Med redegørelsen præsenterer uddannelsesministeren et overblik over det danske videregående uddannelsessystem og kommer med en række mere eller mindre konkrete bud på fremtidige indsatser for at skabe et mere sammenhængende uddannelsessystem.  Indsatsen retter sig både mod rammerne for de videregående uddannelser og selve uddannelserne. Ph.d. uddannelserne er ikke omfattet.
Væsentlige bestanddele i indsatsen er:
·         én lovgivning for alle videregående uddannelser
·         nye enkle udviklingskontrakter med fokus på gennemsigtighed og færre, men klare mål
·         taxameter- og bevillingsreform inden for den eksisterende økonomiske ramme
·         nyt fælles sammenhængende akkrediteringssystem
·         fleksible uddannelsesvalg inden for og på tværs af institutioner
·         øget forsknings- og udviklingssamarbejde
·         afskaffelse af suppleringskurser
·         meritgaranti i forbindelse med studier i udlandet
·         efter- og videreuddannelse gennem hele livet med fokus på udvikling af
      masteruddannelserne
·         fokus på innovation og entreprenørskab i alle videregående uddannelser
·         styrket overgang til arbejdsmarkedet gennem erhvervssamarbejde og praktik.
Det fremhæves i redegørelsen, at de senere år har haft stort fokus på institutionelle reformer. Der skal nu i højere grad tages udgangspunkt i uddannelserne og de studerende, og der skal skabes mere sammenhængende rammer for uddannelserne, sådan at de studerende får fleksible uddannelsesvalg på langs og tværs af de videregående uddannelser.

FTF kommentar
Med redegørelsen lægges op til omfattende reformer som medfører mere ensartede strukturer på uddannelsesniveau og på institutionsniveau, økonomisk og styringsmæssigt. Formålet er at sikre sammenhængen, og det er godt. Men det er et stort spørgsmål, hvordan man sikrer kvaliteten af uddannelserne i denne proces.
Redegørelsen lægger meget stor vægt på øget fleksibilitet på individniveau. Det rejser en række spørgsmål om sikring af uddannelsernes kvalitet og relevans, og hvordan der kan gives den fornødne vejledning, både på de respektive uddannelsesinstitutioner og uafhængigt af institutioner på et nationalt niveau. Bestræbelserne på at fjerne organisatoriske og strukturelle forhindringer for den studerendes vej gennem de videregående uddannelser betyder også, at der vil blive stillet nye krav til, hvordan man profilerer den enkelte uddannelses identitet og kernefaglighed.

Redegørelsen gør det ikke muligt konkret at vurdere, hvor omfattende forandringer fremtidige studerende vil opleve med hensyn til sammenhæng og fleksibilitet, og en række  væsentlige elementer i en sammenhængende videregående uddannelsespolitik adresseres ikke i redegørelsen:
De videregående uddannelser har forskelligt videngrundlag, og det giver i praksis problemer med sammenhængen i uddannelsessystemet. Redegørelsen lægger op til et mere forpligtende samarbejde om forskning og udvikling, på tværs af sektorer, men nævner ikke den udfordring, der ligger i at erhvervsakademier og professionshøjskoler efter deres lovgivning har et udviklingsbaseret videngrundlag, mens universiteter er forskningsinstitutioner.
FTF mener at der er behov for lovgivning, som pålægger institutioner en ligeværdigt samarbejde om udvikling af videngrundlaget gennem forskning og udvikling, og som giver professionshøjskolerne mulighed for at bedrive anvendt forskning og udvikling. Samtidig er det nødvendigt, at der sikres erhvervsakademier og professionshøjskoler en permanent bevilling til udvikling af ny viden, og bedre adgang til at få del i offentlige forskningsmidler, fx fra det strategiske forskningsråd.
Udvikling af professionsmasteruddannelser er ikke direkte omtalt i redegørelsen, men er på nogle områder et tiltrængt supplement til de videreuddannelsesmuligheder, som i dag står til rådighed for fagprofessionelle. FTF håber, at de målsætningerne om efter- og videreuddannelse gennem hele livet vil blive udmøntet bl.a. ved udvikling af relevante professionsmasteruddannelser.
I redegørelsen lægges vægt på at inddrage uddannelsesinstitutionerne i reformarbejdet, men det fremgår ikke, hvordan studerende og arbejdsmarkedets parter inddrages. Der er behov for, at både studerende og arbejdsmarkedets parter inddrages tæt i arbejdet med at omsætte vision til virkelighed. Det er de studerende, det i sidste ende handler om, og det er organisationerne, der kender det arbejdsmarked, som uddannelserne skal matche.
Erhvervsakademiernes fremtidige rolle i det videregående uddannelsessystem omtales kun med en reference til den politiske aftale, som betyder, at der senest i 2015 tages stilling til evt. fusioner med professionshøjskoler. I lyset af de skiftende udmeldinger fra tidligere ministre på området kunne det være hensigtsmæssigt at få en mere præcis beskrivelse af, hvilke visioner ministeren har for området.