Konjunkturvurdering
Formandsskabet peger på, at den danske økonomi nu er så godt i gang efter den langvarige krise, at der er behov for finanspolitisk stramning. Samtidig peges der på, at risikoen for en mere udtalt opbremsning i global økonomi er steget. Det er FTF’s vurdering, at man på den baggrund skal være forsigtig med at stramme finanspolitikken, og der skal holdes et vågent øje med den økonomiske udvikling, så der straks kan træffes modforholdsregler, hvis der er tegn på at opsvinget bremses.

FTF er enig med formandsskabet i, at regeringen med sine skattestop har reduceret spillerummet i forhold til finanspolitikken unødigt. Skattestoppet betyder i realiteten, at efterfølgende finanspolitiske stramninger kun kan gennemføres ved reduktion i de offentlige udgifter og dermed svække kvaliteten i den offentlige service og ydelser. Samtidig skal FTF pege på, at skulle det på et tidspunkt vise sig, at der er behov for finanspolitiske lempelser, bør det primært ske gennem velfærdsforbedringer. Eventuelle skattelettelser bør målrettes mod at øge beskæftigelsen gennem lettelser i bunden og forhøjelse af grænsen for beskæftigelsesfradraget. Langt de fleste lønmodtagere betaler efter de senere års skattereformer ikke topskat. Således er det kun ca. 10 pct. af FTF’erne der betaler topskat.
Ligesom formandsskabet finder FTF det uhensigtsmæssigt, at BoligJobordningen videreføres i den nuværende konjunktursituation. Ordningen har ingen beskæftigelseseffekt og bliver dermed kun tilskudsordning til boligejere. Det er i mismatch til en situation, hvor regeringen samtidig strammer finanspolitikken med store offentlige besparelser på velfærden. Særligt synes regeringens omprioriteringsbidrag, som er pålagt kommuner, regioner og stat at presse velfærden især på områder, der er fremtidsrettet såsom uddannelser, forskning og børneområdet.
Regeringen har bebudet en pensionsreform i foråret 2016 og formandsskabet peger i den forbindelse på forskellige løsningsforslag i forhold til opsparingsincitamentet og restgruppen.  FTF finder det beklageligt at regeringen har nedlagt pensionskommissionen, fordi pension er et stort komplekst område med stor betydning for den enkelte og for samfundsøkonomien. Det er derfor uhyre vigtigt, at løsningerne er gennemtænkte og gennemanalyseret.
Formandsskabet nævner også den kommende dagpengereform. FTF ser frem til at arbejdet i dagpengekommissionen snarligt afsluttes forhåbentligt med et robust og forbedret dagpengesystem som resultat.
Offentlige finanser
Det både undrer og bekymrer FTF, at en hypotetisk størrelse, som det strukturelle budgetunderskud, tillægges så håndfast en karakter af regeringen, og bruges som argument for besparelser i den offentlige sektor. Specielt i lyset af at formandsskabet kan fremvise beregninger af det strukturelle underskud, der selv på kort sigt varierer så betydeligt fra finansministeriets resultat. Det medvirker til utryghed overfor validiteten og brugen af finansministeriets regnemodeller.
Når formandsskabet så samtidig påpeger, at det er problematisk, at der ikke er klare definitioner af, hvad der er politiske tiltag – som ikke må få budgetunderskudsgrænsen i budgetloven til at overskrides – og hvad der er ændrede skøn – som godt må få det strukturelle underskud til at overskride grænsen ifølge budgetloven – så understøtter det usikkerheden i forhold til om beregninger af størrelsen på det strukturelle underskud misbruges politisk.
Indkomstoverførsler med fokus på kontanthjælp
Formandsskabet vurderer, at muligheden for at øge beskæftigelseseffekten markant udelukkende gennem lavere ydelser på kontanthjælpsområdet er begrænset. Formandsskabet peger også på de afledte effekter af et reduceret ydelsesniveau, herunder den nedadgående løndannelse og dermed en svækkelse af flexicurity modellen.
Frem for blot at satse på ydelsesnedsættelse, vil FTF anbefale, at man styrker beskæftigelsesindsatsen for de mange kontanthjælpsmodtagere, der har en række andre problemer end ledighed. Gruppen af ikke – arbejdsmarkedsparate er blevet betydelig tungere med massive helbredsproblemer og væsentlig nedsat arbejdsevne, – specielt efter, at mange af dem ikke mere kan få førtidspension. FTF foretrækker derfor at gå en anden vej, for at få flere i arbejde og  anbefaler at styrke beskæftigelsesindsatsen bl.a. gennem opkvalificering og en mere intensiv virksomhedsrettet indsats og vil opfordre til en politisk opfølgning på Carsten Koch ekspertgruppens anbefalinger til en bedre beskæftigelsesindsats for personer på kanten af arbejdsmarkedet.