En ny undersøgelse blandt 1.300 ansatte og ledere, der er medlem af FTF-organisationer, viser, at rigtig mange faggrupper hver eneste dag udvikler nye løsninger og ydelser på deres arbejdsplads, som gavner borgere, styrker økonomien på arbejdspladsen og skaber arbejdsglæde blandt de ansatte.
To ud af tre svarer i undersøgelsen, at arbejdet med ny viden, nye løsninger og ydelser bidrager til højere kvalitet og en mere effektiv opgaveløsning. På Hospitalsenheden Horsens har flere fysio- og ergoterapeuter deltaget i FTF’s nye undersøgelse, og her har man positive erfaringer med innovation af nye ydelser og løsninger, der gavner patienterne.
For eksempel er fysio- og ergoterapeuter ved at udvikle nye apps, et nyt udendørs aktivitetsområde for patienter, udvikler apps til patienterne, og tager som noget nyt imod patienter allerede i akutmodtagelsen. Her samarbejder de med læger og sygeplejersker om at afklare patientens helbred, inden den syge indlægges for en længere periode.
”En del ældre bliver hurtigere raske i deres hjem og bør ikke indlægges på hospitalet. Det kan ergo- og fysioterapeuterne vurdere ud fra deres faglige viden”, forklarer ergoterapeut Lorenz Jabcke, der har været ansat tre år på Hospitalsenheden Horsens og underviser ergoterapeutstuderende.
I akutmodtagelsen på Hospitalsenheden Horsens samarbejder læger, sygeplejersker, fysio- og ergoterapeuter om at finde den bedste løsning, og her spiller fysio- og ergoterapeuters viden om patienten en vigtig rolle, der betyder færre indlæggelser. Det sparer både patient og hospital for tid og ressourcer og letter en hurtig tværfaglig behandling i kommunalt og regionalt regi, lyder vurderingen i Horsens. 
Færre indlæggelser er godt for alle
Når flere patienter behandles og afsluttes i akutafdelingen, vil der være færre indlæggelser i sengeafdelingerne, og det betyder, at hospitalet kan prioritere sine ressourcer til de patienter, som har behov for at være indlagt for at blive behandlet. Men det er ikke formålet med den terapeutiske indsats i akutafdelingen at spare penge, forklarer Lene Lange, der bl.a. er leder af fysio- og ergoterapeuterne på Hospitalsenheden Horsens.
”Fokus er på rehabilitering, fordi det er bedst for patienten. Man bliver mere ofte syg af at blive lagt i en hospitalsseng og få hospitalstøj på, og derfor er det bedst for en del patienter, at komme hurtigt hjem” fastslår Lene Lange
”Færre indlæggelser er godt for hospitalets økonomi, men det er ikke formålet med indsatsen at spare penge. Vores mål er at hjælpe de kliniske afdelinger med at lave det bedste patientforløb. Her kan vi være med til at vurdere den enkelte patients behov og styrke rehabiliteringen af patienten”, siger Lene Lange.
Hvordan arbejder i konkret med innovation blandt de ansatte?
”Det er vores helt bevidste strategi at satse på innovation og arbejde ud fra evidensbaseret praksis. Derfor har vi blandt ansat en innovationsleder i afdelingen, der skal samle fysio- og ergoterapeuternes ideer op og udvikle nye produkter og ydelser til gavn for patienterne”, siger Lene Lange.
Samarbejder med private virksomheder
Og innovationsarbejdet går rigtig godt i Horsens. Lige nu arbejder hospitalet sammen med private virksomheder om at skabe nye innovative sundhedsydelser og løsninger, forklarer Lene Lange, der dog endnu ikke vil løfte sløret for, hvad de konkret skal indeholde.
”Det er ideer, som er udviklet af almindelige fysio- og ergoterapeuter og andre sundhedspersoner”, siger hun.
Vejen til at få kontakt til de private virksomheder er gået via MedTech Innovation Center i Aarhus, der har formidlet kontakt mellem Hospitalsenheden Horsens og samarbejdspartnere i det private.
Udvikler nyt gårdmiljø til patienter
Et af de nye innovationsprojekter i Horsens, som er udviklet af de ansatte, er et nyt gårdmiljø, hvor patienterne trænes op i udendørs omgivelser i stedet for i den klassiske gymnastiksal og træningslokale. Formålet er at lave øvelser, som patienterne kan fortsætte med derhjemme i deres vante udendørsomgivelser, og som ikke kræver et træningslokale eller gymnastiksal.
”Patienterne siger ofte, at de jo ikke har en gymnastiksal derhjemme med romaskine og træningsudstyr. Men de redskaber, vi skaber udenfor, kan de også bruge derhjemme, hvor de kan lave deres øvelser udendørs. Samtidig synes patienterne, det er sjovt. Det giver en højere motivation og læring hos patienterne”, forklarer ergoterapeut Lorenz Jabcke.
Samtidig er der lavet en pusleplads til biler, så patienter kan ordne deres bil. Dermed kan ergoterapeuterne i både test og genoptræning af patienter udnytte patienternes egne interesser og gøre øvelserne aktivitetsorienteret og relevant for patientens hverdag.
Lyssensor nedsætter antal alarmopkald
Innovationsleder for fysio- og ergoterapeuterne i Horsens hedder Thomas Detlefsen. Han er selv uddannet fysioterapeut og blev ansat som innovationsleder i en nyoprettet stilling i september 2012.
”Det helt nye er, at jeg som innovationsleder er ansat til at lede innovationsindsatsen på tværs af de forskellige specialegrupper i Terapiafdelingen, hvor vi er 60 fysio- og ergoterapeuter ansat. Innovation er et stort indsatsområde på hospitalet, hvor der er uddannet 50-60 innovationsagenter spredt ud på alle faggrupper, fx sosu’ere, sygeplejersker, fysio- og ergoterapeuter, farmaceuter, bioanalytikere og læger”, forklarer innovationsleder Thomas Detlefsen.
Han opdeler innovation i tre kategorier: Nyt for os. Nyt for verden. Hverdagsinnovation.
”Vores praktikere har masser af gode ideer til nye løsninger, som andre også kan få gavn af. Både internt i afdelingen og på hospitalet, men også i verden omkring os”, siger Thomas Detlefsen.
”Det er medarbejderne, der kan se, hvor der er udfordringer, og det er dem, som kan komme frem til løsningerne”.
Fx ønskede en gruppe terapeuter, at der blev udviklet et træningsdørtrin til patienter.
”Det kan nemlig være en stor udfordring at komme over et dørtrin med en rollator eller et gangstativ. Hvad terapeuterne ikke vidste, var, at der allerede i en anden gruppe i terapiafdelingen var et sådant dørtrin i brug og havde været det i mange år. Den viden blev først delt da ønsket om et træningsdørtrin blev omtalt i vores interne nyhedsbrev”, forklarer Thomas Detlefsen.
”Det er et godt eksempel på den silotankegang, der kan være på et hospital og selv blandt kolleger i samme afdeling. Det forsøger hospitalet nu at undgå ved, at lave en innovationsnetværk blandt de 50-60 nyuddannede innovationsagenter, som skal sprede de gode ideer rundt på hospitalet og få videndelt noget mere.”
Hverdagsinnovation til gavn for alle
Et andet eksempel er en elektronisk afbudsformular på vores hjemmeside, som via e-mail sender afbud til terapiafdelingen.
”Den har medført færre udeblivelser fra holdtræning, da patienterne altid kunne melde afbud. At spamrobotterne så også benyttede formularen var ikke så hensigtsmæssigt, men vi lærer og udvikler os hele tiden gennem vores små prøvehandlinger. Næste version af afbudsformularen skal derfor være beskyttet bedre mod spamrobotter”.
”Vi er desuden i gang med at udvikle app’s til smartphones, som patienterne kan bruge”, forklarer Thomas Detlefsen.
En anden udfordring var, at mange mennesker ved en fejl kom til at trykke på alarm-knappen, når de ville tænde for lyset på toiletterne.
”Det skabte mange situationer, hvor alarmen gik, og vi ansatte løb ud for at se, hvor der var alarm. Men det var i 99 procent af tilfældene falsk alarm. Løsningen var at opsætte lyssensorer alle steder, hvor patienter kommer, så lyset tændes automatisk. Dermed fik vi færre falske alarmer, og vi sparer både tid ved ikke at skulle løbe efter alarmerne, og da lyset så heller ikke står tændt hele tiden, sparer vi også penge”.