Sideløbende med den store EuroSkills-turnering i Herning var det danske EU-formandskab vært for et uformelt ministerrådsmøde i samme by.

Her mødtes de europæiske uddannelsesministre for at vedtage Herning-erklæringen. Erklæringen understreger vigtigheden af de erhvervsrettede uddannelser. Den bygger videre på et tættere europæisk samarbejde om at gøre de erhvervsrettede uddannelser relevante og attraktive på tværs af medlemslandene.

Vi skal sende et signal om, at erhvervsrettet uddannelse er et førstevalg, at der sættes pris på dem, og at de er nødvendige at have med i alle beslutningsprocesser!

Mînzatu, Arbejdsmarkedskommissær

De europæiske lande samarbejder om erhvervsrettet uddannelse gennem den såkaldte Københavnerproces, der blev etableret i 2002. Samarbejdet bygger på Osnabrückerklæringen fra 2020 og den såkaldte ”Union of Skills” plan, som Europa-Kommissionen vedtog i begyndelsen af 2025.

Det er alle planer, der skal ruste Europas arbejdsstyrke til fremtiden, imødekomme manglen på faglært arbejdskraft og sikre gode kvalitetsjob på tværs af de europæiske arbejdsmarkeder.

Herning-erklæringen har særligt fokus på at sikre tilstrækkelig kompetent arbejdskraft til de europæiske lande for at bevare vores konkurrenceevne globalt.

Det er særligt nødvendigt for at sikre, at arbejdstagerne har de rette kompetencer, der kan sikre den grønne og digitale omstilling. Det gælder eksempelvis faglærte som vvs’ere, elektrikere og industriteknikere.

Generelt fokuserer forståelsespapiret på at forbedre undervisningskvaliteten på de erhvervsrettede uddannelser for at gøre dem mere attraktive og højne deres anseelse.

Bluebook til unge

Arbejdsmarkedskommissæren Mînzatu understreger, at erhvervsfaglig uddannelse skal prioriteres: “Vi skal sende et signal om, at erhvervsrettet uddannelse er et førstevalg, at der sættes pris på dem, og at de er nødvendige at have med i alle beslutningsprocesser.”

For at fremme dette vil Europa-Kommissionen blandt andet reservere praktikpladser i sit eget praktikforløb ”Bluebook” til unge med en erhvervsrettet baggrund.

Vi skal sikre, at flere unge kan tage en del af deres erhvervsuddannelse i udlandet (…) Vi har i den danske regering en idé om, at antallet skal femdobles!

matthias tesfaye, børne-og undervisningsminister

Et andet centralt mål i erklæringen er at gøre de erhvervsfaglige uddannelser mere attraktive ved at give flere unge bedre mulighed for at tage en del af deres uddannelse i udlandet.

Børne- og undervisningsminister Mathias Tesfaye fremhævede netop dette som en dansk mærkesag: ”Vi skal sikre, at flere unge kan tage en del af deres erhvervsuddannelse i udlandet (…) Vi har i den danske regering en idé om, at antallet skal femdobles.”

Konkret har medlemslandene i erklæringen forpligtet sig til et mål om, at 12 % af alle elever på erhvervsuddannelser skal have haft et udlandsophold som en del af deres uddannelse inden 2030.

Fakta om Herning-erklæringen

  • Arbejdsprogram: Sætter den politiske ramme for samarbejdet om erhvervsuddannelser i EU for perioden 2026-2030.
  • Øget status: Har som mål at gøre det mere attraktivt at tage en erhvervsrettet uddannelse, så den opnår status på lige fod med boglige uddannelser.
  • Mobilitet for studerende, der tager en erhvervsuddannelse: Indfører et fælles mål om, at 12% af alle elever på erhvervsuddannelser skal tage en del af deres uddannelse i udlandet inden 2030.
  • Livslang læring: Et øget fokus på at tilbyde efter- og videreuddannelse (CVET) til voksne for at opkvalificere arbejdsstyrken, især de lavtuddannede.

: 250912-herning-declaration-eu2025—final-version-supported-on-12-september-2025.pdf

Læs hele Herning-erklæringen her