3F Transport og Dansk Industri satte søndag deres underskrift på en treårig aftale, der omfatter havnearbejderne og en stor gruppe lagerarbejdere og chauffører på DI’s virksomheder. Forliget lægger linjen for 186.000 lønmodtagere på normallønsområdet og en række andre overenskomster mellem 3F Transport og DI.

FH’s formand, Morten Skov Christiansen ønsker stort tillykke med flot forhandlingsindsats:

”Formand, Jan Villadsen, og 3F Transport har sikret en flot overenskomstaftale. Det betyder bedre for løn og arbejdsvilkår for bl.a. tusindvis af chauffører og lagerarbejdere i hele landet. Aftalen sætter retningen for de kommende overenskomster på normallønsområdet, og vi ser frem til at se flere gode resultater for lønmodtagerne i den næste runde af forhandlinger,” siger han og fortsætter:

”Held og lykke til alle jer, der sidder ved forhandlingsbordet i de kommende dage og uger – jeres indsats sikrer en bedre hverdag og tryghed for rigtig mange lønmodtagere. Og en særlig tak til medlemmerne, der med deres engagement og medlemskab af FH-fagforeninger er med til at sikre gode overenskomster og ordentlige forhold på det danske arbejdsmarked.”

Ifølge 3F Transports hjemmeside gælder den nye ”Fællesoverenskomst” for tre år frem til 1. marts 2028 og indeholder følgende:

Fakta om Transportforliget:

Timeløn: Normaltimelønnen stiger 5,00 kroner per 1. marts 2025, 4,75 kroner per 1. marts 2026 og 4,5 kroner per 1. marts 2027. I alt 14,25 kroner i timen.

Frit valg: Den særlige opsparing, der sikrer hver enkelt ansat frit valg mellem pension, frihed eller udbetaling som løn, hæves fra 9 til 10 procent af lønnen per 1. marts 2026 og fra 10 til 11 procent af lønnen per 1. marts 2027. Det giver en direkte lønstigning på to procent (700 kroner mere om måneden).

Pension: Arbejdsgivernes indbetaling til pension stiger med 1 procent per 1. maj 2025. Dermed indbetaler arbejdsgiverne fremover 11 procent, og lønmodtagerne betaler fortsat 2 procent.

Genetillæg: Genetillæg stiger 3,5 procent 1. maj 2025, 3,5 procent 1. maj 2026 og 3,5 procent 1. maj 2027.

Lærlinge: Lønnen til lærlinge hæves med 4 procent per 1. marts 2025, 3,5 procent per 1. marts 2026 og 3,5 procent per 1. marts 2027.

Fleksibilitet og frihed: Der gives nye rettigheder til at holde fri via særlig opsparing. Forældre får ret til at holde fri ved barns tredje sygedag, og bedsteforældre får ret til to børnebørns-omsorgsdage. Samtidig får ansatte ret til at holde fri til at ledsage nærtstående familie ved helbredskonsultationer og samtaler med myndigheder.

Seniorordning: Seniorer får ret til en ugentlig fridag eller anden placering af op til 46 seniorfridage om året. Det er 14 dage mere end i dag. Man kan vælge at betale seniorfridagene selv eller trække på den særlige opsparing eller pensionsindbetalingen.

Uddannelse: Der oprettes en ekstra vej til at blive faglært, der giver lønmodtageren mulighed for at blive faglært uden at være afhængig af en aftale med arbejdsgiverne. Den fælles uddannelsesfond dækker løn under svendeprøven.

Trivsel: Der oprettes en fælles samarbejdstjeneste, der skal fremme trivsel og forebygge chikane og konflikter på arbejdspladserne. Tjenesten skal understøtte virksomhedernes arbejde med psykisk arbejdsmiljø.

Vederlag til arbejdsmiljørepræsentanter: Arbejdsmiljørepræsentanter, der er medlem af 3F Transport, modtager et årligt vederlag på 9.000 kr.

Barsel/forældreorlov: Forældre får to ugers ekstra betaling med fuld løn under forældreorlov. Ugerne er til fri fordeling. Soloforældre kan overdrage dele af orloven med fuld løn til nærtstående familiemedlemmer, og der er mulighed for at dele barselsorloven på fuld løn mellem mere end to personer.

Løn under sygdom: Ret til to ugers ekstra (sædvanlig) løn under sygdom. Det giver i alt ret til 84 dages løn under sygdom. Beskyttelsen mod opsigelse under sygdom udvides ligeledes med 14 dage til 84 dage.

Forenkling: For at gøre overenskomsterne mere enkle at forstå, har man aftalt, at lønsedlerne skal gøres mere gennemskuelige. Desuden forenkles og moderniseres aftalerne for arbejde i holddrift.

Kilde: 3F Transport