Skatteminister Karsten Lauritzen og regeringen er blevet enig med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, De Radikale og De Konservative om en "aftaletekst om fælles forståelse" for SKAT. 
På den baggrund har regeringen fremlagt en handlingsplan, hvor man dropper planlagte besparelser på 315 årsværk i de kommende år og tilfører ekstra 35 årsværk til inddrivelse samt ekstra 50 årsværk til kontrol af udbytteskat. Gennemføres regeringens handlingsplan vil det betyde 350 nye medarbejdere til inddrivelsesområdet. Skat får næste år tilført 130 millioner kroner, og fra 2017 og frem vil Skat årligt få 240 millioner kroner ekstra. 
Det sker efter en række skandalesager med fejlende it-systemer og svindel med milliarder af kroner, som staten har mistet. Skatteminister Karsten Lauritsen udtaler, at han er rystet over, at Skat har mistet mindst 6,2 milliarder kroner i svindel med udbytteskat.
”Det er gået galt med at udbetale pengene og kontrollen. Det er et ledelsessvigt. Samlet vil 50 mennesker i de kommende år sidde med kontrollen,” siger ministeren til Ritzau.
Brug for ekstra 1.000 ansatte
SF, Enhedslisten og Alternativet er ikke med i aftalen, da partierne mener, at der skal mere til end det, aftalen indebærer. Det er hovedorganisationen FTF enig i. Al inddrivelse af gæld skal nu igennem en manuel sagsbehandling, og alene den opgave kræver mindst 1.000 ekstra ansatte til at løse opgaven, vurderer Dansk Told- og Skatteforbund.

Lige nu risikerer staten yderligere at miste milliarder af kroner, fordi skattegælden løbende forældes.
Set i det lys er 350 nye medarbejdere til inddrivelsesområdet alt for lidt, fastslår FTF og Dansk Told- og Skatteforbund.
”Politikerne har nu indset, at de er gået alt for langt i deres besparelses- og effektiviseringsiver, der har ramt SKAT ekstremt hårdt. Det rammer faglighed, kvalitet og vores velfærdssamfund, når politikere tror, at de kan effektivisere de ansatte væk. Derfor må politikerne gå skridtet videre og sørge for mindst 1.000 ekstra ansatte til at løse opgaven med skatteinddrivelse,” siger Bente Sorgenfrey, formand for FTF.
”Vi hæfter os ved ministerens ord om, at der også senere kan komme tilførsel af flere ansatte til inddrivelse og andre områder, der nu kulegraves. Og så vil vi holde øje med, at det er fagprofessionelle medarbejdere, der ansættes i den kommende tid,” siger Jørn Rise, formand for Dansk Told- og Skatteforbund.
Siden 2005 har Skat været igennem en af de største statslige spareøvelser i nyere tid. Bemandingen er skåret ned fra cirka 9.500 medarbejdere til de nuværende godt 6.000. Planen var at nedlægge yderligere 700-800 stillinger frem mod 2018.

80 mia. kr. i uinddrevet skattegæld 
Og det haster med at finde en løsning. Ledelsen i SKAT har fyret ansatte i stor stil i den tro, at it-inddrivelsessystemet EFI kunne erstatte medarbejderne. Men systemet EFI har aldrig fungeret.

Alligevel begyndte SKAT at fyre hundredvis af ansatte, og det har fået skatterestancerne til at eksplodere. Hvor de samlede restancer i 2006 udgjorde ca. 47 milliarder kr., var de i 2011 vokset til 77 milliarder kr. for nu at være løbet helt op i omkring 87 milliarder kr.
Denne gæld til det offentlige kan risikere at blive afskrevet pga. forældelse, hvis ikke der er nok medarbejdere til at inddrive gælden i tide.
KONTAKT:
Bente Sorgenfrey: tlf. 40452645
Jørn Rise: tlf. 40 26 44 91