og praktikforløb, der kan sikre studerende fagligt udbytte. Hver professionshøjskole arbejder i dag med denne hovedopgave på basis af deres egne strategier og visioner. Men det kan med fordel foregå støttes af en fælles strategi for alle skolerne, er tanken.
Et område, som parterne anbefaler skolerne fremover at prioritere, er at udvikle underviservejen som en attraktiv karrierevej. Og at arbejde på at få større anerkendelse af den gode undervisning.
Den gode praktik
Sidste år blev parterne også enige om at opfordre skolerne til lokalt at sætte gang i at udvikle samarbejdet mellem den enkelte skole og udvalgte praktikinstitutioner for at udvikle kvaliteten i praktik og klinik i uddannelserne. Det gøres på mange forskellige måder, og parterne vil diskutere, hvordan de mange forskellige metoder kan formidles mellem skolerne, evt. gennem en fælles publikation.