På de fleste arbejdspladser bliver der skruet ekstra op for hyggen i julemåneden, og det indebærer ofte store mængder af småkager, morgenbrød og ikke mindst de fede danske specialiteter på julefrokostbuffeten. Mange forbinder hygge med at spisning, og selv om det er usundt, er det ikke unaturligt, mener ernæringsekspert Per Brændegaard.
"For rigtig mange mennesker har mad en stor kulturel og symbolsk betydning, fordi maden er forbundet med noget positivt psykologisk nemlig hygge, glæde og fællesskab. Samtidig er julen en social begivenhed, hvor vi bekræfter hinanden i at høre til i en gruppe, og det gør vi blandt andet ved at give og tage imod mad. På den måde kan maden betegnes som en form for socialt klister," siger Per Brændegaard.
Men selvom mad er en indgroet del af hyggen på mange arbejdspladser, kan den fede julemåned have uhensigtsmæssige konsekvenser.
"De fleste har en forestilling om, at de taber de ekstra julekilo, når kalenderen viser januar. Men erfaringer siger, at det ofte bliver ved snakken. Det betyder i praksis, at mange spiser sig et kilo tungere hver eneste jul, og over tid bliver det til overvægt. Samtidig har de sukkerholdige lækkerier en stressreducerende og afslappende virkning, hvilket betyder, at man bliver sløv og mindre produktiv af at indtage dem," siger Per Brændegaard.
Mindfull spisning
Som leder kan du imidlertid gøre meget for, at dine medarbejdere ikke bliver sukkersløve i december, påpeger han.
"Der er to veje til en sundere arbejdsplads. En indre og en ydre. Den ydre handler om at servere sundere mad i kantinen og have frugt på bordene frem for småkager. Det handler om at tænke kreativt og hygge sig med fysiske, sociale aktiviteter i stedet spisning og mad. Medarbejderne kan for eksempel invitere en instruktør i kampsport, meditation eller zumba til at lave fælles aktiviteter. Den indre vej til sundere medarbejdere er at lære dem om mindfull spisning. De skal ikke bare spise på autopilot, men i stedet nyde maden. Det handler altså ikke om at fjerne brunkagerne, men om at være mere nærværende når man spiser dem, så man lærer at stoppe, når man er mæt," siger Per Brændegaard.