Rasmus vil være den, kollegerne kan regne med

Rasmus Kemp er ikke i tvivl. Den danske model er grunden til, at Danmark er et af verdens bedste steder at arbejde. Og de gode arbejdsforhold vil han gerne selv være med til at passe på.

For Rasmus begynder det hos kollegerne omkring ham. Han vil være den, en kollega kan trække til side i frokostpausen, hvis noget på arbejdspladsen ikke fungerer. Den, der lytter, tager bekymringerne alvorligt og hjælper med at finde en løsning.

Derfor drømmer den 27-årige klejnsmedelærling fra Ringsted om at blive tillidsrepræsentant, når han er færdiguddannet.

Han vil, som han selv fortæller, “være noget for mine kollegaer og gøre en forskel på den arbejdsplads, jeg går på”.

Et arbejde, der kan ses og mærkes

Rasmus har allerede et svendebrev som personvognsmekaniker, da han får lyst til at prøve kræfter med et andet håndværk.

Han får øjnene op for klejnsmedefaget, hvor særligt muligheden for at føre sine egne idéer ud i livet tiltaler ham. “Det er et arbejde, som jeg kan mærke, betyder noget”, fortæller Rasmus.

Det er noget af det, han holder allermest af ved at stå i lære som klejnsmed.

Han nyder, at stå med stålet i hænderne og se en konstruktion tage form. Når arbejdet er færdigt, står resultatet lige foran ham.

Men stoltheden handler ikke kun om det, han selv skaber. Rasmus ved, at hans håndværk også har betydning for andre mennesker. Fra medicinproduktion til den grønne omstilling spiller smedefaget en vigtig rolle i samfundet.

Alle uddannelser skal åbne døre

Selvom Rasmus er stolt af sit fag, oplever han, at der stadig bliver set forskelligt på unge, alt efter hvilken uddannelse de vælger.

Han drømmer om et Danmark, hvor det ikke gør en forskel, om man læser på universitetet eller tager en erhvervsuddannelse. Hvor en lærling har de samme muligheder for at finde en billig kollegiebolig og komme til og fra sin uddannelse som en universitetsstuderende.

For forskellene handler ikke kun om transport og tag over hovedet. De handler også om den måde, vi ser på hinandens uddannelser.

Rasmus oplever, at håndværksuddannelser stadig bliver betragtet som mindre værd end de boglige uddannelser. En opfattelse, som han frygter, får unge til at vælge erhvervsuddannelserne fra.

Og det giver ikke mening for ham.

For samfundet har brug for både håndværkere, akademikere og alle dem midt imellem. Alle er en del af de tandhjul, der får hverdagen til at hænge sammen. Og ingen er vigtigere end andre.

En drøm om at blive ”rigtig” voksen

Når Rasmus ser længere frem i tiden, er det dog ikke kun arbejdslivet og samfundet, der fylder i hans drømme.

Han drømmer også om sit eget hus. Gerne lidt ude på landet, hvor der er plads omkring ham. Et sted, hvor han selv kan bestemme, hvordan der skal se ud, og hvor han måske en dag kan skabe en familie.

Et hjem, som er hans eget, og hvor pengene går til at betale af på noget, han selv ejer, frem for at ende hos en udlejer.

Kort sagt drømmer han om livet med villa, Volvo og vovse. Om at slå rødder og få en hverdag med færre bekymringer.

Der er i virkeligheden en fælles tråd i Rasmus’ drømme. For uanset om det handler om at bygge noget med sine hænder, gøre en forskel for kollegerne eller skabe sit eget hjem, drømmer han om at være med til at skabe noget, der holder.