En ordning, hvor en arbejdsgiver kan få dækket sine udgifter til at opkvalificere en nyansat ledig, har levet et liv i skyggen, siden den blev lanceret for tre år siden. Hverken jobcentre eller arbejdsgivere har gjort nævneværdigt brug af de såkaldte opkvalificeringsjob.
Det skal der gøres noget ved, mener hovedorganisationen FTF. En markant vitaminindsprøjtning til ordningen kan være med til at skaffe job til de mange ledige, der risikerer at falde ud af dagpengesystemet til nytår, mener FTF.
På dagens møde mellem beskæftigelsesministeren og arbejdsmarkedets parter fremsatte hovedorganisationen et forslag om at afsætte flere penge til ordningen og at bruge den langt mere offensivt end i dag.

"Det er uholdbart og urimeligt, at mange ledige risikerer at falde ud af dagpengesystemet pga. den forkortede dagpengeperiode og det fordoblede genoptjeningskrav. Regeringen bør iværksætte meget håndfaste initiativer, der kan begrænse antallet af ledige, der står til at miste deres dagpengeret", siger FTF’s formand Bente Sorgenfrey.
Hun peger på opkvalificeringsjob og højere løntilskud til private arbejdsgivere som nogle af de initiativer, der bør sættes i gang her og nu.
"Det skal sikre, at de ledige får reelle tilbud målrettet de jobåbninger, der er på arbejdsmarkedet – i modsætning til i dag, hvor de ledige ofte møder et system, der ikke styrker deres kompetencer godt nok", siger Bente Sorgenfrey.
Attraktivt at ansætte en ledig 
Ordningen med opkvalificeringsjob vil gøre det attraktivt for arbejdsgiveren at ansætte en ledig, der kan blive opkvalificeret til et helt specifikt job i virksomheden, mener Bente Sorgenfrey.
"Vi mener, at det i markant grad kan øge muligheden for ledige for at få et job", siger hun.
Bente Sorgenfrey ser forslaget i tæt sammenhæng med, at de kommunale jobcentre skal yde en langt mere intensiv indsats med at kontakte virksomheder, end de gør i dag.
Markant højere løntilskud til private arbejdsgivere
På mødet foreslog FTF desuden, at regeringen forhøjer løntilskuddet til private arbejdsgivere, som i dag er på ca. 70 kr. i timen. FTF foreslår, at det forhøjes til de 135 kr. svarende til løntilskud til arbejdsgivere i den offentlige sektor.
FTF foreslog desuden Mette Frederiksen at styrke jobrotationsordningen, hvor en ledig ansættes med tilskud som vikar for en fastfastansat, der er væk på efteruddannelse.
"Nu har vi lagt vores forslag på bordet, og jeg ser frem til det næste møde med beskæftigelsesministeren. Men vi har en skarp bagkant i forhold til de ledige, som står for at miste deres dagpenge til nytår. Hvis det ikke lykkes at få nogle af de forslag sat i værk, der har været fremme i dag, så er vi nødt til at finde tilbage til diskussionen om dagpengeperiodens længde og genoptjeningsretten", siger Bente Sorgenfrey.