Hvis man mister sit job, bliver man i dag indrulleret i et system, som stadig har facon efter de rammer, som op gennem nullerne blev sat af daværende beskæftigelsesminister, Claus Hjort Frederiksen.
Hans politik er blevet berygtet for sin kortsigtethed: De ledige skulle vendes i døren til jobcenteret og ud af offentlig forsørgelse hurtigere, end nogen kunne nå at stave til LEDIG. ’Flere i arbejde’ lød mottoet, og midlet var at sende ledige på fælles kurser og masseaktivering eller i nærmest ledige job, uanset, hvor godt jobbet lige matchede deres kvalifikationer og virksomhedens behov.
Svaghederne i det firkantede system er efterhånden blevet mere og mere åbenlyse, og der er blevet gjort op med fx de berømte pipfugle- og spaghettitårns-kurser. Men grundlæggende bliver ledige stadig mødt af et system, der ikke er i stand til at matche deres og virksomhedernes behov med hinanden. Det mener de to hovedorganisationer LO og FTF, der nu lancerer deres bud på en reform af beskæftigelsessystemet.

Bedre service til virksomhederne
Det gamle system har udspillet sin rolle, mener de to organisationer. De nuværende standardiserede bunke-indsatser i form af fælles kurser eller holdaktivering skal erstattes af indsatser, der er individuelt tilpassede – ikke bare til den enkelte ledige, men også til den enkelte virksomheds behov.
Virksomhederne skal simpelthen have bedre service, mener LO og FTF. Beskæftigelsessystemet skal lære virksomhederne langt bedre at kende. Jobcentre og a-kasser skal helt konkret besøge virksomhederne, ringe til dem, holde jævnlig kontakt, have deres e-mails og telefonnumre.
Ministeriets Carsten Koch-udvalg, der i november kommer sit bud på en reform af beskæftigelsespolitikken, arbejder i samme spor og er meget optaget af, at jobcentrene skal lære virksomhederne bedre at kende.

”Bedre service til virksomhederne betyder i sidste ende også bedre service til de ledige i form af mere varige job. Det skal være slut med at sende folk i job bare for at afprøve deres rådighed. Det er en meget kortsigtet løsning for virksomhederne, der let risikerer at få en medarbejder, der hverken er kvalificeret eller motiveret til jobbet. Det er ikke god service”, siger formand for FTF, Bente Sorgenfrey.
Opkvalificering skal rettes mod varige job
Centralt i fagbevægelsens udspil er, at de ledige skal opkvalificeres med relevante kompetencer, så de opfylder virksomhedernes behov.
I 2012 brugte staten knap seks mia. kr. om året på at opkvalificere og vejlede ledige. LO og FTF lægger ikke op til en dyrere indsats – men pengene skal i stedet bruges langt mere målrettet. I dag bruges kun 20 procent af de seks mia. kr. til egentligt ordinær uddannelse, mens en del af pengene går til fx de kurser i jobafklaring og jobsøgning, som jobcentrene i stort omfang køber hos anden-aktør firmaer.
”Vi skal målrette pengene til, at ufaglærte ledige som hovedregel har ret til et kvalifikationsløft med uddannelsestilbud, som løfter fra ufaglært til faglært niveau. På den måde reducerer vi antallet af personer, som statistisk set er i størst risiko for langtidsledighed. Tilsvarende skal der for øvrige ledige være uddannelsesmuligheder for at kunne videreuddanne sig med et jobperspektiv eller til at kunne skifte spor, hvis de arbejder i en branche med dårlige beskæftigelsesmuligheder. Det er simpelthen en samfundsøkonomisk nødvendighed”, siger Harald Børsting.
A-kasserne skal stå for kontakten
En måde at finde det rette match mellem uddannelse af den enkelte ledige og behovet hos virksomhederne, er den kvalificerede samtale med den ledige i centrum, mener LO og FTF.
A-kasserne skal fremover stå for al kontakt til de forsikrede ledige det første halvår, i stedet for Jobcentrene. På den måde møder dagpengemodtagere deres egen a-kasse, som kender deres specifikke arbejdsmarked og de behov, der er for relevant opkvalificering.
”Vi har en helt klar erfaring for, at a-kasserne er bedre til at vejlede medlemmerne om relevant efteruddannelse og formidle job end jobcentrene, fordi a-kasserne kender de relevante arbejdspladser og har de uformelle netværk. Derfor er det naturligvis a-kasserne, der skal have den opgave”, siger Harald Børsting.
Slut med pølsefabrikken
Bente Sorgenfrey supplerer:
”Vi skal uddanne, når der står en offentlig eller privat arbejdsgiver i den anden ende med et behov for kvalificeret arbejdskraft. Det må arbejdsgiverne jo også om nogle være interesserede i. Man har hidtil ikke gjort sig den ulejlighed at spørge arbejdsgiverne, hvad de egentlig gerne vil have”.
”Vi skal se på det enkelte menneske i stedet for at yde en indsats over for en masse, der bare skal igennem en pølsefabrik af standardiserede tilbud. Vi kender alle sammen en ledig. Vi ved, at ledige har vidt forskellige behov for hjælp til at komme i job. Alligevel har vi i Danmark et meget firkantet system, som masseaktiverer de ledige”, siger Bente Sorgenfrey.
Få matchet arbejdsmarkedets behov
Fagbevægelsen mener også, at det er tvingende nødvendigt at koordinere beskæftigelsesindsatsen på nationalt plan. Når nye gigantiske entreprenørprojekter som fx Femernbro, letbaner og supersygehuse begynder at efterspørge arbejdskraft med særlige kompetencer, vil det enkelte jobcenter slet ikke kunne følge med, vurderer de to organisationer. Københavns Metro er fx et skræmmeeksempel på dansk jobformidling, der ikke kan følge med: Her arbejder et større hold portugisere hver dag under jorden.
Ministeriets eget ekspertudvalg med entreprenører og fagbevægelse (Leo Larsen-udvalget) har netop også peget på, at kommende store entreprenørprojekter til i alt 200 mia. kr. vil kræve 87.000 mandeår, og det behov kan kun indfries ved en samlet jobindsats over et stort geografisk område. En Femernbro vil således have behov for at få arbejdskraft fra hele Sjælland og hovedstadsområdet – en region som i dag rummer 43 forskellige jobcentre.