FTF skønner på, at der er politisk vilje til at finde løsninger for nogle af de studerende, der kommer i klemme i forbindelse med fremdriftsreformen.
Det er vanskeligt at vurdere, om den foreslåede løsning er tilstrækkelig i forhold til at skaffe relevante videreuddannelsesmuligheder for professionsbachelorer.
Efter af suppleringsuddannelserne, som blev krævet for optagelse på visse kandidatuddannelser, er afskaffet, er nogle kandidatuddannelser lukket land for professionsbachelorer. Det gælder fx kandidatuddannelsen i folkesundhedsvidenskab på både Københavns og Århus Universitet, kandidatuddannelsen i sundhedsfremme og sundhedsstrategi samt kandidatuddannelsen i medicinalbiologi på RUC.
Hvis disse uddannelser nu lukker op for optag af professionsbachelorer med supplering i form af enkeltfag, så står vi i samme situation som før fremdriftsreformen, men med den konsekvens, at eventuel faglig supplering skal gennemføres uden SVU. Dette – sammenholdt med fremdriftsreformens konkrete konsekvenser og den udmeldte dimensionering af bl.a. kandidatuddannelser – betyder sandsynligvis  samlet set forringede muligheder for, at professionsbachelorer kan videreuddanne sig på kandidatniveau.
FTF mener der er behov for at have stor opmærksomhed på, at den 2-årige overgangsperiode rent faktisk anvendes konkret og konstruktiv til at skabe bedre overgange mellem bachelor- og kandidatniveau.
Det fremgår af lovbemærkningerne, at universiteterne skal sikre at arbejdet med udvikling af nye kandidatuddannelser og justering i eksisterende kandidatuddannelser fortsætter, så flere bachelorer og professionsbachelorer fremover kan optages på kandidatuddannelser uden krav om faglig supplering. Tilsvarende skal professionshøjskoler og erhvervsakademier i dialog med universiteterne fortsat sikre, at professionsbachelorstuderende får mulighed for at vælge relevante fag, som giver bedre mulighed for optagelse på en kandidatuddannelse uden behov for supplering.
Denne dialog bør efter FTF’s opfattelse også indeholde en vurdering af professionshøjskolernes og erhvervsakademiernes muligheder for at justere fag og temaer i studieordningerne, så der tages højde for universiteternes krav på relevante områder. Endvidere bør dialogen indeholde muligheder for, at professionsbachelorstuderendes bacheloropgaver inden for relevante områder i forhold til en kandidatuddannelse kan tælles positivt med i vurderingen af ansøgernes kvalifikationer.
FTF anbefaler, at udviklingsarbejdet understøttes af krav til både universiteter, professionshøjskoler og erhvervsakademier i de udviklingskontrakter, som indgås i den kommende tid. Der er brug for

  • krav om konkrete samarbejdsaftaler mellem universiteter og relevante videregående uddannelsesinstitutioner, som har til formål at fremme professionsbachelorers mulighed for optagelse på kandidatuddannelser, som er relevante
  • krav til universiteter om åbenhed (statistik) om uddannelsesbaggrund hos studerende, der optages på kandidatuddannelser og uddannelsesbaggrund hos ansøgere, der afvises
  • krav til erhvervsakademier og professionshøjskoler om at samarbejde med universiteter om at fjerne barrierer for professionsbachelorers optag på relevante kandidatuddannelser.

FTF foreslår samtidig, at SVU genindføres som mulighed for professionsbachelorer, som skal supplere med enkeltfag fra bacheloruddannelser for at blive optaget på kandidatuddannelser. FTF mener generelt, at professionsbachelorer m.fl. skal have bedre muligheder for efteruddannelse herunder på universiteterne.