Det er uklogt, når regeringen og Kommunernes Landsforening ikke vil forhandle rigtigt med lærerne og i stedet går direkte efter konflikt og lockout. Det er faktisk en rigtig dårlig taktik, som risikerer at skade den danske model, hvor arbejdsgivere og fagbevægelse forhandler sig til en løsning.
Sådan lød budskabet fra den opstillede scene, da der onsdag eftermiddag blev demonstreret på Christiansborg Slotsplads i København.
Det var blandt andre Danmarks Lærerforening, der havde annonceret demonstrationen i anledningen af de fastlåste overenskomstforhandlinger og regeringens indblanding i forløbet.

Lærerforeningens formand Anders Bondo Christensen var den første taler til de mange tusinde fremmødte, der blæste på kulde og sne. Lærerformanden advarede om, at regeringen går efter at ændre lærernes arbejdstid for enhver pris. Og lærerne er kun de første.
"Vi vil slås for ordentlige forhold. Vi ved, at det er andres tur, hvis det lykkes regeringen," lød det fra Anders Bondo Christensen.
"Regeringen spiller hasard med hele den offentlige sektor. De aner ikke, hvad engagement og begejstring betyder og tror, at ledelse er som i gamle dage," tilføjede han.
Forstår ikke arbejdsgivernes opførsel
Lærerforeningen blev bakket op af blandt andre Handelsskolernes Lærerforenings formand Søren Hoppe Christensen, der også undrede sig over regeringens måde at forhandle på.
"Under dække af smukke ord om mere kvalitet i vores uddannelser og mere tid sammen mellem lærere og elever kalkulerer politikerne med, at lærerne selv skal betale den fest. Det skal vi gøre med ringere overenskomster og aftaler, længe før de egentlig er indgået," sagde Søren Hoppe Christensen.
Han pegede også på, at lærerne er de første i rækken.
"Finansminister Bjarne Corydons parole er tilsyneladende, i dag snupper vi lærerne. Næste gang nakker vi nogle af de andre offentligt ansatte," fortsatte Søren Hoppe Christensen.
Musikalsk opvarmning på råkold onsdag
Inden talerne havde popgruppen Outlandish varmet op, mens Christiansborg Slotsplads blev fyldt med demonstranter og sne. De mange tusinde havde bannere med slagord som "Lærerne er de første, hvem bliver de næste", "Forberedelse fremmer forståelsen" og billeder af finansminister Bjarne Corydon og KL’s topforhandler Michael Ziegler ledsaget af ordene "Efterlyst for mordforsøg på den danske model".
Netop den danske model var også et det centrale tema i eftermiddagens tredje taler Bente Sorgenfreys budskab.
"Det er urimeligt, at regeringen og KL blander tingene sammen på den måde. De er ved at ødelægge den danske model. Den skal altså helst holde til vores børn og børnebørn også. Det kan ikke nytte noget. Vi ønsker reelle forhandlinger," sagde Bente Sorgenfrey, formand for hovedorganisationen FTF, der taler på vegne af 450.000 privat og offentligt ansatte.
Der blev holdt demonstrationer i Rønne, Aarhus, Odense og Aalborg samtidig med onsdagens i København.

En lang række forbund støttede demonstrationerne, og i København var den sidste taler fra Gymnasieskolernes Lærerforening.
Næstformanden for foreningen Annette Nordstrøm Hansen undrede sig over regeringens måde at forhandle på. Det var især finansminister Bjarne Corydons optræden, der fik flest ord med på vejen.
"Hans damptromletilgang har intet med den danske model at gøre. Det har nærmet sig en hetz mod lærerene, og mulighederne ved forhandlingerne har nærmest været ikke-eksisterende. Derfor er der brug for sammenhold i fagbevægelsen," sagde Annette Nordstrøm Hansen, inden bandet Turboweekend rundede eftermiddagen af.
Fredag mødes Danmarks Lærerforening og KL i Forligsinstitutionen i et nyt forsøg på at enes om nye overenskomster.