Sygehjælper Eva Christensen har sammen med et hold af andre ledige FOA-medlemmer for nylig oplevet en vigtig og konstruktiv støtte fra deres A-kasse på et område, der var lidt overraskende for de fleste på holdet.

Holdet af ledige FOA-medlemmer var nemlig på kursus i ledighedsstress. Kurset er en del af de tilbud, som deres A-kasse netop nu tilbyder som et led i et forsøg, hvor en række A-kasser får eneansvaret for ledige i de første tre måneder.

For mange af deltagerne på kurset var det nyt, at man kan få stress, når man ikke er i arbejde. Men mange kunne nikke genkendende til stresssymptomer som hovedpine, hjertebanken, angst og problemer med at sove.

FOA A-kasse har formidlet over 2000 jobs

FOA A-kasse kan fejre her i oktober 2021 at have formidlet over 2000 jobs til ledige medlemmer. A-kassen har i flere år tilbudt jobformidling til jobsøgende medlemmer og arbejdsgivere, der mangler en medarbejder.

Tilbuddet er et vigtigt element i det forsøg, som FOAs A-kasse deltager i sammen med otte andre a-kasser. Forsøget betyder, at ledige medlemmer frem til og med 2023 i de første tre måneders ledighed som udgangspunkt kun skal til samtaler i a-kassen og ikke i jobcentret.

Forsøget, som løber fra 1. januar 2020 til 31. december 2023, er en del af arbejdet med at forenkle beskæftigelsesindsatsen. De ni a-kasser er: 3FA, HKA, Dansk Metal A-kasse, FOA A-kasse, FTF-A, BUPL-A, SL A-kasse, Min A-kasse og Magistrenes A-kasse. FH følger forsøget og bringer hver måned en beretning fra en ledig.

Mange andre har det som mig

For Eva Christensen var det vigtigste erkendelsen af, at hendes fysiske og psykiske symptomer er en helt normal reaktion på situationen som ledig.

”Og så det med ikke at føle sig alene. At opleve, at der er mange andre, der har det som mig, og a-kassen er der for os”, siger Eva Christensen om kurset.

Selv lider hun af hjertebanken, forhøjet blodtryk, en konstant ængstelse og dårlig samvittighed over ikke at være jobsøgende 24/7. Det påvirker både selvværd og selvtillid.

Dertil kommer savnet af fællesskabet på arbejdspladsen, den dårlig økonomi og tabet arbejdsmæssig identitet – tunge emner, som Eva har tumlet med alene.

God og barsk oplevelse

Derfor var det både en god og en barsk oplevelse for hende at deltage i webinaret om ledighedsstress:

”Det var skræmmende at få sat ord og lyd på de følelser, de fleste af os ledige har. Selv blev jeg stærkt berørt af det; det var nemlig spot on i forhold til, hvordan jeg har det”, fortæller Eva Christensen.

Eva er uddannet sygehjælper og har arbejdet i faget i mange år. Men forskellige arbejdsskader har gjort det sværere for hende at tage del i de tungere opgaver. Derfor søger hun nu arbejde uden for sit fag.

Foreløbig har hun sendt over 100 jobansøgninger:

”Det var hårdt for mig at erkende, at jeg ikke kunne klare sygehjælperjobbet længere. Men efter behandling og træning er jeg klar til et job, der er mindre fysisk anstrengende”, fortæller hun.

A-kassen altid klar til en samtale

FOAs A-kasse var meget bevidst om ikke kun at fokusere på stress og elendighed. Så på kurset fik medlemmerne også hjælp til, hvad de selv kan gøre, og hvor de kan få hjælp. For eksempel i deres pensionsselskab, Pensam, der har en stresshotline, som også er for ledige medlemmer.

Kursusdeltagerne fik også nogle gode råd om, hvad de selv kan gøre for at forebygge ledighedsstress, fx at sætte en fast tid af til jobsøgning hver dag og at gøre nogle ting, de godt lide.

Et andet af de gode råd i webinaret var da også, at medlemmerne altid er velkomne til at få en samtale i a-kassen, når de har brug for det. Mange deltager også i jobklubber, hvor de møder andre ledige og måske hjælper hinanden med at få job.

Vigtigt med synlighed

Efter webinaret kontaktede flere af deltagerne a-kassen for at takke for, at de havde taget det sårbare emne, ledighedsstress, op. Det gjorde Eva Christensen også.

”Jeg synes, det er så fint, at a-kassen er med til at synliggøre over for verden, hvordan det er at være ledig. Det kan forhåbentlig være med til at sætte mere fokus på ledighed og de udfordringer, vi har som ledige”, siger hun.