Indledning
Lovforslaget om institutionsakkreditering (L 137) blev fremsat i Folketinget den 6.2.2013 og har første behandling den 22.2.2013. Det bygger på et bredt politisk forlig mellem regeringen og alle Folketingets øvrige partier, og det er derfor forventningen at Folketingets behandling af lovforslaget ikke vil medføre væsentlige ændringer. Loven skal træde i kraft den 1.7.2013.
Lovforslaget om institutionsakkreditering følges af et særskilt lovforslag (L 138) med konsekvensændringer i bl.a. universitetsloven og lov om akademi- og professionsbacheloruddannelser. Da der alene er tale om konsekvensændringer omtales dette lovforslag ikke nærmere i dette notat.
Lovforslagets overordnede principper og rammer for fastlæggelse af kriterier for institutionsakkreditering og prækvalificering omtales i særskilt FTF notat (se bilag 2).
Lovens område
Lovforslaget om institutionsakkreditering (herefter kaldet ’loven’) omfatter alle videregående uddannelser under Morten Østergaards ministerium samt de maritime uddannelser og Kulturministeriets uddannelser. Andre ministeriers uddannelser kan indgå efter særskilt beslutning. Loven omfatter ikke privatfinansierede uddannelser.
Fra uddannelsesakkreditering til institutionsakkreditering
Med loven oprettes et fælles akkrediteringssystem for bl.a. akademier, professionshøjskoler og universiteter, hvor princippet om institutionsakkreditering er det bærende. Institutionsakkreditering indebærer en ekstern kvalitetsvurdering af uddannelsesinstitutionens eget kvalitetsarbejde med uddannelsernes kvalitet og relevans.
Med institutionsakkreditering forlades det nuværende hovedprincip om uddannelsesakkreditering, der indebærer at hver enkelt uddannelse akkrediteres. Muligheden for uddannelsesakkreditering fastholdes dog. Det skyldes at uddannelsesakkreditering og akkreditering af nye udbud skal anvendes, hvis en institution ved akkrediteringen kun opnår en betinget positiv vurdering eller afslag på akkreditering. Det er ligeledes muligt at udtage enkeltuddannelser til akkreditering, hvis der kan konstateres særlige problemer (se herom senere).
Rådet og Akkrediteringsinstitutionen
Det er Akkrediteringsrådet, der træffer afgørelse om akkreditering. Det sker på grundlag af en akkrediteringsrapport, der er udarbejdet af Danmarks Akkrediteringsinstitution.
Danmarks Akkrediteringsinstitution er ansvarlig for akkrediteringsopgaverne såvel i forhold til institutionsakkreditering som uddannelsesakkreditering og uddannelsesudbud. Institutionen skal i øvrigt løbende opsamle viden om anvendelse af institutionsakkreditering. EVA har ikke længere akkrediteringsopgaver, men skal fortsat gennemføre tværgående analyser af kvaliteten f.eks. om uddannelsernes videngrundlag.
Akkrediteringsrådet kan dog vælge at anvende en anden akkrediteringsoperatør end Danmarks Akkrediteringsinstitution. Operatøren skal altid være anerkendt og optaget i det europæiske register for kvalitetssikringsorganer (EQAR).
Rådet består af en formand og 8 medlemmer. Formand og 6 medlemmer udpeges af ministeren medens 2 repræsentanter indstilles af de studerende. Ministeren skal for ud for udpegning rådfører sig med relevante organisationer, herunder interesseorganisationerne, der kan indstille forslag til kandidater.
Rådets medlemmer skal tilsammen have viden og erfaring indenfor kvalitetssikring, videregående uddannelse, forskning, udviklingsbasering og arbejdsmarkedsforhold for dimittender. Mindst ét medlem skal have international erfaring med akkreditering. Rådet skal videnmæssigt have indsigt i alle de uddannelsesområder loven dækker. Et medlem må ikke repræsentere særlige interesser.
Offentlighed
Akkrediteringsrådet skal offentliggøre alle akkrediteringsrapporter og en oversigt over alle akkrediteringsansøgninger og resultatet heraf. Der udarbejdes endvidere en årsberetning, der omhandler såvel institutionens som Rådets arbejde og afgørelser.
Institutionsakkrediteringen
Alle uddannelsesinstitutioner, der er omfattet af loven skal indenfor 6 år fra lovens vedtagelse gennemgå en institutionsakkreditering. Det er institutionen selv, der anmoder akkrediteringsinstitutionen om at få foretaget en akkreditering. Ministeren skal godkende den af Akkrediteringsrådet udarbejdede plan for institutionsakkrediteringer, der udarbejdes på baggrund af institutionernes ansøgninger.
En institutionsakkreditering skal foretages for hele institutionen under ét, men kan i særlige tilfælde foretages for dele af institutionen fx hvis et uddannelsesområde har særlige udfordringer og karakteristika.
Akkrediteringen foretages af et akkrediteringspanel på mindst tre faglige eksperter, der tilsammen skal have erfaring med den videregående uddannelsessektor generelt og med international kvalitetssikring af uddannelsesinstitutioner. Panelet skal også have kompetence i forhold til at sikre uddannelsers relevans. Antallet af eksperter i panelet vil afhænge af uddannelsesinstitutionens størrelse og antallet af fagområder, som institutionen dækker.
Institutionsakkrediteringen skal som led i den samlede vurdering foretage en undersøgelse og vurdering af om institutionens kvalitetssikringssystem i praksis leverer kvalitet og relevans på uddannelsesniveauet og uddannelsesudbudsniveauet.
Som led i den samlede vurdering af kvalitetssikringssystemet vurderes bl.a. sikringen af uddannelsernes og udbuddenes relevans, videngrundlag, pædagogiske kvalitet og faglige niveau.
Akkrediteringen skal foretages på grundlag af centralt fastsatte kriterier. Om lovgivningen og fastsættelse af kriterierne henvises til særskilt FTF notat.[1]
Ministeren skal som opfølgning på lovgivningen fastsættenærmere regler om proceduren for institutionsakkreditering.
Akkrediteringsafgørelser
Akkrediteringsrådet træffer på grundlag af akkrediteringsrapporten afgørelse, der kan være positiv, betinget positiv eller afslag på institutionsakkreditering.
Opnår en uddannelsesinstitution en positiv akkreditering opnås ret til at oprette nye uddannelser og udbud når disse er prækvalificeret og godkendt centralt. En positiv akkreditering gælder i 6 år.
Uddannelsesinstitutionen kan frit foretage justeringer i eksisterende uddannelser. Sådanne justeringer må ikke medføre at der reelt er tale om en ny uddannelse.[2]
En positiv akkreditering opnås når en institution har et samlet kvalitetssikringssystem, der sikre kvalitet og relevans i alle uddannelser og udbud. Kvalitetssikringssystemet skal være velbeskrevet, velargumenteret og velfungerende i praksis. Der kan dog være konstateret få klart afgrænsede kvalitetsproblemstillinger.
Opnår en uddannelsesinstitution en betinget positiv akkreditering er konsekvensen at alle nye uddannelser og udbud skal uddannelsesakkrediteres før de kan oprettes. En betinget akkreditering kan højst vare 2 år.
Uddannelsesinstitutionen kan frit justere i eksisterende uddannelser
En betinget positiv akkreditering opnås hvis hovedparten af kvalitetssikringssystemet er velbeskrevet, velargumenteret og fungere rimeligt i praksis, men at der er mindre velfungerende områder, som kræver opfølgning. Det skal fremgå hvilke kriterier institutionen ikke opfylder, og det er en forudsætning at Akkrediteringsrådet vurdere det muligt for institutionen indenfor en kortere periode fx et til to år kan løse problemstillinger. Ved genvurderingen vil institutionen kun have to muligheder – enten positiv eller afslag. Der kan ikke gives to betingede vurderinger i træk.
Opnår en uddannelsesinstitution afslag på institutionsakkreditering indebærer det at institutionen ikke kan oprette nye uddannelser eller udbud og at eksisterende uddannelser skal uddannelsesakkrediteres efter en turnusplan. Det aftales specifikt hvornår der kan foretages ny institutionsakkreditering, der skal omfatte hele institutionen.
Der skal være tale om flere væsentlige mangler i kvalitetssikringssystemets opbygning og funktion i praksis. Manglerne skal angives konkret, og der skal indgås en opfølgningsplan.
Prækvalificering af nye uddannelser og nye udbud
Alle nye uddannelser og nye udbud skal prækvalificeres.
Loven definere ”en ny uddannelse” således:
”Ved en ny uddannelse forstås….en uddannelse, som er udformet i henhold til gældende lovgivning, og som i sit mål for læringsudbytte, erhvervssigte og indhold i øvrigt adskiller sig væsentligt fra eksisterende uddannelser i et omfang, der vurderes at berettige oprettelse af en ny uddannelse frem for tilpasning af eksisterende uddannelser og uddannelsesudbud”.[3]
Loven definere ”et nyt udbud” således:
”Ved et nyt uddannelsesudbud forstås både et nyt udbud af en uddannelse, som den ansøgende uddannelsesinstitution ikke allerede er godkendt til at udbyde og udbud, der er oprettes ved dublering eller flytning af allerede godkendte udbud”.[4]
En prækvalificering er en vurdering af om den nye uddannelse eller det nye udbud er samfundsøkonomisk og uddannelsespolitisk hensigtsmæssigt og opfylder lovgivningens krav.
Prækvalificering af nye uddannelser og nye udbud foretages centralt af ministeren på grundlag af centralt fastsatte kriterier[5]. Ministeren fastsætter endvidere procedure for ansøgning samt krav til dokumentation mm.
Hvis prækvalifikationen er positiv skal der samtidig ske godkendelse af uddannelsen eller udbuddet. Der vil derfor samtidig med proceduren for prækvalifikation blive foretaget en taxameterindplacering, fastsat evt. specifikke adgangskrav mm.
Alle ansøgninger og afgørelser om prækvalifikation skal offentliggøres på ministeriets hjemmeside. Ministeren skal endvidere en gang årligt udarbejde en rapport med resultater og erfaringer med prækvalifikation, herunder indholdet af rådgivningen fra ministerens rådgivende udvalg.
Prækvalifikation og rådgivende udvalg
Der nedsættes et rådgivende udvalg, der ved prækvalificeringen af nye uddannelser og udbud skal vurdere udbuddet af videregående uddannelse. Rådet skal konkret vurdere ansøgninger om prækvalifikation og om principielle spørgsmål i tilknytning hertil. Vurderingen sker på grundlag af de centralt fastsatte kriterier.
Rådet udpeges af ministeren og består af 5 – 7 personer, der er personligt udpegede og som bl.a. ikke må varetage bestyrelsesposter eller ledende stillinger på uddannelsesinstitutioner. Medlemmerne af rådet skal tilsammen have en bred indsigt i hele det videregående uddannelsesområde og de samfundsøkonomiske overvejelser og prioriteringer der er forbundet hermed. Rådet skal endvidere have indgående kendskab til udviklingen i kompetencebehovene på det danske arbejdsmarked, samt mindst ét medlem med international erfaring. Medlemmerne udpeges for en periode på højst 6 år.
Enkeltuddannelser kan udtages
Ministeren kan udtage enkeltuddannelser til særskilt uddannelsesakkreditering. Det skal ske på grundlag af objektive indikatorer som fx lav beskæftigelsesgrad eller stort frafald over en længere periode. Behovet for at vurdere enkeltuddannelser kan overfor ministeren også rejses af Akkrediteringsrådet, arbejdsmarkedets parter eller de studerende.
Genvurdering af positiv institutionsakkreditering
Akkrediteringsrådet kan når der er afgivet en positiv institutionsakkreditering genvurderer denne indenfor den 6 årige periode.
FTF vurdering
FTF vurderer lovforslaget positivt og lægger vægt på:
- Kvalitet i uddannelse ses i loven som en kombination af uddannelsens ”interne” og ”eksterne” kvalitet. Derfor skal institutionsakkrediteringen have fokus på såvel kvalitet og relevans. Det første fokus kunne være ”gennemførelse/frafald” og det andet ”matcher kompetencerne med behovet indenfor erhvervet/professionen”.
- En lovfastsat institutionsakkreditering vil skærpe den enkelte uddannelsesinstitutions arbejd med at sikre et velfungerende kvalitetssikringssystem for de udbudte uddannelser, herunder sikre en intern ansvars placering af kvalitetssikringsopgaven.
- Resultatet af institutionsakkrediteringen i form af en rapport samt Akkrediteringsrådets afgørelse skal offentliggøres.
- Loven understreger akademi- og professionsbacheloruddannelsernes nationale profil som et særligt opmærksomhedspunkt i akkrediteringen.
- Alle nye uddannelser og nye udbud af eksisterende uddannelser indenfor hele det videregående uddannelsessystem skal prækvalificeres dvs. gennemgå en central godkendelse som forudsætning for udbud på den enkelte uddannelsesinstitution. Det giver en afgørende mulighed for en samlet vurdering af behovet for videregående uddannelse.
- Der nedsættes et rådgivende udvalg til ministeren, der skal vurdere ansøgninger om nye uddannelser samt rådgive om principielle spørgsmål knyttet til prækvalificering. Det er et vigtigt positivt element i relation til den nationale drøftelse af behovet for nye uddannelser.
- Der sikres offentlighed i prækvalificeringsprocessen i og med at alle ansøgninger og afgørelser skal offentliggøres på ministeriets hjemmeside.
- En prækvalifikation skal afdække hvorfor et forslag til en ny uddannelse ikke kan dækkes ved justering af en eksisterende uddannelse, og hvordan uddannelsen adskiller sig væsentligt fra eksisterende uddannelser.
- I forlængelse af at akkrediteringen også skal sikre uddannelsernes relevans i forhold til arbejdsmarkedet er der skabt nye muligheder for dialog og indflydelse til bl.a. de faglige organisationer. Det er bl.a. at udmøntningen af kriterier og målepunkter, der skal anvendes ved akkrediteringen, skal ske i dialog med bl.a. organisationerne på arbejdsmarkedet og de studerendes organisationer. Endvidere indebærer kriteriet om relevans at institutionen skal dokumentere at de for eksisterende uddannelser og udbud indgår i en løbende dialog med aftagere og dimittender om udviklingen af uddannelserne og udbuddene.
- Ved sammensætning af Akkrediteringsrådet skal der sikres viden i Rådet om aftagernes behov og det enkelte akkrediteringspanel, der skal foretage den konkrete institutionsakkreditering, skal have kompetencer, der også sikre vurdering af relevanskravet.
- Den hidtidige praksis med at inddrage studenterrepræsentation i akkrediteringspanelet skal videreføres.
- I forhold til kriterierne der skal vurdere uddannelsens kvalitet skal det sikres at også uddannelsens kliniske undervisning og praktik indgår i kvalitetssikringssystemet.
- Der er fortsat mulighed for at udtage enkeltuddannelser til særskilt akkreditering og bl.a. de faglige organisationer kan rejse ønske herom.
- De studerendes ønske om forskudte perioder for deres repræsentation i Akkrediteringsrådet tilstræbes imødekommet.