Indledning
Produktivitetskommissionen offentliggjorde d. 17.12.2013 sin fjerde analyserapport med titlen ”Uddannelse og innovation”. 

Produktivitetskommissionens rapport falder i tre dele. I del ét analyseres uddannelsessystemets udfordringer, i del to præsenteres en række anbefalinger i relation til folkeskolen, ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser, og del tre omhandler innovation og forskning. 

Kommissionen har af ressource- og tidsmæssige årsager fravalgt at analysere efteruddannelsessystemet.

Udgangspunktet er en konstatering af at viden og uddannelse spiller en afgørende rolle for produktiviteten. Derfor er det positiv, at Danmark ligger helt i top sammenlignet med andre lande, når det gælder udgifter til uddannelse og forskning. Den overordnede udfordring er ifølge Kommissionen, at vi på uddannelsesområdet får for lidt ud af de anvendte ressourcer.

360 graders eftersyn

Kommissionen tager som udgangspunkt et 360 graders eftersyn af uddannelsessystemet. I analysen af udfordringerne analyseres folkeskolen og ungdomsuddannelserne. Der anvendes her i hovedsagen de allerede kendte resultater af internationale analyser bl.a. PISA, TIMMS og PIRLS. I relation til ungdomsuddannelserne konstateres den stigende søgning til de gymnasiale uddannelser, der sker på bekostning af søgningen til erhvervsuddannelserne. 

I forhold til de videregående uddannelser er det særligt de lange videregående universitetsuddannelser med en stærkt stigende søgning, der er i Kommissionens søgelys.  Det er de videregående uddannelser, der har en mindre veldefineret sammenhæng mellem uddannelse og jobfunktion – sammenlignet med erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelserne – og derfor vælger Kommissionen særligt at beskæftige sig med de universitetsbaserede bachelor- og kandidatuddannelser. Den manglende sammenhæng rummer som Kommissionen udtrykker det ”..en særlig udfordring for samfundets produktivitet”.

I og med at en stadig stigende andel af de unge opnår en videregående uddannelse, peger Kommissionen på, at der fremover vil være to dimensioner i uddannelsessystemet, der bør have prioritet ud fra et mål om øget produktivitet. Det er: 

–       uddannelsernes kvalitet i betydningen, hvor meget man lærer i den tid, man er i
     systemet og 

–       koblingen til arbejdsmarkedet i betydningen uddannelsens evne til at give
     beskæftigelse og høj indkomst

FTF vurdering

FTF er overordnet enig i at øget fokus på uddannelsernes kvalitet og evne, til at sikre beskæftigelse, er centralt. I forhold til produktivitetskommissionens analyse og anbefalinger er det imidlertid vigtigt, at gøre sig klart at målet om at fremme uddannelsessystemets evne til sikre produktivitet kun udgør én ud af flere tilgange til at fremme kvalitet og beskæftigelse. Et specifikt fokus på produktivitet og indkomst sætter derfor også en specifik økonomisk ramme for analysen og for anbefalingerne, og kan ikke udgøre det fulde grundlag for at træffe beslutninger om prioriteringer og reformer af uddannelsessystemet. 

I forlængelse af produktivitetshensynet er det en central pointe, at den fremtidige indkomst skal være en afgørende indikator for både den enkeltes valg af uddannelse men også for prioriteringer i uddannelsessystemet. Det er naturligvis et element, der kan spille ind i den enkeltes motivation for valget, men når unge vælger en uddannelse spiller valget af den kommende erhvervsfunktion og professionen en selvstændig rolle. Såvel hjertet som hjernen er i spil når der vælges uddannelse, og det er fortsat vigtigt. At anvende den fremtidige indkomst som et mål for produktivitet, som regulerende faktor for prioriteringer i uddannelsessystemet, er et for snævert perspektiv. Et ensidigt fokus herpå giver ikke den bedste kvalitet i uddannelse og produktivitet i samfundet. 

Kommissionen har valgt ikke at beskæftige sig med erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelserne. Dermed overses en central del af det videregående uddannelsessystem, der har succes med at uddanne efterspurgte dimittender til såvel den offentlige som private sektor bl.a. i kraft af en tæt kobling til praksis og de erhvervs- og professionsområder uddannelserne sigter på. Med den nye lovgivning, der præciserer forsknings- og udviklingsopgaven på erhvervsakademier og professionshøjskoler, er der også skabt et styrket udgangspunkt for at udvikle samarbejde med virksomheder og offentlige institutioner om innovation og udvikling af ny viden. Med en yderligere prioritering af erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelserne vil disse uddannelser fremover i højere grad kunne være et første valg for mange unge, der i dag vælger at gå universitetsvejen.

Fokus på resultater

Kommissionen peger på at uddannelsessektoren udgør den del af den offentlige sektor, hvor resultater er særligt målbare. Indikatorer er bl.a. eksamens- og testresultater, ledighed og indkomst efter endt uddannelse, antal undervisningstimer, frafald mm. For bl.a. at sikre et bedre informationsgrundlag for valg af uddannelse, der er efterspurgte på arbejdsmarkedet og for i højere grad at gøre det mulig for borgeren ”at stemme med fødderne”, skal offentliggørelse af resultaterne styrkes.

Kommissionen har på den baggrund en række tværgående anbefalinger for hele uddannelsesområdet. Offentliggørelsen af resultater skal systematiseres og kunne sammenlignes på tværs af uddannelsesinstitutioner, høj kvalitet i uddannelse skal bl.a. måles på indkomst efter uddannelse, forskningen på uddannelsesområdet skal øges, og når der gennemføres reformer skal dataindsamling og kvantitativ evaluering tænkes ind. 

FTF vurdering

FTF er enig i, at det er vigtigt at styrke viden om uddannelsessystemets resultater, men det skal være en viden, der ikke kun har et snævert fokus på indkomst og beskæftigelse, og en viden, der bygger på såvel kvantitative som kvalitative resultater. Med Kommissionens udgangspunkt har man fokus på det kvantitative og forslag til at skabe et bedre datagrundlag.  Det er vigtigt, at styrke de kvalitative analyser og anvendelsen heraf f.eks. studentertilfredshedsundersøgelser eller tematiske evalueringer som f.eks. gennemføres af EVA og Danmarks Akkrediteringsinstitution. Også forskningsindsatsen på uddannelsesområdet er vigtig at opprioritere.

Folkeskolen og læreruddannelsen
Kommissionen ser positivt på den nye folkeskolereform, men anbefaler at den evalueres grundigt og så hurtigt, som erfaringsindsamling gør det muligt. Der lægges stor vægt på gennemsigtighed og det anbefales, at skolerne øger fokus på elevernes faglige resultater, herunder de nationale test, eksamenskarakterer og progression i uddannelsessystemet efter folkeskolens afgangseksamen.
Det anbefales konkret, at resultaterne offentliggøres i en årlig rapport på skolens hjemmeside, hvor resultaterne kan sammenlignes med andre skolers og med udviklingen over tid.
Kommissionen anbefaler, at den enkelte læreres præstationer evalueres systematisk med udgangspunkt i elevernes resultater, og at skoleledere og lærere arbejder mere målrettet med at afdække behovet for efteruddannelse gennem faglig sparring og evaluering. Samtidig skal skoleledere og lærere i højere grad belønnes for at bidrage til det gode resultat.
Kommissionen støtter den nye læreruddannelse, men anbefaler at implementeringen af reformen skærpes på nogle punkter, og at der tages yderligere skridt for at øge fagligheden. Der foreslås bl.a., at der sættes en lav grænse for kvote 2 optaget, at studieintensiteten hæves og at undervisningen baseres på solid evidens for, hvilke pædagogiske metoder der sikrer, at eleverne i folkeskolen lærer mest muligt.
Der foreslås, at der åbnes for alternative læreruddannelser fx, at universiteterne får lov til at udbyde en kandidatuddannelse som folkeskolelærer.
FTF vurdering
FTF er enig i, at det er helt afgørende at give høj prioritet til folkeskolen. Det har betydning for produktiviteten som Kommissionen fremhæver. Men skolen har også en lang række andre centrale sociale, dannelses- og samfundsmæssige mål, som er vigtige at understøtte og udbygge.
Den omfattende reform af folkeskolen, som netop er vedtaget, omfatter både nye understøttende timer til eleverne og flere timer i fagene. Det samlede antal timer lærerne skal undervise mere, svarer til at der umiddelbart skal ansættes mange tusinde nye lærere i folkeskolen. I stedet forventes der reelt oprettet nogle få hundrede stillinger. Det viser en ny undersøgelse fra Danmarks Lærerforening. Det skal ses i lyset af, at der i løbet af de seneste par år er nedlagt mere end 6000 lærerstillinger. 
Skal reformen og den nye læreruddannelse blive en succes er det afgørende, at der sikres et højt kvalitetsniveau. Det gælder både de egentlige undervisningstimer og de såkaldt understøttende timer i skolen.  Det er derfor vigtigt, at der tilføres ressourcer og etableres et reelt samarbejde med lærerne i implementeringen såvel af reformen som uddannelsen, hvis disse nye tiltag skal give resultat. Det er ligeledes centralt, at der sikres et gensidigt samarbejde mellem professionshøjskoler og universiteterne om at sikre den nyeste forskning bringes i anvendelse i praksis og på læreruddannelsen. 
Et eftersyn af ungdomsuddannelserne
Kommissionen anbefaler, at der foretages et gennemgribende eftersyn af ungdomsuddannelserne for at vurdere, hvordan man i fremtiden sikrer, at udbuddet og indholdet af uddannelserne stemmer overens med de kompetencer, der efterspørges på arbejdsmarkedet og med de faglige krav, der stilles på de videregående uddannelser.
Det understreges at eftersyn af ungdomsuddannelsesområdet ikke må medføre, at arbejdet med en reform af erhvervsuddannelserne forsinkes. Kommissionen er enig i behovet for en reform og understreger nødvendigheden af, at den er meget vidtgående. Kommissionen vil dog afholde sig fra komme med et detaljeret reformforslag og tager heller ikke stilling til det foreliggende reformforslag.
Kommissionen fokuserer i stedet for på den store søgning til gymnasieuddannelserne – især det almene gymnasium – og anbefaler, at man drøfter om optaget på det almene gymnasium er blevet for stort i forhold til optaget på EUD og på de erhvervsgymnasiale uddannelser. Hvis det faglige niveau skal være højere i det almene gymnasium, vil det betyde at færre får en studentereksamen, hvilket igen kan betyde at flere får en mere praktisk orienteret uddannelse. Her slår kommissionen til lyd for, at adgangsvejene til de videregående uddannelser ses efter for at vurdere om EUD i højere grad kan gøres adgangsgivende.
Det foreslås også, at man kan overveje om man kan udviske adskillelsen mellem erhvervsskoler og det almene gymnasium, og bruger her EUX som et godt eksempel. Men det foreslås, at man kan gå endnu videre og f.eks. integrere de to institutionstyper under samme tag.
Afsnittets væsentligste del koncentrerer sig mest om det almene gymnasium. Fra et produktivitetsperspektiv er det afgørende for gymnasiet, at det sikrer tilstrækkelige kompetencer til at gennemføre en uddannelse, der giver en høj erhvervsindkomst. Her tænkes der først og fremmest på de lange videregående uddannelser og deres relation til det private erhvervsliv.
Det påstås, men dokumenteres ikke, at gymnasiereformen har bidraget til at sænke det faglige niveau. 
Det er især valget af matematik, fysik, kemi og tysk, der interesserer kommissionen set i produktivitetsperspektiv, og det anføres, at der er for få elever, der tager disse fag på højeste niveau.
FTF vurdering
FTF er enig i, at hele ungdomsuddannelsessystemet bør ses efter. Der er behov for at skabe et mere sammenhængende ungdomsuddannelsessystem, med fokus på en styrket overgang fra grundskolen til ungdomsuddannelserne. Det er også væsentligt, at man drøfter sammenhængen og arbejdsdelingen mellem de gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelserne samt adgangsvejene til de videregående uddannelser.
FTF kan for nuværende ikke vurdere, om det er hensigtsmæssigt at have de forskellige ungdomsuddannelser integreret på samme institution, men det er oplagt et forhold, der kan indgå i diskussionen.
FTF finder det fornuftigt, at kommissionen ikke kommer med detaljerede forslag til en EUD-reform.
Kommissionens forslag på gymnasieområdet virker sært gammeldags. Det virker som om kommissionen meget gerne ser, at vi igen indfører det tidligere klassiske gymnasium. Gymnasiereformens ”ny faglighed” med tværfaglig undervisning, med mere fokus på anvendelse af viden og projektarbejde nedvurderes i forhold til traditionelle undervisningstimer i klassiske fag som matematik og tysk. Dette kan virke overraskende i et fremadrettet produktivitetsperspektiv.
Det er også overraskende at gymnasiereformen får en så entydig negativ bedømmelse uden, at der foreligger systematiske, kvantitative effektmålinger af reformen.
Tilskyndelse og information til uddannelsessøgende
I analysen i del 1 blev det påvist, at der er en tendens til at unge søger hen mod uddannelser med et usikkert arbejdsmarked frem for uddannelser med jobsikkerhed og høj løn. Kommissionen mener, at en væsentlig årsag til denne udvikling kan være manglende information til de uddannelsessøgende og manglende økonomiske tilskyndelser.
Da der ikke findes let tilgængelige og sammenlignelige nøgletal for de videregående uddannelser, der kan give de studiesøgende overblik over, hvordan dimittenderne klarer sig på arbejdsmarkedet, anbefaler kommissionen, at uddannelsessøgende får et bedre grundlag for at træffe deres valg af uddannelse på.
Disse nøgletal kan f.eks. være dimittendarbejdsløshed og generel arbejdsløshed, erhvervsindkomst et år efter endt uddannelse og generel erhvervsindkomst, andelen af færdiguddannede med studierelevant beskæftigelse og studieintensitet og antal undervisningstimer samt frafald og gennemførelsestid.
De studiesøgende skal have væsentlig stærkere økonomisk tilskyndelse til at vælge uddannelse med gode muligheder for beskæftigelse og høj løn. Dette foreslår Kommissionen gjort ved at omlægge SU systemet m.m.. Kommissionen anfører, at en høj SU påvirker de unges valg, således at høje satser øger søgningen til humanistiske og naturvidenskabelige uddannelser på bekostning af de samfundsvidenskabelige og dermed en søgning i retning af uddannelser med lavere indkomstmuligheder.
Derfor foreslår kommissionen tre tilskyndelser som er: a. En omlægning af en del af SU-stipendiet til statsgaranteret SU-lån, b. Lavere SU til studier med høj og vedvarende arbejdsløshed og c. Indførelse af en vis brugerbetaling på uddannelserne.
Der foreslås endvidere brug af direkte udbudsstyring dvs. en begrænsning af optaget på uddannelser, der systematisk fører til højere arbejdsløshed og lav løn.
FTF vurdering
FTF finder at det er en god ide, at der laves tilgængelige og sammenlignelige nøgletal for de videregående uddannelser. Disse nøgletal kan også anvendes i materiale til studiesøgende som f.eks. Uddannelsesguiden, på optagelse.dk, og i ungdomsuddannelsernes studievejledning. FTF har fuld tiltro til at de professionelle vejledere på ungdomsuddannelserne og i Studievalg kan kombinere den faglige uddannelsesvejledning med disse yderligere informationer.
Til gengæld er FTF kritisk overfor yderligere besparelser på SU-systemet og at SU systemet anvendes til at regulere uddannelsesvalget. FTF kan fuldt ud støtte uddannelsesminister Morten Østergaards udmelding om, at der ikke er anledning til ændringer i SU-systemet.
For det første har Danmark været igennem et længere politisk forløb med en omlægning af SU-systemet, som gav en besparelse på 2 mia. kr. SU-reformen er ikke i gangsat endnu.
For det andet drejede den tidligere politiske drøftelse af en SU-omlægning sig om to forhold: a) hurtigere gennem uddannelsessystemet og b) en besparelse på SU-en. Der blev i denne diskussion ikke påvist, at hvis man ændrer SU-systemet som anbefalet af kommissionen, så søger de studerende hen mod uddannelser med høj beskæftigelse og høj løn.
Den eneste dokumentation for at en sådan sammenhæng er gældende, er efter Kommissionen en undersøgelse af SU reformen fra 1988, da man forhøjede SU-støtten. Her viste der sig en søgning hen mod humanistiske og ikke løntunge beskæftigelsesområder. Undersøgelsen omfatter imidlertid kun helt unge studiestartere med stærk social baggrund, og bevægelsen mod flere humanistiske studerende skyldes formentlig delvis den generelle bevægelse i den retning, som Kommissionen identificerer i perioden 1991 – 2011.  Andre undersøgelser har fundet at højere SU i 1988-reformen er forbundet med lavere frafald og mindre ulighed.
Der er mange faktorer, der påvirker unges uddannelsesvalg. Økonomiske incitamenter vil formentlig kun i mindre grad have en effekt, og derfor vil forslaget formentlig have begrænset effekt på hvilke uddannelser, der vælges, mens de foreslåede tiltag vil betyde at færre vil få en uddannelse. Analyser fra både Det Økonomiske Råd, OECD, CEBR og AE har dokumenteret, at uddannelse giver en samfundsmæssig økonomisk gevinst. Det er derfor noget, der tyder på, at Kommissionens forslag samlet vil have negative økonomiske konsekvenser.
FTF støtter ikke brugerbetaling på de ordinære uddannelser og bakker op om ministerens melding på dette område.
Kvalitetshensyn i styringen af videregående uddannelser
Præmissen for kommissionens vurderinger og anbefalinger er, at det er hensigtsmæssigt at flere får en videregående uddannelse, hvis produktivitetsgevinsten – der afspejles i den indkomst dimittenderne opnår – overstiger omkostningerne ved uddannelsen. 
Kommissionen peger på, at andelen af unge, der tager en videregående uddannelse er stigende, men antallet af studiepladser er vokset mest på uddannelser, der giver lav produktivitet, målt på indkomst og beskæftigelsesgrad. De studerende får for få undervisningstimer, ofte under 10 om ugen, og studieintensiteten på mange uddannelser svarer til et deltidsjob. 
Taxametersystemet – kombineret med selvejende uddannelsesinstitutioner – giver ikke tilskyndelse for institutionerne til at give de studerende kompetencer, som fører til høj produktivitet. Tvært imod er de forskellige niveauer for taxametertilskuddene først og fremmest et incitament til at tilrettelægge uddannelser, som giver store tilskud.  Et resultat er bl.a. at universiteterne har oprettet mange nye bacheloruddannelser, og at optaget er øget på uddannelser, som giver ringe beskæftigelse.
Kommissionen anbefaler bl.a. at uddannelsespolitikken fremadrettet skal fokusere på uddannelsernes kvalitet og anvendelighed, og at uddannelsesinstitutionerne skal have stærkere incitamenter til at levere uddannelser med høj studieintensitet (mindst 37 timer ugentlig incl. forberedelse) og gode indtjeningsmuligheder (beskæftigelse og løn) for dimittenderne.
Samtidig skal incitamenter til at sikre hurtig færdiggørelse rettes mod studerende, ikke institutionerne, som dermed kan fristes til at sænke det faglige niveau.
Nye uddannelser skal kun oprettes, hvis der er et reelt behov på arbejdsmarkedet og der bør gennemføres en undersøgelse af, om antallet af forskellige uddannelsesretninger kan beskæres. Endelig skal der foretages en løbende kvalitetsvurdering og evaluering af uddannelser på grundlag af kvantitative nøgletal, herunder dimittenders indkomst og beskæftigelse.
FTF vurdering
FTF kan tilslutte sig vurderingen af, at der er brug for fokus på uddannelsernes kvalitet i den måde, uddannelsessystemet styres på. Også på erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser er undervisningstimetallet under pres. 
Den studieaktivitetsmodel, som er indført på nogle professionsbacheloruddannelser, er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at sikre kvalitet i uddannelserne. Der er i dag for få timer på en række uddannelser, og der er både brug for flere undervisningstimer af høj kvalitet, en fortsat stærk sammenhæng mellem uddannelsernes teori og praksis samt for mere vejledning, så vi undgår frafald. Der er brug for en politisk accept af, at den gode kvalitet ikke bare afspejles i ét tal, og at kvaliteten heller ikke kan måles entydigt på beskæftigelse og løn, når det drejer sig om uddannelser, som retter sig mod det offentlige arbejdsmarked. 
FTF tilslutter sig, at kommissionens anbefalinger om at se nærmere på taxametersystemets indretning, og på taksternes rimelighed, set i forhold til de enkelte uddannelser. En række af uddannelsessystemets udfordringer ligger dog i, at der sker stadige nedskæringer på den økonomi, som er til rådighed til uddannelse. Et taxametertilskud, som gøres afhængig af dimittendernes erhvervsindkomst, vil skabe helt urimelige vilkår for professionshøjskolerne, som i vid udstrækning uddanner til den offentlige sektor – medmindre man samtidig ændrer lønniveauet for offentligt ansatte.
Kvalitetssikring og styring af udbuddet af nye uddannelser er i dag sikret af akkreditering og prækvalificering, og fra 2014 også af institutionsakkreditering. FTF deler opfattelsen af, at der er oprettet rigtig mange nye uddannelser i de senere år, og at man med fordel kan overveje, om arbejdsmarkedets kompetencebehov bedst dækkes gennem nye uddannelser, gennem toning af eksisterende uddannelser eller gennem efter- og videreuddannelse oven på brede grunduddannelser. Vi har indtil videre til gode at se, hvordan prækvalificeringen fungerer i forhold til at begrænse udbud af nye uddannelser til det, der har arbejdsmarkedsrelevans og det foreslås, at man afventer erfaringer på dette område, før der besluttes yderligere regulering.
Opbygning af de videregående uddannelser
Kommissionen stiller spørgsmålet: Er de videregående uddannelsers struktur, herunder varighed en hæmsko for produktiviteten? Den overordnede anbefaling er, at der iværksættes en undersøgelse af, hvordan der kan skabes tættere sammenhæng mellem de videregående uddannelsers strukturer, og det arbejdsmarked dimittenderne skal ud på.

Der fremsættes dog allerede nu en række forslag til nærmere overvejelse.

Flere universitetsstuderende bør afslutte deres uddannelse på bachelorniveau. Kommissionen siger direkte, at det kan være nødvendigt at fjerne retskravet. Der peges samtidig på flere mulige måder at regulere på, bl.a. dimensionering af optaget på kandidatuddannelserne, brugerbetaling på kandidatuddannelser og ændring af taxametersystemets tilskyndelse til at holde de studerende i uddannelse. Samtidig skal der etableres et attraktivt bachelorarbejdsmarked gennem, at den offentlige sektor understøtter en aktiv rekruttering af universitetsbachelorer kombineret med attraktive overenskomster for arbejdsgiverne, der fastlægger en tilstrækkelig lønspredning mellem bachelorer og kandidater. Det skal også skabes bedre mulighed for traine-programmer.

Som et led i overvejelserne om en regulering peges der på, at det er afgørende at skabe bedre muligheder for at den beskæftigede bachelor senere kan vende tilbage til videreuddannelse. Det kan være i form af kortere og mindre teoretisk orienterede overbygningsuddannelser udbudt af såvel universiteter som professionshøjskoler. Sådanne uddannelser skal kunne tages på heltid eller deltid og på samme vilkår som ordinære kandidatuddannelser, hvis de skal være et attraktivt alternativ. Den offentlige sektor skal have en lignende aktiv rolle i rekrutteringen af denne type overbygningsuddannelser for at fremme en efterspørgsel.

En anden overvejelse er at udbyde flere professionsbacheloruddannelser på områder der i dag er domineret af universitetskandidater.

FTF vurdering

FTF er enig, at der bør iværksættes en nærmere undersøgelse af, hvordan der kan skabes tættere sammenhæng mellem de videregående uddannelsers strukturer, og det arbejdsmarked dimittenderne skal ud på. Kommissionens overvejelser om ændringer ses med afsæt i produktivitetshensynet, og derfor må en sådan undersøgelse også inddrage andre mål og hensyn. 

FTF anerkender, at den fortsat store søgning til de lange videregående uddannelser er en central udfordring, og at det er væsentligt, at overveje måder at ændre søgemønsteret på. En væsentlig indsats bør her være at styrke kvaliteten yderligere på erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelserne, så disse uddannelser i endnu højere grad bliver et første valg af videregående uddannelse. FTF vil ikke afvise i højere grad at anvende dimensionering, hvor behov eller lav beskæftigelse kan begrunde dette.

Umiddelbart vil det også være nærliggende at udvikle og udbyde nye erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser rettet mod det private arbejdsmarked, frem for at ”omskole” universitetsbachelorer til det offentlige arbejdsmarked. 

Forskning, innovation og produktivitet
Kommissionen fokuserer på, hvordan innovation kan indebære, at en virksomhed, offentlig institution eller organisation udnytter eksisterende viden eller nye ideer og opfindelser til at frembringe en fornyelse, der kan øge værdiskabelsen. Innovationsaktiviteten afhænger i høj grad af rammevilkår som uddannelse og konkurrence.
En politik, der fremmer innovation, kan derfor omfatte tiltag, der forbedrer rammevilkår for virksomhederne.  Der kan sættes ind på udbudssiden (arbejdskraft der kan udføre forskning og udvikling) eller på efterspørgselssiden (virksomheder der efterspørger fx vidensmedarbejdere). Endvidere kan adgang til kapital være fremmende for innovative projekter.
Kommissionen mener, at en uddannelsespolitik, der bl.a. sikrer flere personer med kompetencer inden for forskning, kan opfattes som innovationspolitik.
Omkring 70 pct. af virksomhedernes samlede investeringer i innovation består af forsknings- og udviklingsaktiviteter, og forskning og udvikling har stor betydning i fx medicinalindustrien. Bl.a. universitetsforskningen i Danmark har en vigtig funktion i forhold til innovationsaktiviteten i danske virksomheder. Men selv om det er en politisk ambition at øge videnspredning fra danske universiteter m.fl., er det kun i begrænset omfang lykkedes.
Kommissionen fremhæver, at Danmark ligger pænt i en international sammenligning, når man ser på forskningens kvalitet. Det fremhæves også, at forskningsintensiteten er høj i Danmark, i alt brugte private virksomheder og offentlig sektor 55 mia. kr. på forskning i 2011. Det er svært at beregne, hvilket afkast denne investering i forskning og udvikling, men formodningen er, at afkastet er højt.
Der er studier, som peger på, at private virksomheder burde forske mere, ud fra samfundets perspektiv, og at virksomheder vil få mere ud af deres investeringer i forskning og innovation, hvis de koordinerer eller samarbejder med andre forskningsmiljøer, når de investerer i egen forskning.
Den offentlige sektor kan fremme samfundets forskning – enten ved at gøre det billigere, mindre risikofyldt eller lettere for private virksomheder at forske eller ved at finansiere forskningen på de offentlige forskningsinstitutioner, fx universiteterne.  Afkastet af den offentlige forskning er meget vanskelig at måle, bl.a. fordi en del af resultaterne først kommer langt ude i fremtiden. Men der er en væsentlig rolle ved at offentlig forskning bl.a., kommer de studerende til gode som forskningsbaseret undervisning. 
Måler man spredningsvejene for offentlig forskning (dimittender, publikationer mv.) har sundhedsvidenskabelig forskning samt teknisk og naturvidenskabelig forskning stor spredning inden for de fleste spredningsveje, mens humaniora og samfundsvidenskab har noget mindre spredningseffekter.
Kommissionen konkluderer om forskningen, at det danske produktivitetsproblem ikke kan henføres til lav kvalitet af den offentlige forskning, men udelukker ikke, at der kan gøres mere for at nyttiggøre offentlig forskning til gavn for produktiviteten i dansk erhvervsliv.
Innovation har en væsentlig betydning for produktiviteten i samfundet, men Danmark ligger i det internationale midterfelt, hvad angår innovation i erhvervslivet. Det på trods af, at der er forskning af høj kvalitet og en aktiv offentlig innovationsindsats. Et andet velkendt fænomen er, at der er forholdsvis mange iværksættere i Danmark, men for få af dem kommer i stabile vækstforløb. De store, danske virksomheder er generelt noget ældre end store virksomheder i fx USA. På denne baggrund har Kommissionen en række anbefalinger, der skal styrke innovationen i erhvervslivet. Der skal bl.a. være mere effektmåling af de mange innovationsordninger, og indsatsen bør fokuseres på færre, større ordninger. Der bør også lempes på de særlige skatteregler for iværksættervirksomheder, så de får bedre tilskyndelse til at investere og innovere i en opstarts- og udviklingsfase. Endelig bifalder kommissionen de tiltag i regi af bl.a. Vækstfonden, som der er taget for at skabe mere risikovillig kapital til iværksættere.
FTF vurdering
Afsættet for kommissionens vurdering inden for forskning og innovation er ene og alene, hvordan der skabes vækst inden for private virksomheder, bl.a. på grund af de bidrag, som kommer fra den offentligt drevne forskning og udvikling samt fra de videregående uddannelser.
Værdien af en offentlig sektor, som baserer sine ydelser på nyeste viden, er både en værdi for de private virksomheder og for hele samfundet. Derfor bør fokus ikke kun rettes mod, hvad de private virksomheder har brug for, eller vurderes ud fra nytten i en privat kontekst. Den forskning, som fx nedbringer infektioner på sygehuse, er også konkret værdiskabende for samfundet ved at forkorte sygdomsforløbet, og for de enkelte individer, som undgår sygdom og ubehag.
Kommissionens anbefalinger om innovation virker generelt fornuftige nok, men de gør næppe nogen stor forskel. Innovationssystemet og de mange ordninger er allerede under revision i kraft af innovationsstrategien fra 2012. Og med risikovillig kapital konkluderer kommissionen, at der er igangsat initiativer nok – men forslår blot, at de kan forlænges efter udløbet i 2014, hvis situationen taler for det. Kommissionen løber med andre ord åbne døre ind med mange af deres anbefalinger. 
Forslaget om at indrette erhvervsbeskatningen, så den bedre tilgodeser innovation og iværksætteri kan også være fornuftigt, forudsat at det ikke samtidig åbner op for øget skatteunddragelse fra multinationale selskaber med faldende skatteprovenu til følge.
Den største anke er, at Kommissionen overser innovationskilder som medarbejder- og brugerdreven innovation. Den grundlæggende tilgang til innovation er, at det primært er drevet af forskning, ny teknologi og overførsel af ideer fra udlandet. Disse ting er også vigtige, men der skal næsten altid dygtige medarbejdere og brugere til at omsætte ny viden til konkret innovation. Medarbejderdreven innovation slås derfor også an som et vigtigt tema i både regeringens innovationsstrategi fra 2012 og i OECD’s seneste innovationsstrategi. I FTF’s lederundersøgelse peger et stort flertal også på, at det primært er medarbejdere der igangsætter innovation. 
Kommissionen burde derfor have stillet nogle flere og mere ambitiøse anbefalinger på innovationsområdet, fx tiltag der kan styrke medarbejder- og brugerdreven innovation på private og offentlige arbejdspladser. Det kunne bl.a. være med et videncenter for innovation, styrkelse af ledere og medarbejderes innovationskompetencer, bl.a. gennem efteruddannelsestilbud, samt mere fokus på innovationsledelse.
Samarbejde mellem universiteterne og erhvervslivet
Kommissionen mener, at den mest effektive og vigtigste spredning af forskningsbaseret viden fra universiteter til erhvervsliv sker via dimittenderne. En anden vigtig kilde til videnspredning er samarbejde mellem universiteter og virksomheder om forskning og udvikling. Det forudsættes, at arbejdsdelingen mellem universiteter og virksomheder er klar på forskningsområdet, sådan at offentlig forskning (som er grundforskning eller generel anvendelsesorienteret) ikke blot fortrænger forskningsaktiviteter (konkret anvendelsesorientereret/innovativ) i private virksomheder.
Den viden, som findes på universiteterne, skal så vidt muligt stilles gratis til rådighed for omverdenen. Patentering af universiteternes opfindelser kan dog i mange tilfælde fremme videnoverførsel, bl.a. fordi patentet synliggør den nye viden.
Omsætning af universiteternes forskning til kommercielle resultater kræver tætte relationer mellem forskere og aftagere. De eksisterende rammevilkår indeholder barrierer, dels fordi der er for mange regler, der regulerer samarbejdet mellem universiteter og virksomheder, dels fordi det er svært at prisfastsætte immaterielle rettigheder.
Kommissionen anbefaler, at universiteter og erhvervsliv får et tættere samarbejde og dette måles, mens antallet af patenter, licensaftaler mv. ikke tillægges samme betydning. Det anbefales også at deregulere, når det drejer sig om universiteternes videnoverførsel, samt at der nedsættes et udvalg som ser på, hvordan man kan mindske barrierer for samarbejde.
FTF vurdering
Dimittender er en meget vigtig kilde til formidling af forskningsbaseret viden. Det gælder i forhold til både private og offentlige virksomheder. Derfor skal der være fokus på at dimittender på alle niveauer har uddannelse af høj faglig kvalitet og har kompetencer til at bringe deres viden i spil i nye sammenhænge.
Samarbejdet mellem universiteter og virksomheder er vigtigt, og FTF støtter at universiteter og andre videnmiljøer, som fx professionshøjskoler og erhvervsakademier, får bedst mulige rammer for samarbejde med private virksomheder og med hinanden. Det er væsentligt at holde fokus på, at universiteternes forpligtelse til at dele viden og forskningsresultater og til samarbejde ikke er begrænset til de private virksomheder, men i mindst lige så høj grad er nødvendig for at sikre udviklingen af offentlige virksomheder og andre uddannelses- og videninstitutioner.