Den økonomiske krise har nu varet i over fem år. Og de økonomiske prognoser har ofte vist, at nu er opsvinget på vej. Virkeligheds økonomi har bare ikke fulgt med, og stabile positive vækstrater ser ud til at lade vente på sig.
Hvad er forklaringen på, at opsvinget lader vente på sig, og hvorfor synes de tiltag i den økonomiske politik, man laver ikke at virke, som de skal? Er der noget galt med de økonomiske prognoser, når de tilsyneladende ikke kan forudsige, hvordan det går med økonomien heller ikke på kort sigt, og er der tilsvarende noget galt med de økonomiske tiltag som regeringerne rundt omkring i verden laver for at få gang i væksten.
Det var nogle af de emner, der var på dagsorden på et møde i TUAC’s økonomiske arbejdsgruppe. TUAC står for Trade Union Advisory Committee to the OECD, og FTF var repræsenteret ved mødet i arbejdsgruppen.
Generelt er der en opfattelse af, at de fleste lande i OECD-området har problemer med den nationale efterspørgsel og det private forbrug. Det har ligeledes i de fleste lande en sammenhæng med, at ledigheden er høj, og der er stor utryghed blandt befolkningerne. Kriseforløbet har nemlig mange steder været karakteriseret ved, at der forud for krisen blev lavet skattereformer med skattelettelser især til de mest velhavende, og at da den finansielle krise betød at mange lande måtte sætte store summer i at redde tilliden til den finansielle sektor, opstod der store underskud på de offentlige budgetter. Det fik den offentlige gæld til at stige og førte til, at der primært kom fokus på at nedbringe underskud og reducere gælden, især af frygt for de finansielle markeders reaktion.
Besparelserne på de offentlige udgifter skete imidlertid ikke ved at rulle skattelettelserne tilbage, men ved at skære i sociale ordninger og velfærden. Det har skabt utryghed hos borgerne, der så ikke tør øge forbruget. Til gengæld har det forbedret vilkårene for verdens rigeste, der med krisen har kunnet se både deres indkomster og formuer vokse. Med en voldsom øget ulighed som resultat. Og at de rigeste bliver rigere øger ikke efterspørgslen, men opsparingen.
Men der er ikke kun tale om manglende indenlandsk efterspørgsel. Der er også tale om, at private investeringer er gået i stå. Virksomhederne ligger ganske vist inde med store økonomiske reserver, men de investerer ikke. Det kan være begrundet i, at de ikke tror på mulighederne for afsætning, men en del af forklaringen skal findes i, at der er begrænset tillid til den finansielle sektor. Virksomhederne ophober store finansielle reserver, fordi de ikke har tillid til, om de kan få lån, hvis de får brug for det. Det er samfundsøkonomisk særdeles uhensigtsmæssigt, at virksomhederne agerer ”egen bank”, fordi det bremser investeringer og muligheden for at få gang i væksten.
Oveni forbrugernes manglende efterspørgsel og virksomhedernes manglende investeringer kommer så, at regeringerne fører en finanspolitik karakteriseret ved austerity – nedskæringer og/eller skattestigninger. Alt sammen noget, der hæmmer væksten.
Til gengæld er renten og inflationen lav i en række lande, men uden det afspejler sig i investeringer og vækst og OECD’s cheføkonom vurderede, at der er risiko for at EU glider i en tilstand af lang tids lav vækst, som det kendes fra Japan, der siden starten af 1990’erne har haft lav rente og inflation og meget begrænset vækst.
De økonomiske prognoser har imidlertid svært ved at fange de problemer, der hæmmer væksten og har i de seneste år ramt en del ved siden, og vækstforudsigelserne har regelmæssigt måttet nedjusteres. Det gælder også OECD’s. Derfor har de igangsat forskellige projekter for at belyse, hvad der er galt i prognoserne, herunder et stort program NAEC – New Approaches to Economic Challenges.

  • NAEC-programmet består af en lang række delprojekter, men grupperet indenfor tre områder:  Refleksioner om krisen og hvad vi har lært samt en scanning efter nye økonomiske værktøjer og tilgange
  • Analyse af effekten af sammenhængen mellem politikker og livsvilkår, herunder sammenhængen mellem vækst, ulighed, miljø og økonomisk stabilitet
  • Forbedringer af institutioner og styring (governance)

FTF vurdering
FTF er enige i de indspark som TUAC giver til OECD om, at det skal være skabelsen af jobs, der skal være i centrum af den økonomiske politik. Der er behov for, at der specielt i EU-området sættes gang i en koordineret vækstpolitik, for at trække beskæftigelse og vækst i gang.
FTF ser ligeledes frem til resultaterne af OECD’s studier i NAEC-programmet, for der synes at være et behov for, at klassiske økonomiske tiltag kommer under lup og der søges efter nye værktøjer til at styre økonomien. Vel at mærke værktøjer, hvis effekt ikke er at forringe vilkårene for befolkningerne og forbedre vilkårene for de rigeste. Den kraftigt øgede ulighed som økonomiske tiltag mod krisen har ført med sig i en række OECD-lande især USA, har jo helt tydeligt ikke virket – flere penge til rigeste fremmer ikke væksten.