Af Bente Sorgenfrey, formand for FTF
Politiken bragte 19. august et læserbrev ”Kære Harald Børsting og Bente Sorgenfrey”, hvor pædagogen Jan undrede sig over, hvorfor vi ikke i offentligheden forholder os mere offensivt til de tekniske beregninger fra dagpengekommissionen, der lige er blevet lækket. Beregningerne viser forskellige scenarier for, hvordan man kan omprioritere nogle af de penge, der i dag bruges på dagpengesystemet.
Det er rigtigt, at vi ikke forholder os i offentligheden til beregningerne. Det skyldes, at vi som medlemmer af kommissionen ikke forhandler i pressen, samtidig med at vi selv sidder og forhandler i kommissionen.
Jan, og alle andre lønmodtagere, skal ikke være i tvivl om, at vi i disse dage – i et meget koncentreret mødeforløb – gør alt hvad vi kan for at varetage lønmodtagernes interesser. Det gør vi!
Dagpengesystemet er komplekst og skal dække mange forskellige interesser – ikke blot mange forskellige lønmodtageres interesser, men også mange samfundsinteresser. 
Dagpengesystemet skal som et meget vigtigt mål skabe tryghed for de mennesker, der ulykkeligvis rammes af arbejdsløshed på det fleksible danske arbejdsmarked, hvor trygheden ikke bor i lange opsigelsesvarsler. Som talerør for 1,5 mill. lønmodtagere er trygheden ufattelig vigtig for LO og FTF. Det er helt afgørende at få reduceret det antal, der falder ud af systemet, og gøre det lettere og mere fleksibelt at genoptjene ret til dagpenge. Det fik vi med vores kampagne i valgkampen også den nuværende statsminister til at love.
Samtidig skal systemet også bidrage til, at flest mulig kommer i arbejde – og at der skabes flest mulig danske job. Det kan dagpengesystemet gøre bedre ved at gøre det mere attraktivt at tage korte job. Her fungerer systemet ikke godt nok! Arbejdsgiverne, lønmodtagerne og staten har en fælles interesse i at løfte folk fra arbejdsløshed til job og sikre flere skatteindtægter og færre udgifter til dagpenge.
Jan, det er helt sikkert, at vi kæmper for dine og andre lønmodtageres interesser. Det er også sikkert, at systemet ikke bliver som før. Men samlet set skulle vi gerne få et bedre system, end det vi har i dag. 
Vi kæmper for at skabe enighed i kommissionen om et nyt, stærkt dagpengesystem, som politikerne på Christiansborg vil tage til sig og gøre til lov. Det vil være til alle parters bedste.