FTF har modtaget styrelsens høring af 1. juli 2013 og har følgende bemærkninger:
Det er positivt, at der med lovforslaget lægges op til en reform af pædagoguddannelsen, der tager afsæt i det pædagogiske arbejdes centrale velfærds- og socialpolitiske rolle. FTF kan tilslutte sig de indledende formuleringer om reformens overordnede mål om, at den pædagogiske indsats skal understøtte målet om øget social mobilitet og en styrket forebyggende og udviklende indsats. Det kan bl.a. ske ved tidlig opsporing af børn, der har behov for en specialpædagogisk indsats, iværksættelse af initiativer, der styrker integration og udvikling af forskellige former for læringsmiljøer, der understøtter barnet og den unges kompetence- og udviklingsbehov.
Den gennemførte evaluering af pædagoguddannelsen har ligeledes peget på behovet for ændringer i den nuværende uddannelse bl.a. for at hæve kvaliteten i praktikken og styrke pædagogens handlekompetence.
FTF er enig i at reformen særligt skal sigte på at styrke pædagoguddannelsen på fire områder dvs. sikre højere faglighed og kvalitet, forbedre handlekompetencer og bedre sammenhæng til praksis, øget specialisering med mere arbejdsmarkedsrelevans og styrkede tværprofessionelle kompetencer.
FTF er stærkt bekymret for om de foreslåede principper for ændringerne i pædagoguddannelsen faktisk vil understøtte den overordnede målsætning og de fire indsatsområder.
For det første vil en specialisering, der påbegyndes allerede efter første år af den 3½ årige uddannelse gøre det meget vanskeligt at opnå de grundlæggende kompetencer og kvalifikationer, der skal være de bærende i uddannelsen. Toninger og specialiseringer er helt nødvendige og vigtige for at give de studerende valgmuligheder og for at matche behovet indenfor de forskellige beskæftigelsesområder på det pædagogiske område, men der er ikke efter FTF opfattelse fundet den rigtige balance mellem grundlæggende fælles kompetencer og kvalifikationer i forhold til behovet for specialisering.
En stærk og tidlig specialisering rejser også spørgsmålet om dimensionering og en mulig adgangsbegrænsning til de enkelte retninger, og her i særlig grad specialiseringen mod udsatte børn og voksne, som mange studerende traditionelt søger. Den valgte form for specialisering vil kunne medfører en overproduktion af uddannede indenfor specialisering nr. 3. 
Omvendt vil en senere specialisering i uddannelsens forløb samtidig med en ændring af specialpædagogikkens placering jf. nedenstående forslag, kunne give bedre mulighed for en mere balanceret søgning til de tre retninger og dermed bedre mulighed for at professionshøjskolerne kan foretage en dimensionering, der matcher praktikpladser og behovet på arbejdsmarkedet. 
Konsekvensen af en stærk og tidlig specialisering er yderligere at de færdiguddannede pædagoger bliver mindre mobile på arbejdsmarkedet. Det skal fortsat være et vigtigt mål med pædagoguddannelsen, at den færdiguddannede kan arbejde med børn, unge og voksne inden for såvel almen- som specialområdet. Mobiliteten og fleksibiliteten på det pædagogiske arbejdsmarked må ikke svækkes af en meget tidlig specialisering.
Den meget tidligere specialisering savner også en egentlig begrundelse – ikke mindst set i forhold til de øvrige professionsbacheloruddannelser. Her er der også indenfor de sidste år givet bedre mulighed for toninger og specialiseringer, men typisk efter en model med en to til tre årig fælles uddannelse efterfulgt af toninger eller specialiseringer på ½ til 1½ år, alt afhængig af behovet.
FTF foreslår:
For at opnå en bedre balance mellem grunduddannelse og specialiseringer i den kommende pædagoguddannelse foreslås, at uddannelsen i lighed med øvrige professionsbacheloruddannelser struktureres efter en fælles del med en varighed på to år og en specialiseringsdel på 1½ år. Alternativt kan en ”minimumsløsning” være at udvide fællesdelen med én af de to 30 ECTS praktikker.  FTF kan i forlængelse heraf ikke støtte muligheden for en yderligere reduktion af fællesdelen ved at skabe mulighed for at flytte 10 ECTS fra grundfag til specialiseringsdelen.
For det andet er den foreslåede indholdsmæssige specialisering efter FTF’s opfattelse direkte i modstrid med et af de helt centrale velfærds- og socialpolitiske mål, nemlig tidlig opsporing af udsatte børn. En tredeling af specialiseringen, der placere det specialpædagogiske område i retningen ”Social- og specialpædagogik” målrettet børn, unge og voksne går imod den positive udvikling, der har fundet sted indenfor de sidste år, hvor specialpædagogikken i stigende grad er blevet integreret i normalområdet. Det specialpædagogiske felt skal indgå i alle tre specialiseringer men vægtes i de to første, der har fokus på børn og unge indenfor vuggestue-børnehave- og skole/fritidsområdet bl.a. for at understøtte målet om en tidlig specialpædagogisk indsats overfor børn i en særlig vanskelig social situation.
FTF foreslår:
Den foreslåede specialisering C ændres til ”Voksen- og socialpædagogik”. Specialpædagogik skal indgår i alle tre specialiseringer og som konsekvens heraf lægges temaet om ”Børn og unge med særlige behov” ind som et obligatorisk kompetencemål, der går på tværs af alle tre specialiseringer.
For det tredje er det ikke klart, hvordan kvaliteten i praktikken løftes med den foreslåede reform. Det er en væsentlig del af evalueringen af pædagoguddannelsen, at der peges på behovet for at forbedre sammenhængen mellem teori og praksis i uddannelsen samt for at sikre kvaliteten i selve praktikforløbet. Evalueringen peger bl.a. på behovet for flere uddannede praktikvejledere.
Den foreslåede observationspraktik og centrale krav til studiedage/indkaldelsesdage under praktikken er positive tiltag, men udgør en meget beskeden ændring. Den lønnede praktik vil fortsat udgøre den altovervejende del af praktikkerne i uddannelsen – i øvrigt som den eneste uddannelse på professionsbachelorområdet. For at styrke læringsmålet i praktikken bør der foretages en gradvis omlægning til SU praktik.
De to store praktikperioder foreslås begge placeret i specialiseringsdelen, hvilket yderligere vil understrege og skærpe den meget tidlige specialisering med de konsekvenser der før er nævnt. Hvis fællesdelen i uddannelsen udvides med den ene af de to 30 ECTS praktikker vil man kunne opnå, dels at den studerende opnår en bredere indsigt i det pædagogiske arbejdsfelt end det er muligt med den korte prøvepraktik, dels at styrke den studerednes grundlag for at foretage valg af specialisering.
En 30 ECTS praktik i fællesdelen vil samtidig kunne lette opgaven at tilvejebringe tilstrækkelige praktikpladser. Hvis de to store praktikperioden skal placeres indenfor specialiseringerne vil det blive særdeles vanskeligt at skaffe det tilstrækkelige antal praktikpladser i specialisering 3 på det specialpædagogiske område, hvor det allerede i dag er en væsentlig udfordring.
FTF foreslår:
For at styrke kvaliteten i uddannelsens praktik foreslås i forlængelse af evalueringen af pædagoguddannelsen, at der indføres en pligt til uddannelse af det tilstrækkelige antal praktikvejledere. Det foreslås endvidere at den ene af de to 30 ECTS praktikker flyttes til fællesdelen.
For det fjerde er det positivt, at der indgår et mål om at styrke mulighederne for tværprofessionelle elementer i uddannelsen. Flere fagprofessionelle grupper skal spille sammen for at opnå de bedste sociale og faglige løsninger hos børn og unge. Pædagogen skal samarbejde med læreren i folkeskolen, socialrådgiveren i kommunen eller sygeplejersken i primærsektoren. Samlæsning eller konkret samarbejde fx i et projektforløb kan være helt afgørende for at styrke pædagogens og de øvrige fagprofessionelle gruppers evne til samarbejde i deres kommende arbejdsfelt.
Det er imidlertid ikke særligt tydeligt i udkastet til lovbemærkninger hvordan det tværprofessionelle samarbejde under uddannelsen skal styrkes. Modulopbygningen af uddannelsen vil give bedre muligheder herfor bl.a. i form af samlæsning, men det er samtidig vigtig at åbne for muligheder for et praktisk og konkret samarbejde.
Det tværfaglige samarbejde i uddannelserne har en række specifikke udfordringer, som indtil nu er søgt løst med forskellige tilgange og metoder. I det kommende udviklingsarbejde er det vigtig at inddrage de hidtidige erfaringer med og redskaber til at understøtte den tværfaglige sammenhæng.
FTF foreslår:
I det kommende udviklingsarbejde vil det være væsentlig at inddrage erfaringer fra andre professionsbacheloruddannelser, hvor der er opnået positive erfaringer med praktisk og konkret tværfagligt samarbejde under uddannelsen.
For det femte havde FTF gerne set at reformen af pædagoguddannelsen også havde omfattet elementer, der kan styrke uddannelsens videngrundlag. Der udvikles løbende ny viden i den pædagogiske praksis og i udviklings- og forskningsprojekter. Det sker bl.a. i regi af professionshøjskolernes forsknings- og udviklingsaktiviteter og i samarbejdet med relevante forskningsmiljøer på universiteterne. Det er imidlertid fortsat en udfordring at sikre, dels at indholdet af udviklings- og forskningsarbejdet er relevant for den pædagogiske praksis, dels at den nye viden faktisk indgår i pædagoguddannelsens videngrundlag og den pædagogiske praksis.
FTF foreslår:  
At der som led i det kommende udviklingsarbejde på pædagoguddannelsen sættes fokus på at sikre en løbende fornyelse af uddannelsens videngrundlag.
For det sjette er det en vigtig nyskabelse at uddannelsen skal tilrettelægges med kompetencemål og modulopbygges. Det konkrete udviklingsarbejde skal gennemføres som opfølgning på lovgivningen og bl.a. ligge til grund for udformningen af bekendtgørelsen. Der skal inddrages faglige eksperter i udviklingsarbejdet.
FTF foreslår:
Det bør fremgår af lovbemærkningerne at uddannelsens forskellige interessenter, herunder de faglige organisationer skal inddrages i det kommende udviklingsarbejde.