Generelle bemærkninger
Der blev den 31. august 2012 indgået en aftale om akut indsats overfor ledige, der er i risiko for at miste dagpengeretten pga. den toårige dagpengeperiode efter 1.1.2013.
FTF har tilsluttet sig aftalen for at støtte og bidrage til, at der sættes ind overfor udfordringen. FTF støtter derfor også, at de faglige organisationer og a-kasserne giver et konkret og positivt bidrag til, at ledige i risikogruppen kommer i job meget hurtigt. 
Der er praktiske, proceduremæssige forhold i aftalen som vil give en række udfordringer i a-kasserne og i jobcentrene. Dem må den nedsatte arbejdsgruppe tage konkret op og løse.
Flere midler
Regeringen bevilger 332 mio. kr. til indsatsen. Som led heri bevilges ekstra 45 mio. kr. i 2012 til jobrotation på FTF-området og samme beløb 2013. Alle bevilgede jobrotationsmidler i 2012 samt tilbageløb af ubrugte midler fra 2011 er allerede disponeret i 2012 – kassen er med andre ord tom p.t. De ekstra 45 mio. kr. vil blive bevilget igennem aktstykke i Finansudvalget i den kommende uge således, at ekstramidlerne er til disposition meget hurtigt. Aftalen slår fast, at ledige i risikogruppen skal sikres deltagelse som vikarer i jobrotation.
For 2013 betyder merbevillingen, at der i alt vil blive bevilget (30+24+45) 99 mio. kr. Til sammenligning kan det oplyses, at der i 2012 blev der bevilget 30 mio. kr.
Kontakt til risikogruppen
Aftalen lægger afgørende vægt på, at der skabes hurtig kontakt til risikogruppen ved brev fra a-kasserne. De ledige skal herefter selv henvende sig i jobcentrene og bliver proaktivt kontakt, hvis de ikke selv henvender sig.

Nye rettigheder
·        De ledige får ret til tilskud til opkvalificeringsjob – hvis de selv fremskaffer jobbet.
·        De får bedre muligheder for at deltage i jobrotation
·        De får hurtig ekspedition (48 timer) af selvfundne løntilskudsjobs og virksomhedspraktik
Generelt lægger aftalen op til, at de ledige selv skal være udfarende, skabe kontakt og være meget aktivt jobsøgende.
Ansvar i faglige organisationer og a-kasser
A-kasserne bliver frontorganisationer i indsatsen. Der skal etableres jobberedskaber og a-kasserne skal være i tæt kontakt med risikogruppen. A-kasserne skal hjælpe aktivt med til, at der findes jobåbninger og etablere jobrotation mv.
De faglige organisationer skal på egen hånd og igennem de lokale beskæftigelsesråd og de regionale beskæftigelsesråd hjælpe aktivt med til, at jobrotation kan iværksættes og at jobåbninger findes og skabes.
Vurdering af akutplanen
Planen kan og vil sætte meget stærkt fokus på, at risikogruppen kommer i arbejde. Det bliver afgørende for planen succes, at alle aktørerne kan levere en effektiv indsats. Derfor må opgaverne til især a-kasserne og jobcentrene fintunes, så fx dobbeltarbejde undgås. FTF vil gå meget aktivt i ind arbejdsgruppen for at sikre en effektiv indsats fra alle parter.
FTF vil også pege på, at aktivt medspil fra de ledige selv er en væsentlig forudsætning for, at de kommer i arbejde. Det er også en væsentlig betingelse, at de ledige går efter de ledige stillinger som faktisk findes, og at arbejdsgiverne meget tydeligt synliggør stillingerne og giver plads til at risikogruppen kan få job.
Det kan ikke forventes, at alle ledige vil komme i arbejde, og der vil være nogle, som falder ud af systemet. Derfor er det FTF’s klare opfattelse, at genoptjeningskravet skal reduceres, at der skal gives bedre mulighed for supplerende dagpenge, og at dagpengeperioden evt. skal udvides igen, hvis problemet ikke kan løses med de øvrige initiativer.