Med inspiration fra Marshallplanen, som gav Europa et økonomisk løft efter 2. verdenskrig, kommer Europæisk fagbevægelse, ETUC, senere på måneden med en ambitiøs investeringsplan for EU.
Men allerede nu kan FTF afsløre en del af planens indhold. To procent af BNP skal hvert år i de næste 10 år gå til offentlige investeringer. Det skal skaffe cirka 5,8 millioner nye job i løbet af de næste fem år og dermed fjerne hver femte arbejdsløse europæer fra arbejdsløshedskøen.
FTF’s formand, Bente Sorgenfrey, har meget aktivt støttet tankerne om en ambitiøs investeringsplan. Hun sidder i såvel ETUC’s hovedbestyrelse som forretningsudvalg.
”Det er på høje tid, at vi introducerer en investeringsplan, der understøtter en bæredygtig vækst og giver en masse jobs. Det er ingen trylledrik, men derfor kan vi jo godt hjælpe markedskræfterne på vej. Det har før i Europas historie ladet sig gøre at komme med ambitiøse økonomiske planer, der virkede”, siger formand for FTF, Bente Sorgenfrey.
Flere offentlige investeringer
Igennem længere tid har den europæiske fagbevægelse drøftet, hvad der skal til for at give Europæisk økonomi et boost, der kan mærkes i hele Europa, og ikke mindst i Sydeuropa hvor 50 procent af de unge er arbejdsløse. En række detaljer faldt på plads på et ekstraordinært møde i går i ETUC, den europæiske fagbevægelses hovedorganisation.
I løbet af november måned forventes den samlede plan at blive lanceret i offentligheden. Men allerede nu kan FTF løfte sløret for en del af planerne. To procent af BNP skal hvert år i de næste 10 år gå til offentlige investeringer, hvilket skal skaffe cirka 5,8 millioner nye job i løbet af de næste fem år.
ETUC mener, at den hidtidige økonomiske kurs er for skrap, og at det går alt for langsomt med at skabe jobs. En række europæiske lande er på vej i økonomisk kaos, der også kan udvikle sig til en demokratisk krise. Derfor er det nødvendigt, at der sker en markant vending for vækst og beskæftigelsen i Europa. Værktøjet er en ambitiøs investeringsplan, som forventes offentliggjort i sin helhed senere i november.