Det er fuldstændig afgørende og rigtigt at bryde med et årtis masseaktivering og give de ledige mere jobrettet uddannelse og en mere individuel hjælp til at komme i arbejde igen. Jo før, jo bedre. 
Det mener LO og FTF, og det er hovedlinjen i vores fælles høringssvar, som er sendt til ekspertudvalget med Carsten Koch i spidsen.
I høringssvaret, som er lagt på nettet, fremgår det tydeligt, at vi på rigtig mange punkter er enige i udvalgets forslag til en ny beskæftigelsespolitik. Fx målet om at afskaffe ligegyldige pip-fugle-kurser, bureaukrati, kontrol og i stedet satse på en mere individuel indsats med fundament i bl.a. a-kasserne.
Mange samtaler hjælper ikke alle ledige
Alligevel skriver socialrådgiver Bettina Post i Jyllands-Posten (4.2.), at fagbevægelsen kun er kritisk overfor ekspertudvalget. Det er forkert. Men vi forbeholder os ret til at kritisere, når anbefalingerne går den forkerte vej.
Fx når udvalget vil afskære alle ledige (på nær ufaglærte) fra at komme på relevante kurser og uddannelse i det første halve års ledighed. I stedet skal alle ledige tvinges til seks samtaler på seks måneder i enten a-kasse eller jobcenter. Det er dobbelt så mange samtaler som i dag, og det vil risikere at skabe ny bureaukrati og tidsspilde for både ledige, jobcentre og a-kasser. Flere papirbunker og mere kontrol.
Det faktum forbigår Bettina Post i sit indlæg, selvom ny bureaukrati og kontrol også vil ramme hendes socialrådgiverkolleger. Derfor har Dansk Socialrådgiverforening meget klart advaret mod flere proceskrav og kontrolsamtaler uden reel mening og rådgivning. 
Uddannelse virker bedst
Desværre overser Bettina Post de problematiske forslag fra ekspertudvalget og kritiserer i stedet fagbevægelsen, fordi vi kræver uddannelse til vores ledige medlemmer.
Vi kan dokumentere, at uddannelse virker bedst, når vores ledige medlemmer skal hjælpes videre i job. Derfor mener vi, at retten til jobrettet uddannelse bør gælde alle forsikrede ledige fra første ledighedsdag og ikke først efter seks måneder. 
Det er desuden noget decideret vrøvl, at fagbevægelsen ikke interesserer sig for kontanthjælpsmodtagerne, som Post skriver. Mange af vores arbejdsløse medlemmer mister hver dag retten til dagpenge og ender i stedet med enten kontanthjælp eller slet ingen indtægt overhovedet pga. kontanthjælpsreformens nye regler om samlever og ægtefællens indkomst.
Mister du retten til at få kontanthjælp, har du heller ikke ret til nogen aktiv hjælp i jobcenteret. Det er stort problem, som vi opfordrer regeringen til at tage alvorligt og gøre noget ved. 
Af LO-sekretær Ejnar K. Holst og Bente Sorgenfrey, formand for FTF.

Dette indlæg er bragt i Jyllands-Posten den 7. feb. 2014.