Altinget.dk har de seneste uger givet plads for en debat om den nye masteruddannelse i ledelse af offentlig velfærd, som tre danske professionshøjskoler udbyder i samarbejde med Universitetet i Agder, Norge.

Masteruddannelsen præsenteres bl.a. sådan her på professionshøjskolen UCC’s hjemmeside: ”Efter endt uddannelse kan du kalde dig master i ledelse af offentlig velfærd med speciale i din professionsretning, fx skoleledelse, sundhedsledelse eller administrativ ledelse. I hele forløbet har du fokus på dit eget ledelsesfelt og de problemstillinger, der udspringer heraf.”
Ifølge beskrivelsen er vi her tæt på den professionsmasteruddannelse, som har været under overvejelse i Uddannelsesministeriet siden 2011. EVA har kortlagt behovet i en stor interessentanalyse i efteråret 2011, men siden da har Morten Østergaards redegørelse om et mere sammenhængende videregående uddannelsessystem tilsyneladende taget den politiske opmærksomhed væk fra lige netop professionsmasteruddannelserne – de har i hvert fald ikke været på dagsordenen, før Altingets artikelserie om masteruddannelsen i ledelse af offentlig velfærd.
Det er en skam. For der er et stort behov for, at dygtige professionsuddannede lærere, sygeplejersker, pædagoger og mange flere har de rigtige muligheder for at videreuddanne sig. Ikke for at de skal uddanne sig ud af deres fag, men for at uddanne sig til eksperter inden for deres fag. Men det er ikke altid, de reelt har denne valgmulighed.
I Danmark har universiteterne monopol på at udbyde masteruddannelser. Den udfordring løfter de danske universiteter måske ikke godt nok, siden danske professionshøjskoler har indledt et samarbejde med et norsk universitet i stedet for.
Og universiteternes aktivitet på efter- og videreuddannelsesområdet heller ikke imponerende: Eksempelvis er antallet af færdiguddannede på Københavns Universitets master- og diplomuddannelser er nærmest halveret fra 2007, hvor 239 personer afsluttede en master- eller diplomuddannelse, og til 2012, hvor 126 afsluttede en sådan uddannelse (Kilde: Danske Universiteters statistikberedskab).
For hele sektoren ser tallene bedre ud. I alt havde universiteterne 3432 færdiguddannede fra master- og diplomuddannelserne i 2012. Til sammenligning er den samlede aktivitet på akademi- og diplomuddannelserne på i alt 12.841 i 2012 (Kilde: REP’s årsberetning for 2012, opgjort i antal årselever).
Måske er der også problemer med kvaliteten på universiteternes masteruddannelser. ACE har i juni 2012 påpeget, at der er en relativt høj andel af masteruddannelser som akkrediteres betinget positive. De kritiske punkter i forbindelse med akkrediteringen er primært uddannelsernes niveau (fordi de er mere praksisrettede end akademiske) og kvalitetssikringen af uddannelserne (fordi masteruddannelser ikke eller ikke i tilstrækkeligt omfang er integreret i universitetets kvalitetssikringssystem for uddannelse).
Vi står altså her med en uddannelsesform, som er rigtig vigtig for de mange professionsuddannede i FTF-gruppen. Mennesker som kan og vil noget inden for deres fag, men som måske ikke har de rigtige muligheder for at udvikle sig fagligt inden for efter- og videreuddannelsessystemet. Og vi har en universitetssektor, som tilsyneladende ikke lægger meget stor vægt på efter- og videreuddannelsesområdet, i hvert fald omsættes interessen kun i begrænset omfang til aktivitet.
Så der er god brug for den analyse af masteruddannelserne, som Morten Østergaard har varslet i sammenhængsredegørelsen. Vi har ventet længe på en afklaring om professionsmasteruddannelserne, og i FTF er vi nu optaget af, at master-analysen bliver gennemført hurtigt, grundigt og med det formål for øje, at de fagprofessionelle og deres institutioner får stillet de videreuddannelser til rådighed, som de har brug for. Uddannelser på højt niveau, med tæt relation til praksis og med sikkerhed for kvalitet.
Det siger sig selv, at vi meget gerne bidrager til arbejdet og forventer at vores ekspertise bliver inddraget.