Norden står vi stærkt – også i en usikker tid. Men det forpligter os til at tage ansvar.
Det var mit budskab, da jeg i dag mødtes med de nordiske socialdemokratiske partiledere og fagbevægelsen til topmøde i Norge.
Når det stormer udenfor – både mod øst og vest – er det ekstra vigtigt at holde fast i det, der gør os stærke: velfærdssamfundet, lønmodtagernes tryghed og vores fælles ansvar for fremtiden.
Statsminister Mette Frederiksen, der netop har besøgt Ukraine, sagde det klart i sin åbningstale: Vi skal kunne forsvare os selv. Og det bakker vi i fagbevægelsen op om.
Men min opgave som formand for FH er også at sikre, at vi ikke svigter de lønmodtagere, der hver dag holder Danmark kørende.
Vi skal finde pengene til at styrke forsvaret og sikre en grønnere fremtid – men ikke ved at skære i velfærden eller tvinge lønmodtagerne til at blive længere på arbejdsmarkedet, end de kan holde til.

Tag lønmodtagernes bekymringer alvorligt
Hvis vi ikke tager lønmodtagernes bekymringer om velfærd og pensionsalder alvorligt, risikerer vi at miste opbakningen til de nødvendige investeringer.
Det vigtigste for Danmarks konkurrenceevne er ikke lavere selskabsskat.
Vores styrke er de mennesker, der hver dag går på arbejde, passer vores børn og ældre og driver vores virksomheder fremad. Velfærdssamfundet er vores superkraft – og det skal vi værne om.
Danmark og norden skal komme styrket gennem denne krise. Det gør vi bedst sammen.